Klassikeren

Aphrodite’s Child: 666 – et af rockhistoriens mest radikale karriereskift

Aphrodite's Child: 666, Vertigo, 1972
Skrevet af Jacob Pertou

Jacob Pertou hædrer og analyserer Aphrodite’s Childs 666, der markerer et af de mest radikale karriereskift i rockhistorien.

Aphrodite's Child: 666, Vertigo, 1972

Mestersangeren fra Grækenland

Sidste efterår slog jeg forbi tysk fjernsyn, der holdt en stort anlagt schlageraften. Den sidste til at optræde var sangeren Demis Roussos, som var hentet ind fra Grækenland. Tror jeg nok, for han prøvede da på gebrokkent tysk at signalere et tilhørsforhold til sit schlagerpublikum.

Det var en ganske trist, fedladen og gråligt falleret mandsling i læderjakke, der uden megen stemme prøvede at piske en stemning op i det publikum, der huskede ham for 70’ernes ferier i det græske øhav med dertil hørende ouzo, tzatziki og zorba.

Desuagtet var Demis Roussos nok en af sin storhedstids allerbedste sangere og en ganske habil bassist. På de tidlige plader med den græske eksilgruppe i Paris Aphrodite’s Child sang han med inderlig indfølelse og en vibrato, der ville gøre vor tids Antony Hegarty blød i knæene. Sammen med virtuosen Vangelis Papathanassiou og Lucas Sideras blev der skabt lækkert kitschet psychpop influeret af Moody Blues og Procol Harum. Alligevel så harmløst, at det ikke ville være upassende i et radioprogram med Jørgen de Mylius bag roret.

Frontmanden

Gruppefølelsen led dog et knæk, da den tredje plade skulle indspilles. Vangelis havde allerede en solokarriere godt kørende, og den første lp, Sex Power, udkom allerede i 1970. I 1972 udkom 666 efter en periodes tovtrækkeri med selskabet Vertigo, der havde en indvending mod obskøniteten i nummeret ”∞”. Her messer en orgiastisk Irene Papas »I am, I was, I am to come« igen og igen i ledtog med Vangelis, der hamrer løs på en stortromme.

Og jo, også set med dagens briller er nævnte skæring obskøn og provokerende, hvorimod et pladeselskab i dag nok havde opponeret mere mod et hedonistisk, psykedelisk/progressivt lydspor til et af de såkaldt hellige skrifter. 666 er ikke helt overraskende et konceptalbum over Johannes’ åbenbaring.

Demis Roussos medvirkede heller ikke på hele 666, der mest af alt mindede om endnu et soloalbum fra Vangelis i samråd med tekstforfatteren Costas Ferris.

Selve essensen

”The Four Horsemen” kan man dog høre Demis i en af de bedste vokalpræstationer i en af rockhistoriens stærkeste sange nogensinde nedfældet på bånd. Til klingende perkussion synger Demis skrøbeligt, indtil det mest voldsomme trommefill flænser pænheden. Derefter kører en fantastisk rockklassiker på skinner. Der gøres  ophold efter hvert stormombruste omkvæd. Der vendes tilbage til det skrøbelige udgangspunkt. Trommerne penetrerer atter trommehinderne, og Demis fraserer jævnligt på arabisk. Selv det apokalyptiske omkvæd om farverne på de fire heste er helt absurd fængende.

Bedste reference er nok ”Sympathy for the Devil” med The Rolling Stones. Ej at forglemme den legendariske guitarsolo, der i retfærdighedens tegn burde vippe David Gilmours ”Comfortably Numb” af pinden, når de britiske musikmagasiner uafbrudt kårer de bedste guitarsoli. Snyd ikke dig selv for dette glemte stykke rockhistorie.

Psykedelisk mareridtstrip

”The Four Horsemen” og den Rickenbacker-drevede og bastunge ”Babylon” (også med Demis i front) er albummets bedste, men også mest hitsikre kompositioner. Derefter er den oprindelige Aphrodite’s Child-fan helt sikkert stået af. Der er sket et jordskred i det musikalske sammenspil. Det er kraftigt styrket i forhold til tidligere, samtidig med at det generelle udtryk svinger mellem det mareridtsagtige og det ganske fascinerende unikke. Underholdningsværdien er morbid, men høj.

666 bliver dog en anelse anspændt i den 19 minutter lange jam ”All the Seats Were Occupied”, hvor der plastres til med uddrag hentet andre steder på albummet. Ærgerligt, da kompositionen i sig selv ikke er under niveau.

Foruden de sungne passager reciteres ‘bibelske’ tekststykker af Lucas Sideras. Igennem en ret dårlig mikrofon, hvor stykkerne lyder som trailere for tvivlsomme 70’er-B-film. ”Do It” er en af disse tidsforankrede beskeder, der resulterer i et manisk beat og en skinger guitarsolo. For blot at nævne en af de få vilde og hurtigt spillede instrumentalpassager.

Nej til Yes

På samme tid fedtede britiske Yes rundt i sidelange ørkenvandringer på sindssvagt prætentiøse albums. Selv Rick Wakeman gad ikke ræset mere. Så da stolen var tom i Yes, var frontmand Jon Anderson ikke sen til at tilbyde Vangelis det varme sæde efter at have hørt 666. Vangelis afslog fornuftigt nok og fortsatte egne succesfulde veje – dog med Jon Anderson som jævnlig sparringspartner.

Demis fulgte en helt anden vej. Hans plader står sikkert hjemme hos din mormor eller i din lokale genbrugsforretning. Han og Vangelis krydsede klinger igen i 1982 under indspilningen til det übergeniale “Blade Runner“-soundtrack. Men det er en helt anden historie.

666 på cd er endnu ikke remasteret, hvilket – paradoksalt nok – blot falder ud til dets fordel. Her er ingen loudness war. Instrumenterne er til at skelne fra hverandre, og den sprøde 70’er-lyd klinger smukt på den dobbelte cd-udgave, du nok skal på Ebay for at rekvirere. Den kan dog også downloades via eksempelvis Itunes.

Deltag i debat