Plader

Ab-Soul: Control System

Skrevet af Emil Fibiger

Hiphop-kollektivet Black Hippy har det seneste års tid lavet en masse larm på den amerikanske vestkyst. Nu er Ab-Soul som det sidste af slængets fire medlemmer klar med et studiealbum

En bølge af rappere, der er mere hipsters end gangsters, er i gang med at forny den amerikanske hiphopscene. Ab-Soul er en af dem. Han er ikke vokset op i ghettoen. Han har ikke solgt stoffer. Og han har ikke leget med pistoler. Han er bare en 24-årig, afroamerikansk hipster fra Los Angeles, der voksede op til lyden af Tupac og Jay-Z og nu har modet til at finde sin egen lyd i stedet for at kopiere sine forbilleders.

Det lykkes meget godt for ham.

Han er en del af Black Hippy, og ligesom de andre udgivelser fra hiphop-kollektivet byder Control System på noget for enhver smag. Det er dog de tilbagelænede og stenede tracks, hvor der bliver rappet og sunget om damer, druk og joints, der er i klar overvægt.

Det er musik og tekster, som får skuldrene til at falde ned. Tag bare den lækre, summende og vanvittig catchy “Empathy”, hvor der kun bliver rappet i 14 sekunder. Resten af tiden halv-crooner Ab-Soul en opfordring til det modsatte køn om at udvise medfølelse af den kælne slags. Der bliver skruet yderligere ned for tempoet i “Mixed Emotions”, som handler om de tanker, Ab-soul gør sig fra en sofa i nattelivet, mens han ryger weed. Flowet er lige så henslængt som teksten og virker næsten improviseret. På omkvædet, der er chopped & screwed, lyder det: »We be getting throwed.«. Det er et perfekt sommerhit!

I “A Rebellion” bliver der igen sunget og jammet mere, end der bliver rappet. Her leger Ab-Soul med tanken om at gå i krig imod autoriteter, politikere og religion. Rimelig voldsomme tanker, der bliver serveret med glimt i øjet og et omkvæd, som gentager sætningen »I might be alone on this one.«

De legesyge, skæve og bløde udtryk, der næsten slår over i R&B, kendetegner store dele af pladen. Det skinner igennem, at Ab-Soul har hygget sig og gjort, hvad der passede ham, og det er altså med et godt resultat.

Control System byder også på mere klassisk rap, hvor Ab-Soul punchliner om, hvor fed en rapper han er. “Track Two”, “Black Lip Bastard” og “Illuminate” viser med al tydelighed, at han også kan finde ud af det. “Illuminate”, hvor Kendrick Lamar gæsterapper, er pladsens bedste skæring. Over et lækkert, drømmende beat, der sampler Lamars “A.D.H.D”, bliver egoet pudset af med linjer som: »I used to wanna rap like Jay-Z / Now I feel like, I could run laps around Jay-Z.«

I “Illuminate” og de andre tracks, hvor Ab-Soul rapper lige ud af posen, får hans stemme ofte en meget karakteristisk klang. Den kommer faktisk til at lyde lidt skinger, hvilket er mærkeligt, for han er jo en hæderlig sanger. Den specielle klang skal dog ikke ses som noget negativt. Den er bare med til at skille ham ud fra andre rappere.

Der bliver givet masser af plads til de tre andre Black Hippies. Kendrick Lamar, Schoolboy Q og Jay Rock leverer faktisk så gode ting, at Ab-Soul kommer til at stå i skyggen af dem på de pågældende tracks. Det ændrer dog ikke ved, at han med albummet viser, at han er en habil rapper med lommerne fulde af flows, fængende omkvæd og skæve idéer.

Selvom der blandt de 17 tracks er en håndfuld anonyme indslag, som hverken gør fra eller til, er Control System en rigtig god plade til den sidste del af sommerferien og endnu et godt produkt fra Black Hippy. De bliver spændende at følge i fremtiden.

★★★★☆☆

2 kommentarer

  • Rigtig god anmeldelse !
    Ab-Soul er gået hen og blevet en af mine absolutte ynglings kunstnere. De seneste par år..

    Longterm 2, er efter min mening hans bedste udspil, som stadig bliver skamspillet på min iPod..

    Noget af det nyeste han har været inde over, har efter min mening, været lidt for specielt, bare for at være speciel..
    Men SoulBrother#2 er absolut kommet for at blive !!!

    #TDE #HiiiPoWer !

  • Jeg kan ikke se hvordan han er hipster. Sårn fah-real, fah-real. Hverken tøj eller emne/rap-mæssigt. Han er bare mere eksperimenterende end en stor del af dem som jeg ellers godt kan lide i rap – dem der ikke er pop/club-banger-rappere, men laver hardcore, og desværre, nærmest nostalgisk b-boy/boombap halvfemser rap stadigvæk, uden at prøve på at videreudvikle stilen. Det prøver han at ændre på, og det synes jeg er noget man hylde!

Deltag i debat