Artikler Introduceret

The Roots – guide til ambitiøs og alternativ hiphop

The Roots spiller højt spil
Skrevet af Fabian Hansen

På dette års Roskilde Festival kan du opleve den amerikanske hiphopgruppe The Roots. Ud over at være et af de mest respekterede navne i hiphoppen har de også et velfortjent ry som et af branchens bedste livebands. Her kommer en introduktion til deres omfangsrige bagkatalog på hele 13 udgivelser.

The Roots spiller højt spil. Billede fra “Game Theory”.

Selvom de ikke var de første, har The Roots har om nogen defineret ideen om hiphopgruppen som et band. Men deres brug af traditionelle instrumenter er blot en af de måder, hvorpå de har skilt sig ud – i en genre, hvor pengene ofte får lov at diktere retningen. Ved konsekvent at eksperimentere og udvikle sig på hver eneste udgivelse, har de i snart 20 år bidraget kraftigt til hiphoppens kreative vækst og til at højne dens ambitionsniveau.

Organic hiphopjazz

Gruppen blev dannet under navnet The Square Roots i Philadelphia i 1987, da Tariq ‘Black Thought’ Trotter og Ahmir ‘Questlove’ Thompson mødtes i highschool og fandt sammen omkring deres kærlighed til hiphoppen, som på det tidspunkt var på vej ind i sin guldalder.

Selvom mange tidlige hiphopudgivelser var indspillet live af studiemusikere, var det i midten af 80’erne blevet normen, at hiphopproducere primært benyttede sig af trommemaskiner og samples på deres plader. Tariq og Ahmir havde dog hverken råd til pladespiller, sampler eller vinyl og måtte derfor nøjes Ahmirs trommesæt, hvorpå han genskabte hiphoppens klassiske breakbeats, mens Tariq rappede over. Det etablerede til gengæld retningen for fremtiden, hvor de håndspillede backingtracks blev en central del af deres musikalske identitet.

Efter at have tilføjet rapperen Malik B, bassisten Leonard Hubbard og keyboardspilleren Scot Storch – og forkortet deres navn til The Roots – begyndte de i starten af 90’erne at skabe sig et navn i hjembyen, som hurtigt spredte sig. I 1993 udgav de selv pladen Organix, som fik dem signet til pladeselskabet DGC, der ellers var bedst kendt som hjem for alternative rockbands som Nirvana, Weezer og Sonic Youth.

The Roots første langspiller, Do You Want More?!!!??!, fra 1995 var da også en atypisk hiphopudgivelse, eftersom den var helt blottet for samples og udelukkende indspillet med ‘rigtige’ instrumenter. Introen proklamerede: »You are all about to witness some organic hip hop jazz«, og det var en meget god beskrivelse af den varme, afslappede og groovy hiphop der fulgte.

Pladen trak selvbevidste spor til jazz, blues og andre dele af den sorte musiktradition, og med gæsteoptrædener af jazzmusikere som Steve Coleman og Cassandra Wilson var det en af de mere vellykkede udgaver af fænomenet ‘jazzrap’, som på det tidspunkt også blev udforsket af navne som Guru og Digable Planets.

Kritik af materialistiske og kyniske tendenser

På deres anden fuldlængde, Illadelph Halflife (1996), trådte jazzindflydelserne mere i baggrunden og blev mere subtile. Musikken var denne gang en blanding af instrumenter og samples, hvilket gav lyden et mere ‘hiphoppet’ – om end stadig organisk – udtryk og viste mere hårdtslående og seriøse sider af gruppen. Lyden komplimenterede de tungere emner, som gruppen begyndte at tage op. Fattigdom, racisme og hiphoppens tilstand var omdrejningspunkter for teksterne, hvilket blev afbalanceret med emner som kærlighedsforhold og spiritualitet, såvel som klassisk blærerap og verbal virtuositet.

Malik B og især Black Thought begynder at træde i karakter som dygtige rimsmede, som tilmed har noget på hjerte. I 1996 befandt hiphoppen sig i gangstarappens storhedstid, hvilket blandt andet betød, at voldelige, sexistiske og materialistiske tendenser havde spredt sig med stor hast i genren. Et gennemgående tema på pladen er en kritik af denne tendens.

