Artikler

Roskilde Festival 2012 – form og indhold under teltdugen

Bon Iver spillede en glimrende koncert lørdag aften på Arena. Glæden ved oplevelsen havde dog været større for alle parter, hvis scenens kapacitet havde kunnet håndtere det store publikumfremmøde.
Skrevet af Signe Palsøe

For den nysgerrige festivalgæst har der været rigeligt med spændende navne på årets Roskilde Festival. I stedet for at forsvare sine bookinger over for kritiske røster burde Roskilde derfor investere kræfterne i et langt mere presserende anliggende: At sikre at festivalens kunstnere altid har de bedst mulige vilkår for at nå publikum på Dyrskuepladsen.

Bon Iver spillede en glimrende koncert lørdag aften på Arena. Glæden ved oplevelsen havde dog været større for alle parter, hvis scenens kapacitet havde matchet det store publikumfremmøde.

For præcis et år siden – i kølvandet på Roskilde Festival 2011 – meddelte arrangørerne, at de ikke ønskede at være en festival for publikumsfavoritter og musikalske koryfæer. Dén linje har de nu haft en sæson til at efterleve, og set i bakspejlet får bookinger af Bossen, Björk og Bon Iver nærmere udmeldingen til at fremstå som en uovervejet forsvarstale end en manifestation. Fra festivalens side ganske vist en lidt uheldig invitation til yderligere nedsablinger fra anmeldere såvel som publikummer på  krigsstien – men heldigvis er det de mere positive bemærkninger, der trænger sig på, når jeg kaster et blik på spilleplanen for den just overståede festival.

Årets arrangement var nemlig præget af en meget lang række gode koncerter, og disse var ikke knyttet til særlige platforme på festivalpladsen. Både Bruce Springsteen, Björk og The Roots leverede pragtpræstationer på Orange, og på de mindre scener – fra Arena til Gloria – var de skarpeste bookinger garant for koncerter af høj kvalitet. Hvad enten der var tale om Bon Iver eller The Shins’ storladne popeskapader eller Sam Amidon, Spillemændene, R. Stevie Moore eller Nils Frahms altopslugende selskab på tæt hold, var koncerterne gedigne og mindeværdige. De understregede, at de bedste musikoplevelser på Roskilde Festival ingenlunde er knyttet til de største scener eller dyreste navne, men er langt mere afhængige af, om der er substans bag bookingerne. Og så ligger resten af ansvaret hos et nysgerrigt publikum, der til gengæld må forventes at have gejsten til at gå helhjertet om bord i programmet.

Derfor var de koncerter, der faldt til jorden, som regel dem, der ikke syntes at have et tilpas velovervejet koncept bag sig – eller som ikke blev præsenteret for publikum på rette vis. Janelle Monáes koncert på Arena understregede eksempelvis, hvorfor det er klogt af Roskilde som regel ikke at booke den samme kunstner flere år i træk: Hendes koncert var i sin udformning stort set magen til sidste års brag på Cosmopol. En god oplevelse for dem, der ikke var til stede for et år siden – og for alle andre en lidt flad reprise.

På samme måde var de temaeftermiddage, som festivalen havde arrangeret på henholdsvis Pavilion og Cosmopol, ikke nødvendigvis garant for stærke koncerter, selvom det musikalske forlæg på intet tidspunkt fejlede noget. El Paraiso-selskabets søndag på Pavilion var ganske vist en forrygende oplevelse, da orkestrene på dagsordenen musikalsk er nært beslægtede og ved koncerten supplerede hinanden på nye og spændende måder – og så er kraut- og syrerock bare oplagte genrer at give et stort udfoldelsesrum. Værre så det ud for Rhymesayers’ fredag på Cosmopol. Måske ved første indskydelse en god ide, da selskabet har mange spændende og nyskabende navne i deres stald, men i praksis var de optrædende kunstnere for forskelligartede til rigtig at supplere hinanden eller skabe sammenhæng. Resultatet blev en fragmenteret oplevelse, hvor flere punkter på programmet fremstod amputerede på grund af deres korte tid i spotlyset. Netop dét burde Roskilde have kunnet forudsige ved på forhånd at undersøge, om musikkens format nu også stod mål med idegrundlaget bag bookingen.

Disse fejlskud var dog i undertal, og et andet problem virkede langt mere presserende på årets festival: At Roskilde for ofte ikke fik det optimale ud af hver eneste booking på grund af logistiske problemer med scenerne. Her bød både opvarmnings- og hoveddage nemlig på en temmelig lang række knubs til kunstnerne.

Allerede første dag var der besvær med den nye elektroniske scene, Apollo. Strømmen gik, og det ødelagde koncerten med War for Youth. Ligeledes blev der ved svenske Korallrevens optræden så varmt i den lukkede scene, at elektronikken brændte sammen, og så var det generelt et problem for Apollo-kunstnerne at nå publikum uden for scenens meget aflukkede rum med dårligt udsyn fra siderne.
Ideen om en elektronisk scene på festivalen er ellers prisværdig nok. Det samme gælder initiativet med at flytte scenen rundt i campingdagene og på den måde trække publikum ud til forskellige dele af pladsen. Dog gjorde scenens fysiske udformning og den endelige placering på pladsen det vanskeligt at få det optimale udbytte af koncerterne her. Især i hoveddagene var scenens placering på selve campingområdet et problem – både for festivalgæsternes nattesøvn og for besøgstallet ved mange koncerter, da Apollo ikke var afmærket på kortet over festivalpladsen og på den bekostning sandsynligvis er blevet afskrevet af mange som værende en sekundært spiller i musikprogrammet.

