Plader

Cate Le Bon: CYRK

Skrevet af Trine Jørck

Den walisiske sangerinde Cate Le Bon har med sit andet album, CYRK, begået et album, som efter pinsler og svimmelhed stråler igennem på den tålmodige lytter.

Jeg vælter ned af stolen. Et hårdt bump, og dér ligger jeg. De simple riffs, som gentages i en uendelighed, efterlader mig svimmel. Skramlende støj, skæve rutsjende toner, falske toner, lir og lydeffekter er tværet ud over skrøbelige kompositioner, konstrueret af ganske få akkorder. Kaotisk, svimlende og stillestående. Som lyttere placeres vi som linedansere i et cirkus, hvor rummet omkring os snurrer, snurrer, snurrer. På Cate Le Bons album CYRK, som betyder cirkus på polsk, befinder vi os på grænsen af galskab i et surrealistisk univers, som på én gang er legende let og gruopvækkende angstprovokerende.

Avantgardistisk-pop-rock kunne man måske kalde den form for musik, som Cate Le Bon demonstrer på CYRK. Af og til, som i “Falcon Eyed” og “Plouging Out Part 2”, bliver det decideret garage-punk-rock. Le Bons på én gang mørke dybe og samtidig falsetlyse stemme står stærkt i lydbilledet, og det er uundgåeligt at tænke på en sangerinde som Nico fra Velvet Underground. Andre steder, f.eks. i “Greta”, trækker Le Bon på mere teatralske virkemidler. Med en udpræget artikulation og ekspressiv udtale sendes tankerne i retning af Miriam Wallentin fra Wildbirds & Peacedrums. Velvet Underground-referencen overskygger dog alle andre, og især den skramlede produktion og det avantgardistiske særpræg fremkalder billeder af det famøse rockorkester såvel som livet omkring Andy Warhol og det excentriske Factory Imperium.

CYRK er skramlet, støjende, skævt, psykedelisk, repeterende, enerverende. Har man tålmodighed, vil man dog opdage, at der træder fine melodilinjer frem fra det kaotiske mørke. Tag eksempelvis “Fold the Cloth” og “Plouging Out Part 1”, som begge bærer en dansende lethed og liflige skæve guitarriffs, som man kender dem fra eksempelvis Velvet Undergrounds “Sunday Morning”. Albummets cirkustema kommer især frem i lyset i titelnummeret, men også i “Julia” og “Greta”, hvor trompeter, ustemte klaver, raslen og The Doors-keys bevæger sig ud og ind i mellem hinanden i et stort virvar. I en blanding af Tom Waits salon-syre, forladte cirkusmusikanter og Ray Manzarek-syreshow vinder svimmelheden frem og bringer linedanseren ud af fatning.

Trods de mange paralleller til Nico og Velvet Underground er Cate Le Bon helt sin egen, og CYRK skiller sig ud fra mængden på godt og ondt. Da jeg første gang hørte albummet igennem, måtte jeg slukke. Som så mange andre søger jeg nok efter noget genkendeligt i musik. En indgang ind i nye lydbilleder. For mig var CYRK støj og larm uden intention, retning eller mening. De enerverende vippende bevægelser mellem to akkorder og for meget lir og støj gjorde mig stresset og rastløs på én og samme tid.
Fordi jeg var nødt til det, lyttede jeg albummet igennem rigtig mange gange, og nye lydflader, detaljer og nuancer trådte langsomt frem. Alle mine yndlingsalbum gennem tiden har jeg på et tidspunkt afskyet – måske pga. et element af noget ukendt? Og måske har dette element af noget ukendt været grunden til, at netop disse album har fået betydning for mig? Fordi det ukendte rykker grænser?
CYRK er endnu ikke blevet placeret blandt mine koryfæer og favoritter. Jeg er heller ikke sikker på, at det nogensinde får en sådan æresplads. Til det er jeg nok for utålmodig. Men albummet åbner sig for den tålmodige lytter. Hvis du har mod på at få udvidet din horisont, så gå linen ud med Cate Le Bon og CYRKs svimlende univers.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Trine Jørck

 

Biografi:

På min musikalske rejse har jeg rejst milevidt. Som 2-årig spankulerede jeg rundt i min ble og sang opera, mere specifikt Carmen. Med en opvækst i et hjem med alle de gode gamle klassikere og mere til fejler min musikalske opdragelse ingenting. Der var alt fra Bob Dylan, Neil Young, Led Zeppelin og Jimi Hendrix til David Bowie, Velvet Underground, Leonard Cohen og Paul Simon, fra Nina Simone, Billie Holliday, Jan Johanson og NHØP til Wagner, Beethoven og Vivaldi.

Mit teenageoprør bestod i at vende "den gode" musik ryggen, og kaste mig hovedkulds ud i boyband-sfæren med navne som E17, Take That og Backstreet Boys. Efter i et par år at have købt alle cd'er, bøger, klistermærker og flag og have tapetseret mine vægge med plakater fra Mix, Vi Unge og det tyske Popcorn stødte jeg på Björk. Hun revolutionerede min verden. Hendes måde at sammenkoble så mange musikalske stilarter, æstetiske udtryk og kløgtige tekster med en enormt ekspressiv vokal imponerede mig og imponerer mig til stadighed.

Som en lille skytsengel sidder Björk i mit baghoved. Selvom min musikalske rejse for en stund har ført mig tilbage til rødderne, hvisker hun mig i øret, at god musik ikke er et spørgsmål om stilarter og genrer, men et eller andet andet. Hvad det er, som gør god musik god, er svært at sige, men det er mit mål med dette anmelderi at forsøge at komme det nærmere.

Skriv et svar