The Roots: Illadelph Halflife

Som på “What They Do”:

»The principles of true hip-hop have been forsaken
It’s all contractual and about money makin
Pretend-to-be cats don’t seem to know they limitation
Exact replication and false representation.«

Og i samme nummer:

»Thin is the line that run between love and hatred
The game is ill-natured, it’s nothing sacred
Aiyyo, it’s funny when I see some rap niggaz due to make it
A few’ll blow up, or go as far as they can take it.«

Det var en kritik af den kynisme, som mange af deres kolleger lagde for dagen i et forsøg på at appellere til de mange nye fans, som hiphoppen tiltrak på dens vej til mainstream-dominans. Diskussionen om ægte vs. uægte var ældgammel, men fik ny aktualitet på grund af hiphoppens stigende popularitet, som på tragisk vis blev ledsaget af stigende vold i hiphopmiljøet.

The Roots var en del af en alternativ hiphopstrømning, som fulgte i kølvandet på navne som De La Soul og A Tribe Called Quest, som i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne var blandt de første til at kritisere hiphoppens negative og voldelige tendenser indefra og promovere et mere positivt livssyn. På nummeret “Ital (The Universal Side)” fra Illadelph giver lederen af A Tribe Called Quest, Q-Tip, da også passende stafetten videre til The Roots, som få år senere blev nogle af de største stjerner inden for ‘alternativ hiphop’ – en betegnelse de dog forsøgte at distancere sig fra.

Neosoul

Ligesom betegnelsen ‘alternativ rap’ – til tider kaldet conscious rap – var ‘neosoul’ et prædikat, som blev sat på en række kunstnere med visse karakteristika til fælles. Ligesom The Roots – og ligesindede hiphopnavne som Common og Mos Def – var også neosoul, til dels, en reaktion på gangstarappen, og den mere producerdrevne, digitale r’n’b, som var oppe i tiden. Trods deres status som hiphopband spillede The Roots også en central rolle i neosoul-fænomenet.

Både musikalsk og værdimæssigt havde neosoul-artister som Erykah Badu, Jill Scott og D’Angelo og førnævnte hiphopkunstnere meget til fælles. De værnede selvbevidst om den sorte musiktradition, som de så truet af kommercielle hensyn. Musikalsk var de kraftigt inspirerede af fortiden, heriblandt jazz og soulmusik fra 1970’erne, og de dyrkede deres eget unikke udtryk uden skelen til musikbranchens sædvanlige krav til udseende og lyd. Deres tekster kredsede ofte om sociale og politiske temaer, såvel som mere dagligdags emner som kærlighedsforhold og livets op- og nedture.

Samlet set udgjorde disse kunstnere i slutningen af 1990’erne og starten af 00’erne et alternativ for de lyttere, der var trætte af den drejning, som megen hiphop og r’n’b havde taget de senere år. De producerede noget af den mest ambitiøse, udfordrende og socialt bevidste afroamerikanske kunst i flere år og, for manges vedkommende, endog på et ganske højt kommercielt niveau.

Det løst organiserede musikalske kollektiv, The Soulquarians, var centralt i neosoul-bevægelsen. Det bestod af en række kunstnere, heriblandt Common, Erykah Badu, J. Dilla, Q-Tip m.fl., som jammede sammen og bidrog til hinandens plader. Det musikalske midtpunkt i The Soulquarians var Questlove, hvis trommer kan høres mange af de værker som definerede perioden, heriblandt Erykah Badus Baduizm og Mama’s Gun, D’Angelos Voodoo og Commons Like Water for Chocolate.

Things Fall Apart (1999)

The Roots’ fjerde album, Things Fall Apart, var ligeledes et produkt af Soulquarians-tiden. På pladen finder gruppen den hidtil bedste balance mellem det abstrakte og det tilgængelige. Rå lo-fi-numre som “Table of Contents” gnubber sig op ad mere mellow numre som ”Dynamite” og ”Next Movement”, mens “Without a doubt” og “Double Trouble” byder på oldschool hiphop-vibes, og hittet, “You Got Me”, på poppet neo soul.

