Artikler Koncerter

Vans Warped Tour, 07.07.12, Chicago

Skrevet af Andreas Overgaard

Den amerikanske, omrejsende festival Warped Tour imponerer år efter år med et program spækket med alt fra hiphop og reggae til punkrock og metal. 7. juli gjorde touren et stop i Chicago – og Undertoner var med.

Omrejsende festivaler er en stor ting i USA. På samme måde som Grøn Koncert gør herhjemme, turnerer festivaler som Mayhem Festival, Uproar Festival og Taste of Chaos hvert år landet rundt og trækker hundredetusinder af mennesker til begivenhederne.

Den største omrejsende festival af dem alle, den Vans-sponsorerede Warped Tour, kører på sit 18. år og trækker mellem 16.000 og 23.000 besøgende ved hvert af de 42 stop, touren gør. Det resulterer i en tour, der i alt består af et publikum på mellem en halv og en hel million fordelt på stop i 29 af USA’s delstater og to i Canada. Touren har været så stor en succes, at den i år har udvidet med en unik forestående begivenhed i England og allerede har lagt planer om at indtage Brasilien næste år.

Spilletidspunkterne for de forskellige bands veksler ved hvert stop og bestemmes på selve dagen. De vises på et stort, oppusteligt program. Foto: Elyse Lawson

Warped Tour startede som en rendyrket punkfestival, men har siden hen udviklet sig til en hel anden størrelse. På årets program findes der således alt fra de klassiske poppunkbands som New Found Glory og Yellowcard til noget mere metalliske som f.eks. Chelsea Grin og Born of Osiris til noget helt tredje i hiphop og reggae som T. Mills og Echo Movement.

Tourens 16. stop var i Tinley Park, Illinois. Området havde været plaget af en voldsom hede – det havde vekslet mellem 38 og 43 grader i over en uge – og det skulle vise sig at have en stor indflydelse på dagens begivenheder. Dagens stop var bygget op omkring Tinley Parks amfiteater, First Midwest Bank Amphitheatre, der fungerede som hovedscene og i dagens anledning var blevet omdøbt til KIA Rio Stage.

Første band gik på allerede 15 minutter efter, portene åbnede, og det var derfor med stor fart, at Undertoners udsendte plus selskab løb mod hovedscenen, som Blessthefall havde fået æren af at indvie. Vi nåede lige akkurat hen til amfiteatret, som det melodiske posthardcore-band satte ind i den første af de afsluttende to sange, ”Hey Baby, Here’s That Song You Wanted” fra bandets andet udspil, Witness. ”Promised Ones” fulgte straks efter, og frontmand Beau Bokan så en smule træt ud – han fokuserede også mere på at ramme de høje toner end på crowdpleasing, som bandet ellers er kendt for.

Med omkring 30 bands krydset af på programmet (der består af 100 bands fordelt på 10 scener) var overlapninger desværre uundgåelige. Ekstra ærgerligt var det så, at formiddagen var så tyndt besat, at der ikke var noget, der kunne lokke os fra beskyggede amfiteater og ud i heden, før det næste afkrydsede band, californiske Pierce the Veil, gik på scenen en halv time efter.

En langhåret mand stod pludselig på scenen, og med vind i håret og væbnet med en akustisk guitar satte han gang i et guitarriff, lidt i stil med Eagles’ ”Hotel California”, før Pierce the Veil kom stormende ind på scenen og blæste direkte ud i den fantastiske ”Besitos”. Bandets unikke lyd kan bedst beskrives som en mexicansk-inspireret blanding af The Mars Volta og Chiodos fyldt med giftige guitarleads, virtuost trommespil og en unik frontmand i Vic Fuentes, der har en karakteristisk, skinger-men-smuk stemme. Lyden var ren, men dog bidende høj. De mange tusinde medsyngende publikummer var imponerende, og Fuentes fortalte da også, at det var det største publikum, bandet nogensinde havde spillet for. Vi fik en smag på det kommende tredje album Collide with the Sky via førstesinglen ”King for a Day”, som en også imponerende del af forsamlingen kunne samtlige ord til. Men det var først under det afsluttende nummer, ”Caraphernilia”, at hele amfiteatret kogte over.

