Plader

Cate Le Bon: CYRK

Skrevet af Trine Jørck

Den walisiske sangerinde Cate Le Bon har med sit andet album, CYRK, begået et album, som efter pinsler og svimmelhed stråler igennem på den tålmodige lytter.

Jeg vælter ned af stolen. Et hårdt bump, og dér ligger jeg. De simple riffs, som gentages i en uendelighed, efterlader mig svimmel. Skramlende støj, skæve rutsjende toner, falske toner, lir og lydeffekter er tværet ud over skrøbelige kompositioner, konstrueret af ganske få akkorder. Kaotisk, svimlende og stillestående. Som lyttere placeres vi som linedansere i et cirkus, hvor rummet omkring os snurrer, snurrer, snurrer. På Cate Le Bons album CYRK, som betyder cirkus på polsk, befinder vi os på grænsen af galskab i et surrealistisk univers, som på én gang er legende let og gruopvækkende angstprovokerende.

Avantgardistisk-pop-rock kunne man måske kalde den form for musik, som Cate Le Bon demonstrer på CYRK. Af og til, som i “Falcon Eyed” og “Plouging Out Part 2”, bliver det decideret garage-punk-rock. Le Bons på én gang mørke dybe og samtidig falsetlyse stemme står stærkt i lydbilledet, og det er uundgåeligt at tænke på en sangerinde som Nico fra Velvet Underground. Andre steder, f.eks. i “Greta”, trækker Le Bon på mere teatralske virkemidler. Med en udpræget artikulation og ekspressiv udtale sendes tankerne i retning af Miriam Wallentin fra Wildbirds & Peacedrums. Velvet Underground-referencen overskygger dog alle andre, og især den skramlede produktion og det avantgardistiske særpræg fremkalder billeder af det famøse rockorkester såvel som livet omkring Andy Warhol og det excentriske Factory Imperium.

CYRK er skramlet, støjende, skævt, psykedelisk, repeterende, enerverende. Har man tålmodighed, vil man dog opdage, at der træder fine melodilinjer frem fra det kaotiske mørke. Tag eksempelvis “Fold the Cloth” og “Plouging Out Part 1”, som begge bærer en dansende lethed og liflige skæve guitarriffs, som man kender dem fra eksempelvis Velvet Undergrounds “Sunday Morning”. Albummets cirkustema kommer især frem i lyset i titelnummeret, men også i “Julia” og “Greta”, hvor trompeter, ustemte klaver, raslen og The Doors-keys bevæger sig ud og ind i mellem hinanden i et stort virvar. I en blanding af Tom Waits salon-syre, forladte cirkusmusikanter og Ray Manzarek-syreshow vinder svimmelheden frem og bringer linedanseren ud af fatning.

Trods de mange paralleller til Nico og Velvet Underground er Cate Le Bon helt sin egen, og CYRK skiller sig ud fra mængden på godt og ondt. Da jeg første gang hørte albummet igennem, måtte jeg slukke. Som så mange andre søger jeg nok efter noget genkendeligt i musik. En indgang ind i nye lydbilleder. For mig var CYRK støj og larm uden intention, retning eller mening. De enerverende vippende bevægelser mellem to akkorder og for meget lir og støj gjorde mig stresset og rastløs på én og samme tid.
Fordi jeg var nødt til det, lyttede jeg albummet igennem rigtig mange gange, og nye lydflader, detaljer og nuancer trådte langsomt frem. Alle mine yndlingsalbum gennem tiden har jeg på et tidspunkt afskyet – måske pga. et element af noget ukendt? Og måske har dette element af noget ukendt været grunden til, at netop disse album har fået betydning for mig? Fordi det ukendte rykker grænser?
CYRK er endnu ikke blevet placeret blandt mine koryfæer og favoritter. Jeg er heller ikke sikker på, at det nogensinde får en sådan æresplads. Til det er jeg nok for utålmodig. Men albummet åbner sig for den tålmodige lytter. Hvis du har mod på at få udvidet din horisont, så gå linen ud med Cate Le Bon og CYRKs svimlende univers.

★★★☆☆☆

Deltag i debat