The Roots: Things Fall Apart

Ligesom forgængeren beskæftiger pladen sig med de skridt, hiphoppen havde taget mod større kommercialisme og mindre integritet, især på numre som “Aint Sayin’ Nothing New” og “Act Too (The Love of My Life)”, som var en fortsættelse af nummeret”I Used to Love Her”, Commons klassiske allegori over hiphoppens storhed og (for)fald.

Musikalsk var Things… deres hidtil mest helstøbte – såvel som den mest tilgængelige. Pladen er kraftigt inspireret af neosoul, som befandt sig på højden af sin popularitet, og det blev da også deres bedst sælgende album. Det høstede endda en grammy for nummeret “You Got Me”, som havde feature af neosoul-dronningen, Erykah Badu.

Bevægelsen tabte dog momentum i starten af 00’erne, primært på grund af artisterne selv. Mange var ambivalente omkring deres kommercielle succes og begyndte at føle sig indsnævret af de forventninger og prædikater, der blev lagt på dem. Flere reagerede ved at tage deres musik i mere udfordrende og mindre tilgængelige retninger i et forsøg på at distancere sig fra prædikaterne, såvel som publikums forventninger. Common, Mos Def, Lauryn Hill og Erykah Badu var blandt de kunstnere, der lavede eksperimenterende værker efter succesfulde udgivelser. Ifølge Questlove var der blandt kunstnerne tale om et slags ‘kollektivt kunstnerisk selvmord’.

The Roots var ingen undtagelse. I stedet for at forsøge at kapitalisere på Things…’ succes gik der hele fire år, før de udgav efterfølgeren Phrenology (2002), deres mest kunstnerisk ambitiøse album og et af de mest udfordrende værker, hiphoppen har set. Det centrale nummer på pladen er den 11 minutter lange suite “Water”, som omhandler Malik B’s stofproblemer, som betød, at han havde måttet forlade gruppen. Det var i øvrigt blot en af flere ændringer i gruppens sammensætning gennem årene. Nummeret starter som et groovy basdrevet hiphopnummer og ender i noget, der minder om freejazz. Stilistisk berører resten af pladen alt fra punk til drum’n’bass til techno og rock.

Tekstmæssigt veksles der mellem den nu velkendte kritik af hiphop- og populærkulturen (“Pussy Galore”), mere introspektive numre (“Sacrifice”) og ren opvisning i rapteknik (“Thought@Work”). Interessant nok opnåede de to af deres største hits i form af den rockede ”The Seed” og den soulede ”Break You Off”.

Game Theory

I 2006 skrev The Roots kontrakt med pladeselskabsgiganten Def Jam, hvilket fik mange til at frygte, at deres musik ville lide under kommercielle hensyn. I stedet tog de dog hul på deres mest dystre periode og producerede deres hidtil fineste værk.

Som hos mange andre hiphopartister har paranoia været et gennemgående tema hos The Roots, og på Game Theory udforskes den og andre ubehagelige følelser i dybden. Pladen er en reaktion på samfundet under ledelse af George W. Bush og et forsøg på at skabe modvægt til den overfladiske festorienterede rap, der dominerede genren i midten af årtiet. De socialrealistiske temaer træder nu helt i front, samtidig med at Black Thought bliver stadig mere personlig i sine tekster.

Den seriøse tone slås an fra start, her på “False Media”:

The Roots: Game Theory

»America’s lost somewhere inside of Littleton
Eleven million children are on Ritalin
That’s why I don’t rhyme for the sake of riddlin
False media, we don’t need it, do we?
Pilgrims, Slaves, Indian, Mexican

It looks real fucked up for your next of kin
That’s why I don’t rhyme for the sake of riddlin
False media.«

Resten af pladen følger i sport. Som f.eks ”In the Music”, hvor Black Thought maler dystre billeder af et samfund med indre byer i forfald:

»Them young triggers lose lives by the minute there / They might start but the fight never finish there / They all f***ed up trying to get the ginger bread / A few stacks be the price for a n***a head / Cops and robbers, cowboys and indians / Splits and revolvers, Georgias and Benjamins / A celebration of your loss to your innocence / To your old self you lost any resemblance / They say the city makes a darker impression / The youth’s just lost and they want direction / But they don’t get the police, they get the protection / And walk around with heat like Charlton Heston, man.«

Game Theory viser også Questloves udvikling som producer og hans evne til at bruge studiet som instrument. De seriøse tekster understøttes af pladens lag på lag-produktioner, som giver en mørk, melankolsk og til tider klaustrofobisk fornemmelse, der understøtter tekster om alt fra Irak-krigen til volden i USA’s ghettoer til global opvarmning og følelser af paranoia og angst. Samples fra Sly and The Family Stone og Radiohead blandes med gruppens egne instrumenter og vokaler, som manipuleres. Som på “Livin’ in a New World”, hvor Black Thoughts stemme – i sig selv et kraftigt instrument – manipuleres til at lyde som en megafon i et nummer, der omhandler overvågning og raceprofilering.

Selvom der veksles mellem dystre numre som disse, bangeragtige uptempo-numre som ”Here I Come” og titelnummeret  samt mellow numre som ”Clock With No Hands”, er det en alvorlig plade hele vejen igennem.

Numre som sidstnævnte giver dog også plads til mere personlige, om end ikke mindre dystre, refleksioner fra Black Thought, hvilket er klædeligt. Han gør på Game Theory langt mere ud af at fortælle historier og male billeder, hvilket gør sangene meget mere vedkommende.

De seneste plader

Efterfølgeren, Rising Down (2008), bliver i sporet og kredser om tunge emner som skoleskyderier, selvmordsbombere og børnesoldater. Den dystre stemning forstærkes af, at der kryber flere elektroniske elementer i musikken.

How I Got Over fra 2010 slås der dog forsigtigt mere optimistiske toner an, hvilket blandt andet var en reaktion på den nye præsident i Det Hvide Hus. Der var dog stadig masser af social kritik og grublen over alverdens problemer. Musikalsk udvider de deres palet ved at samarbejde med, i hiphopsammenhæng, atypiske kunstnere som Joanna Newsom og Monsters of Folk – en reminder om, at The Roots sent i karrieren stadig var med i den kreative frontlinje. Senest har de forsøgt sig med konceptpladen Undun (2011).

Her starter du med The Roots

Illadelph Halflife (1996)
Et godt udgangspunkt for deres lyd og syn på verden. De begynder at finde fokus som gruppe. Især Black Thought begynder at træde i karakter som en af de dygtigste rappere i branchen. Ikke noget helstøbt værk, men det viser en intelligent og original hiphopgruppe på vej mod en stor fremtid.

Things Fall Apart (1999)
Deres mest kommercielt succesfulde og nok også lettest tilgængelige udgivelse. Samtidig deres første helstøbte værk. Gjorde dem til poster-boys for ‘alternativ rap’. Et hovedværk neosoul-bevægelsen, som toppede på samme tid.

Phrenology (2002)
Et af hiphoppens mest ambitiøse værker. Bandets reaktion på kommerciel succes og dele af omverdenens forventninger om at være hiphoppens redning. Genremæssigt et eklektisk miks af genrer. Viser deres ambitionsniveau og alsidighed.

Game Theory (2006)
Deres bedste, mest helstøbte og vedkommende værk. Samtidig et af de mest dystre. Bidende kritik af det amerikanske samfund og politiske system og en udforskning af konsekvenserne hos dets borgere. Black Thoughts tekster bliver mere personlige og selvbiografiske, hvilket passer glimrende til ham.

The Roots spiller på Orange Scene lørdag d. 7. juli 2012 kl 17.00.

2 kommentarer

  • Virkelig god og grundig introduktion. Tommeltot op. Og når man så har overstået startfasen med Roots, bør man tage en eftermiddag med Undun. Den plade sætter en tykke streger under ordene ambitiøs og alternativ.

  • God gennemgang! Men ud over de albums du beskriver, er det også værd at lytte til The Tipping Point fra 2004, som byder på mere “straight up” the roots hiphop efter Phrenology -albummet!

Deltag i debat