Sun River lyder umiddelbart som et behageligt sted at opholde sig, og de små tre kvarter i folk-trioens selskab er da også et overvejende godt bekendtskab. Der bliver kræset for lytteren med meget sikre instrumenteringer og betagende vokalharmonier.
Bag det det skinnende bandnavn gemmer sig sanger og sangskriver Martin Rude og de to Causa Sui-medlemmer Jakob Skøtt på trommer og Jonas Munk på guitar. Sidste år dannede syrerockbandet Causa Sui pladeselskabet El Paraiso Records, og Sun River er altså nu meget nærliggende at finde i det lille selskabs katalog.
Albummet indledes med den smukke og afdæmpede “Moon”. Men det står snart klart, at der er noget i gære. Der er gjort plads til en småleg og eksperimenter undervejs. Allerede i “Fourths” bliver der skruet op for intensiteten, og den kulminerer langt inde i nummeret i et støjende og højlydt inferno.
Familien Buckley har bestemt ikke levet forgæves. Martin Rudes stemme minder i udpræget grad om både far Tim og sønnen Jeff, hvilket bliver lidt svært at abstrahere fra i længden. Især i “Villanueva Esperanza” og “Lights Over the Well” går der ren Jeff Buckley i den. Hvorvidt Rude bevidst tilstræber at lyde som den afdøde legende, skal være usagt, men referencen er i hvert fald vanskelig at overhøre. Når Sun River til gengæld bliver allermest harmoniske og drømmende i deres udtryk, kan der sagtens trækkes tråde til mere nutidige kunstnere, hvor amerikanske Fleet Foxes et godt bud.
I “Dawn Patrol” får stemmebåndene et mindre hvil. Her er der tale om et instrumentalnummer, der lykkes uden at blive for fjernt og drømmende. Jakob Skøtt holder hele vejen kadencen oppe med sit frygtløse og marcherende trommespil.
“Lake Victoria” bygger langsomt op, og titlen bliver nævnt igen og igen. Et dejligt nummer fyldt med spilleglæde bygget op omkring simple virkemidler.
Lydbilledet fremføres professionelt og nærmest rutinepræget. Lydflagerne veksler mellem akustisk guitarspil og følsomme vokaler toppet med eksperimenterende folkrock-brudstykker. Slutfacit bliver alligevel drømmende og tilbagelænede skæringer, der gør tager sig bedst ud i sommernatten eller måske som soundtrack til en køretur på en støvet landevej. Det er langt hen ad vejen amerikansk folk fra vestkysten. På mange måder et meget udansk udtryk med stort potentiale.
Debutpladen flyder og vugger naturligt ned ad den solbeskinnede flod omgivet af naturen, der står uberørt hen. Samme følelse giver pladen som helhed. Ikke alt for meget nyt under solen. Albummet er solidt traditionsrigt håndværk produceret af spillemænd, der lyder, som om de nyder musikken.
Det gode bekendtskab kan indledningsvis virke lidt for legende og drillende, men efter flere gennemlytninger transformerer Sun River sig snart til et seriøst venskab, der har potentiale til at vare ved.