We the Kings leverer sing-a-longs. Foto: Elyse Lawson

Netop som Pierce the Veil begyndte at pakke sammen, løb vi mod den næststørste scene, KIA Soul Stage, hvor We the Kings netop var begyndt. Den bagende sol satte heldigvis ingen stop for festen, og med bandets poppede rock, publikumstække og sange som ”Secret Valentine” og ikke mindst monsterhittet ”Check Yes Juliet” (som må tildeles dagens pris for største sing-a-long) fik We the Kings sat et smil på læben på samtlige fremmødte.

Efter We the Kings havde planen været at se Anthony Raneris akustiske sæt, men da vi ankom til den akustiske scene, var teltet simpelthen så proppet, at man virkelig skulle fokusere for at høre tonerne til ”Sandra Partial”, der fuldstændig overdøvedes af Vanna fra den nærliggende Tillys Stage. Ærgerligt, for med sange fra Raneris glimrende debut-ep, blandet med nogle Bayside-evergreens, kunne det have været en dejlig måde at køle ned på efter We the Kings’ energifyldte sæt.

Hermed blev der skabt et lille hul i programmet, som blev brugt på at tjekke alle de ikke-musikalske elementer ved Warped Tour. Touren er et mekka for merchandise og underholdning; bare under en lille tur gennem de mange boder blev vi stukket adskillige flyers og samplers i hånden fra ivrige labels og bands, inviteret til adskillige konkurrencer og spurgt om underskrifter fra diverse dyrerettigheds- og veganer-foreninger. Warped Tour har også lige fra begyndelsen fokuseret meget på skaterkulturen, og vi tog også lige et hurtigt kig på skaterne på ramperne, før næste band på dagens program gik på.

På den mindre scene, Tillys Stage, gik det melodiske hardcore-band Title Fight på scenen. Deres glimrende melodier og rå energi blev modtaget vel af det pæne fremmøde. Men varmen rasede, og cirka 20 minutter inde i sættet var et af selskabets kvindelige medlemmer så tæt på at besvime, at der hurtigt måtte trækkes ind under amfiteatret for at få skygge og masser af vand. En klar nødvendighed, men musikalsk kunne man kun ærgre sig, da det forfærdelige techno/crunk-ensemble Breathe Carolina skulle til at sætte i gang, netop som vi ankom. Hvordan deres skizofrene crunkcore kan tiltrække så mange tusinde mennesker, når der nu er så mange gode bands på touren, går over min forstand.

Four Year Strong leverede dagens største regulære rock'n'roll-fest. Foto: Elyse Lawson

Efter at have sundet os lidt bevægede vi os tilbage mod KIA Soul Stage, hvor Four Year Strong var ved at gøre klar. Med den fremragende koncert i Lille Vega i tankerne var det med store forventninger, at vi så bandet træde ind på en scene på mere hjemmevante præmisser. En lille blæst fik desværre lyden til drukne lidt, og især åbneren ”Tonight We Feel Alive (on a Saturday)” måtte lide, da leadguitaren var fuldstændig væk. Lyden blev heldigvis fikset forholdsvist hurtigt, og det meste af koncerten var lige den rock’n’roll-fest, man kunne håbe, Four Year Strong ville skabe for så stort et publikum. ”It Must Really Suck to Be Four Year Strong Right Now” satte gang i en af dagens største mosh-pits, og afslutteren ”Wasting Time (Eternal Summer)” gav ”Check Yes, Juliet” kamp til stregen om dagens største sing-a-long.

Efter den solide omgang rock’n’roll besluttede vi os for at tjekke poppunk-opkomlingerne i Transit ud. Kvintetten udgav sidste år det fremragende album Listen & Forgive, hvilket resulterede i en plads på Warped Tour, hvor de på tourens mindste scene foran en lille, dedikeret skare leverede en overbevisende – og til tider fremragende – koncert.

