Koncerter

Danmarks Smukkeste Festival 2012: Miike Snow, 09.08.12, Bøgescenerne

Skrevet af Jonas Hjortdal

Den svensk/amerikanske electropop-trio Miike Snow startede en trancefremkaldende mørkeleg til deres midnatskoncert. Dog var teknikken ikke med bandet, og derfor blev potentialet desværre ikke forløst.

Indrømmet. Det er ikke let at skulle bygge bro mellem de voldgravsdybe fodspor, der var trådt af Damon Albarn og Blur-slænget, og så til det Kato-crew, der mod koncertens slutning gjorde sit indtog i en knæklyskaskade, der må være fundet til spotpris fra et post-rave-lager fra 2007.

Ikke desto mindre var det min forventning, trods en lettere skuffende toer, at netop Miike Snow var modne til at klare opgaven. Og da der efter tæppets fald landede et rumskib i form af en både lys- og røgindsvøbt mixerpult med signaturrensdyret, var der i hvert fald ikke tvivl om, hvad ambitionerne rækte til. Ind kommer den kutteklædte svensk/amerikanske trio med yderligere to under hele koncerten usynlige, hjælpende figurer til at fuldende livebandet, og så er scenen sat.

Desværre er det netop efter et par indledende afprøvende, men dog sikre favntag her, Skanderborgs lydsystem for første gang viser svaghedstegn. Både den altafgørende falset og den højt pitchede lyd blev meget skinger, selv afprøvet fra den bedst tænkelige vinkel, hvilket desværre ikke ydede en ellers engageret og tilstedeværende indsats retfærdighed.

Da tempoet for en stund blev trukket ud med den dystert smukke “Burial” fra debutskiven, fik man samtidig en puster fra den dårlige lyd, og mens det stod på, så det ud til, at teknikerne fik styr på problemerne. Det var i rette tid, idet nummeret “Silvia” kom lige i hælene, hvilket også var fra gennembruddet, der i sig selv med dens rene lyd og den effektfulde mørkeleg var trancefremkaldende og overvældende som en nordsvensk ødemark.

Da der efterfølgende blev meldt fri leg i det Miike Snow’ske univers, blev det for publikum for alvor klart hvorfor der skelnes mellem Miike Snow på albumform og så det toptunede liveband, der desværre på grund af både en halvsløv start og en lydtekniker, der ikke havde læst på lektien, må nøjes med den bløde mellemvare. Man kan ærgre sig over, at der ikke var mere tilstedeværelse, når man hørte “Animal”, hvor livepotentialet igen blev forløst til publikums store begejstring.

★★★½☆☆

Deltag i debat