Koncerter

Coldplay + Marina and the Diamonds + Charlie XCX, 28.08.12, Parken, København

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Parken var udsolgt, og der var lagt op til en oplevelse med gedigen stadionrock. Som publikum fik man fællessang og performance på et meget højt plan. Desværre manglede der inderlighed og ro, og derfor blev koncerten aldrig rigtig mere end en fest.

Da det kom ud i offentligheden, at Coldplay skulle spille i Parken, gik der et sus igennem mange rockfans. For Coldplay har opnået en status som et af de mest succesfulde rockbands i nyere tid, og de sammenlignes med U2 og deres store bedrifter, og dét selvom, at Coldplay faktisk er et ganske ungt band. De fire drenge debuterede i år 2000 med Parachutes, og siden da er det gået støt frem for kvartetten. Det hele kulminerede med X&Y, der solgte otte millioner eksemplarer og for alvor satte bandet på landkortet. Siden hen har Coldplay vundet utallige priser og har turneret jorden rundt.

Nu er de så på tur med sidste års plade Mylo Xyloto, og København var et af stoppestederne. De cirka 45.000 pladser i Parken blev revet væk, og forventningerne var høje. Især efter den meget roste koncert på Roskilde Festivalen i 2009.

Charlie XCX

Med sig på turné havde de Marina and the Diamonds og Frank Ocean som opvarmningsnavne. Frank Ocean måtte desværre melde fra, og hans plads blev taget af den meget unge Charlie XCX. Charlie XCX eller bare Charlotte Aitchison skulle sparke showet i gang, da klokken var 19.30. Hun kommer fra Storbritannien, og hun er kun 20 år. Hendes karriere er kun lige begyndt, og den startede bare for et år siden, hvor musikmagasinet Pitchfork satte fokus på hende.

Som hun stod der på den store og farverige scene, virkede hun meget ‘grøn’ og lille. Hendes musikstil er mørk synthpop med brusende omkvæd og måske lidt behagesyge peak-momenter. Selvom Charlie XCX er et meget ubeskrevet blad, fremstod hendes sange genkendelige og fængende, og med en energi som en hoppebold og dans som en forvirret cheerleader, fik hun sat gang i den forreste del af publikum. Bedste sang var “Grins” med sine hiphop beats. Her vuggede rytmen godt i kroppen, og Charlie XCX’s stemme omfavnede alle tribunerne. Det skal endda siges, at hendes stemme er ualmindelig smuk, men desværre forsvandt den mange gange i instrumental støj og synthflader. Den lille koncert viste, at Charlotte Aitchison stadig har meget at lære, og at hendes new wave 80’er-pop skal have flere facetter, så den ikke bliver så forudsigelig. Men ellers skal man holde øje med den unge spirrevip, for hun har helt sikkert hits i ærmet.

★★★☆☆☆

Marina and the Diamonds

Det andet og meget mere scenevante opvarmningsnavn Marina and the Diamonds, gik på cirka 20.15 med et længere show, der strækkede sig over 40 minutter. Den walisiske sangerinde trådte ind foran publikum med runde John Lennon-briller og en Cruella de Vil-hvid pelsfrakke. I forhold til Charlie XCX havde vi her at gøre med en anerkendt kunstner, hvis sange roterer dagligt på diverse radiostationer. Hitsene stod da næsten også i kø, men vi fik også nogle af de lidt mere ukendte sider af Marina og hendes diamanter. Her glimtede den klaverbårne “Obsessions”, hvor Marinas lyse ungpigevokal fik masser af plads. Den mere poppede og danceprægede sang “Radioactive” havde også et godt tag i folk foran scenen.

Når man ser på Charlotte Aitchison og Marina Lambrini Diamandis er der mange ligheder. De er begge unge og laver popmusik, de går i de samme sexede outfits, og de spiller begge på deres kvindelige køn. Der hvor den store forskel er, at Marina bare er mere moden, og det var det, der gjorde hendes performance den tak bedre end Charlie XCX’s.

★★★½☆☆

Coldplay

Da klokken endelig havde slået 21.45, og stemningen var begyndt at blive intensiveret blandt de mere end 40.000 fremmødte, slukkede lyset på stadion, og fanfarer begyndte. Selve scenen, som Coldplay snart skulle op på, var en graffitimalet mur med fem runde storskærme og masser af sirenelamper. Bifaldet var enormt, da Chris Martin og de tre andre bandmedlemmer gjorde deres entre. Sangen, der skulle sætte den længe ventede koncert i gang, var “Hurts Like Heaven”. Coldplay havde store tanker om starten på koncerten, så de havde taget fyrværkeri, konfetti, ild, balloner, oppustelige figurer og lysarmbånd med. Lysarmbåndene fik man udleveret ved indgangen, og havet af forskellige lysende bånd, strøget som tusinde stjerner ud over flokken af publikum, var genialt tænkt og utroligt smukt at se på. Så med pomp og pragt startede showet og rockfesten. Faktisk var det sådan en overbevisende start, at man måske frygtede lidt for resten af koncertens dramaturgi. Havde Coldplay startet for hårdt ud? Men her tog man heldigvis fejl, for Coldplay havde mange esser i ærmet, og de var på ingen måde løbet tør for energi.