Lige som tonerne til ”Stay Home” rundede Transits sæt af, trådte en lille blåhåret kvinde, iført et headset på størrelse med Texas, forsigtigt frem mod os. Hun spurgte ivrigt, om vi ville have interesse i at se All Time Low og Of Mice & Men oppe fra scenen og få et måltid mad som betaling for en times nemt arbejde. Efter en hurtig diskussion med resten af gruppen takkede vi ja til tilbuddet, da pladsens madboder var dyre og samtidig havde køer bestående af flere mennesker, end der var fremmødte til mange af koncerterne.
Jobbet bestod i at hjælpe med catering – og var hurtigt overstået, da det mest af alt bestod i at slæbe steak og kylling fra madvognen over til spisestuen bag ved scenen i amfiteatret. At vi så kunne se All Time Low spille poppunk-hits som ”Weightless”, ”Time-Bomb”, og ikke mindst ”Dear Maria, Count Me In” bagfra scenen, mens vi arbejdede, fik timen til at flyve af sted.

Efter en bid mad og en lille snak med diverse bandmedlemmer blev vi ført over til KIA Soul Stage, hvor en sikkerhedsvagt fulgte os op på scenen. Ved siden af os stod Austin Carlile og resten af Of Mice & Men i fuld gang med et før-scene-ritual, hvorefter de til soundtracket fra Star Wars løb ind på scenen. Carlile er om nogen den perfekte frontmand. Lige fra åbningen med “Ohioisonfire” til afslutteren “Second & Sebring” havde han fuldstændig kontrol over de 4-5000 fremmødte fans, der svarede igen med dagens største cirkel-pit, som gik hele vejen fra scene-barrieren til bagom lydpulten.

Of Mice & Men set fra scenen. Foto: Elyse Lawson

Efter den opvisning i hvordan et teenagepublikum skal håndteres, blev det tid til et helt andet monster og dagens sidste hele koncert, nemlig Anti-Flag, der viste sig at være hovedattraktionen for mange af de ‘ældre’ (læs: 20+) publikummer. Dette var nemlig den første af dagens koncerter, der var fuldstændig blottet for skrigende teenagepiger.

Siden den rå debut, Die for the Government fra 1996, har gruppen udviklet sig til en mere veldresseret, poleret enhed (åbneren ”Fuck Police Brutality” fra førnævnte debut virkede nærmest ironisk spillet af et orkester iført skjorte). Hunden skal dog som bekendt ikke skues på hårene, og vokalisterne Justin Sane og Chris #2 viste med deres ildspyende, politiske kommentarer, at de stadig brænder for det, der synges om. Og med en noget nær perfekt sætliste blev Anti-Flag et af dagens klare højdepunkter.

Efter 40 minutters regulær punkrock-hitparade begyndte det så småt at være tid til at vende snuden hjemad. Vi blev dog enige om, at pladsen lige skulle tjekkes igennem en sidste gang, og til vores store begejstring var A Loss for Words stadig i fuld sving med deres sæt. Bandet havde fået et utaknemmeligt tidspunkt, da deres sæt overlappede de enslydende og langt større bands Anti-Flag og (især) New Found Glory, hvilket resulterede i et fremmøde på lidt mindre end 100, der stod samlet foran Tillys Stage. Ærgerligt, for med sidste års solide No Sanctuary er bandet altid en garant for en fest live. Den lille, men dedikerede gruppe af fremmødte gav dog alt, hvad lungerne kunne bære på de afsluttende sange ”Finite” (ja tak!) og ”Wrightsville Beach”.

På vejen ud så vi det sidste af koncerten med The Ghost Inside, der var i gang med at tære den store Monster Energy Stage fra hinanden. Bandet er berygtet for sine optrædener, og kvintetten transformerede da også pladsen foran scenen til en voldsom, svedende hardcore-fest. Voldsom må vist endda siges at være en underdrivelse, da koncerten fem minutter efter vores ankomst blev afbrudt, da samaritterne måtte træde til og hjælpe en knægt ud, der så ud til at have forstuvet eller brækket noget. Koncerten fortsatte dog igen efter en lille tale om sikkerhed, og sidste sang ”Between the Lines”, der nok må ses som den essentielle The Ghost Inside-sang med sit karakteristiske moshcall, forvandlede samtlige publikummer til én rasende, moshende masse.

Et stort smil på læben var plantet i ansigtet på alle mennesker, der forlod festivalpladsen. Forståeligt nok, da Warped Tour med sit varierede line-up og gode organisering (madboderne var dog klart et minus) viste sig at være en hel dags investering værdig. Særligt sjovt var det at se de bands, man havde set på de mindre spillesteder i Danmark før, optræde på hjemmebane foran et langt større publikum.

Deltag i debat