Gloria var præget af nogle af de samme problemer som sidste år med megen gennemgang og støj under de stille koncerter. Larmen fra Orange virkede dog mindre skæmmende i år – måske fordi festivalen har været bedre til at undgå overlap mellem koncerter på de to scener, men også en anden faktor har muligvis spillet ind: Lyden på Orange, der ellers ikke plejer at være til den høje side, var i år decideret generende lav. Især ved de allermest velbesøgte koncerter som Bruce Springsteen eller Malk de Koijn skulle man ikke ret langt bagud i mængden, før end en samtale i et ganske almindeligt stemmeleje var rigeligt til at overdøve musikken.

Derfor var det generelt bedre, når de knap så store trækplastre i stedet var programsat til at spille ovre på Arena. Det kunne et band som Amadou & Mariam have nydt godt af. Men selvfølgelig viste den evige problematik omkring Arena sig igen i år: Området blev en umulig prop af mennesker under eksempelvis Bon Ivers lørdagskoncert, og ud over at gøre det håbløst at nyde koncerten til fulde blokerede den tætte menneskemængde fuldstændig for den ene af kun to indgange til festivalpladsen. Et problem, der forhåbentlig bliver mindre til næste år, hvor dele af grusgraven igen omdannes til festivalområde, og flere porte åbner – men udfordringen er tilbagevendende, og Roskilde Festival burde have taget hånd om den for år tilbage.

Med introduktionen af Apollo har Roskilde Festival allerede adopteret konceptet om en dynamisk scene på festivalen: en scene, der ret beset ikke behøver at have samme kapacitet eller udformning ved hver koncert. At Apollo ikke fungerede optimalt, er en anden snak, men festivalens ønske om at præsentere mange forskelligartede bands på de to største scener lægger op til, at disse i højere grad formes efter de enkelte programpunkter. Måske er der mulighed for at skabe midlertidige afskærmninger eller overdækninger på Orange, som gør scenen mindre distancerende under knapt så besøgte koncerter? Måske kan man indimellem bryde den store plads op ved hjælp af en nomade-scene a la Apollo? Og måske kunne området omkring Arena omformes, så kapaciteten til næste år altid kan bære publikumsinteressen?

Det er overvejelser, der ikke kun kan give et mere fleksibelt og spændende festivalmiljø, men også gøre det muligt at imødekomme en mere broget skare af optrædende. For ét er sikkert: Der skal nok blive ved med at være seværdige koncerter med nyskabende kunstnere på Roskilde. Om disse så lige passede ind i den gamle festivalplads’ opbygning omkring hovedscener og mindre telte, var straks et mere usikkert lod i Roskildes scene-tombola anno 2012.

Se hele Undertoners dækning af Roskilde Festival 2012 her.

3 kommentarer

  • Oplysningen om at Apollo ikke var afmærket på kortet er ikke korrekt. Dens placering ved Agora C er skam markeret klart og tydeligt både på det lille kort i programmet og det kæmpestore i spilleplanen – I skal blot pudse brillerne.

    De sekundære placeringer under opvarmningen var dog blot listet op på siderne om scenen i programmet samt i spilleplanen.

    Andre dele af kritikken omkring scenen kan jeg sagtens nikke genkendende til, men oplysningsniveauet har været næsten optimalt.

  • Der var ikke to, men tre indgange til festivalpladsen. Udover indgangen ved Arena var der også port 19 ved Odeon og port 10 ved Pavillion.

  • Hej Anders og Sarah

    Ja, der er i begge tilfælde tale om nogle klodsede formuleringer fra min side. Det rokker dog ikke ved grundlaget for min kritik, så jeg forsøger mig lige med et par uddybninger:

    Apollo var ganske rigtig afmærket på kortet, men virkede nærmere tilknyttet Agora C end selve festivalpladsen. Derfor kunne den nemt blive anset for at være en del af camping-aktiviteterne – ligesom eksempelvis kunst- og litteratur-arrangementerne ved L. Placeringen taget i betragtning har du helt ret i, at Roskilde Festival har gjort, hvad de kunne, for at gøre opmærksom på scenen – men det lille fremmøde ved mange koncerter kunne godt tyde på, at scenen alligevel har været for afskåret fra resten af pladsen.

    Og ja, der var selvfølgelig også en indgang oppe ved Odeon. I forhold til at aflaste Arena-området var den dog ikke så relevant – de færreste campister i Øst var nok villige til at gå hele vejen gennem Vest (eller blot over til Pavilion) for at undgå menneskemængden ved Arena.

    Håber, det kastede klarhed over pointerne i artiklen. Ellers må I endelig råbe op.

    Mvh. Signe

Leave a Reply