Plader

Blue Thunder: Time to Die EP

Skrevet af Camilla Grausen

80’ernes ballader og powerpop gemt under et tykt lag støj og med en forsanger, der synger under vand, mens en synthesizerstorm raser over landet. Cirka sådan lyder Rasmus Klitgaard Hansens musik på debut-ep’en under navnet Blue Thunder.

Det var gået hen og blevet lang tid siden, der sidst havde snurret en lp på min gamle pladespiller. Var der noget med, at den var lidt i stykker? Og hvordan var det nu med indstillingen af omdrejninger? For nylig skulle den i hvert fald i brug igen, da jeg modtog en 10″-vinyl fra den Aarhus-baserede musiker Rasmus Klitgaard Hansen alias Blue Thunder. Men titelnummeret ”Time to Die”, det første på vinylens a-side, gjorde mig absolut ikke klogere på, om pladespilleren fungerede korrekt. En stemme, der sang som under vand, meget skinger synthesizer og generel støj gik gennem pickuppen og ud af mine højtalere. Skulle det lyde sådan?

Efter en tur på nettet for at lytte til Time to Dies fire numre blev jeg bekræftet i, at det skulle det altså. Den gode nyhed var så, at min pladespiller virker, som den skal. Den dårlige nyhed: at Blue Thunders musik umiddelbart lyder som en pladespiller, der er i stykker.

Det kunne nu alligevel ikke være rigtigt, tænkte jeg, så jeg gav ep’en en ny chance. Rasmus Klitgaard Hansens musik er ganske vist støjende lydforsøg med forvrængninger og rumklang, men mellem de ambiente støjbølger skimtes poppen. På titelnummeret synes jeg dog, den drukner for meget i soniske eksperimenter og skærende elektroniske toner.

Men for eksempel i “John Lithgow” er der under Klitgaard Hansens undervandssang, støjlandskab og drømmepop noget gemt, der kunne være en helt stor 80’er-ballade. Jeg synes, jeg kan høre, at en tvillingesøster til Carly Simons “Coming Around Again” bor et sted dernede. Navnet i titlen på dette andet nummer på ep’en genkender du måske ikke, men hvis du så tv i 90’erne, kender du sikkert denne herres ansigt. Lithgow deltog i øvrigt sammen med Carly Simon i en velgørenhedskoncert til fordel for The Christopher Reeve Foundation med titlen Coming Around Again i 1997. Men om det har noget med noget som helst at gøre, skal jeg ikke kunne sige, og Klitgaard Hansens tekster kan man ikke dechifrere mange ord af.

Uanset 80’er-pop og 90’er-tv-stjerner, fungerer ballade-keyboardet og den dæmpede vokal inde i støjen på dette nummer bedre. Forkærligheden for 80’er-disco og -pop med store armbevægelser er også tydelige bag forvrængningerne i “Disco Fever”.

En række i dag legendariske bands viste for rundt regnet tre årtier siden, at drømmende pop og kraftig støj sammen kan skabe poesi, men til det drukner Blue Thunders popglimt for meget i larm og rumklang og til tider ren white noise. Der gemmer sig nogle bidder af noget fængende i den hvide støj, men der er for langt derind til, at det er mig en rigtig fornøjelse at sætte vinylen på. Så jeg tror ikke, jeg kommer til det igen efter denne anmeldelses sidste punktum.

★★½☆☆☆

Deltag i debat