Rent musikalsk virkede Chris Martin og resten af bandet meget oplagte og energiske. Ja, så meget, at Chris Martin ilede frem og tilbage på scenen, mens han hoppede og snurrede rundt. Tilsammen gav det den kunstneriske side af oplevelsen et adrenalinkick, der pumpede tempoet i vejret. Et tempo, der til tider frarøvede én fornemmelsen af musikken og stemningen på stadion.

Næste sang på sætlisten var “In My Place”, og den blev leveret med lige så meget energi og konfetti som den første. Det hele begyndte mere og mere at minde om et party i provinsen end en flot rockkoncert. Til ens lettelse skruede de dog ned for alle de distraherende virkemidler og begyndte at koncentrere sig mere om det, vi alle var kommet for – nemlig musikken. Her strålede det tredje nummer, den kradsbørstige og guitardrevne “Major Minus”. Nummeret blev fulgt til dørs af et fremragende guitarriff sammen med en veloplagt vokal.

Da det jo er en turné bygget på det relativt nye album Mylo Xyloto, var det derfor numrene fra den skive, der prægede koncerten mest. Men også den succesfulde plade A Rush of Blood to the Head optrådte der flere gode sange fra. Her skal nævnes fællessangen på “The Scientist”, hvor hele Parken samstemmigt lagde vokal til. Fra debuten fik vi også den meget smukke kærlighedssang “Yellow”, og igen hjalp publikum godt med. Chris Martin gjorde da også sit for at få gang i folk ved hele tiden at opildne til klap og hænder i vejret. Nogen gange blev det også lidt for meget, da man gerne selv vil bestemme, hvornår man vil hylde noget.

I det hele taget var bandet lidt for opsatte på at have en fest og glemte til tider at finde inderligheden frem. Ikke engang på den førnævnte “Yellow” ramte de albumversionens kravlende-under-huden-lyd. Heller ikke på den rolige “Warning Sign” og fællesskabshymnen “Us Against the World” indfandt der sig en snert af oprigtig inderlighed. Det hele blev alt for overfladisk og melodien nåede aldrig ind til hjerterummet.

Til gengæld forstod Coldplay denne aften hvordan man holder en fest. Her kan i flæng nævnes festnumrene “Paradise”, “Viva La Vida”, “Charlie Brown”, “Princess of China” og “Clocks”. På alle numrene fik bandet skabt fællessang og klappen i takt, mens de lysende armbånd dannede en mælkevej af regnbuefarver. Den mest rocket og ‘kantede’ af førnævnte sange var “Clocks”. Den kom under en ordentlig renovering ved at give den et skud elektrisk guitar og aggressivt trommespil, mens Chris Martin som en anden gud lod sig hylde, mens han sprang rundt som en glad lille dreng.

De bedste øjeblikke opstod når Coldplay fik strammet rocken op, så den blev tight og spændstig. For det var først her, at bandet og især Chris Martin på et eller andet plan hvilede i sig selv og ikke behøvede virkemidler og applaus. “God Put a Smile on Your Face” havde det rette skær, og dens guitarriff fik selv den mest umelodiske person til at spille luftguitar. Det samme gjaldt “Don’t Let It Break Your Heart” og “Violet Hill”.

Til slut fik vi en mere stille udgave af hittet “Speed of Sound” og den førnævnte nye sjæler “Us Against the World”. Det var de to sange, der var det tætteste, vi kom på inderlighed og ro gennem hele koncerten. Begge numre blev eksekveret ude blandt publikum på en lille scene. I den anden ende af tempospektret fik vi “Fix You”, nu bare på steroider. Den startede ellers roligt og inderligt, men så skulle der pludselig sættes ild under melodien, og fyrværkeri begyndte at skyde op fra Parkens tag, endnu engang fristes man til at sige. Det absolutte afslutningsnummer var selvfølgelig “Every Teardrop Is a Waterfall”. Desværre fik sangen ikke den crescendo og eufori frem, som skulle have sat et ordentlig punktum for denne festaften.

Alt i alt må man rose Coldplay for at levere et totalt velgennemført show med masser af gode og gedigne sange. At der så ikke rigtig var nogen inderlighed og eufori, det er så en anden ting. Næste gang kan man bare håbe, at de medbringer lidt mere ro og lidt færre raketter.

★★★★☆☆

Deltag i debat