Koncerter

Danmarks Smukkeste Festival 2012: Vinnie Who, 08.08.12, P3-Teltet

Vinnie Who. Foto: Signe Helene Borre Larsen
Skrevet af Nicklas Colerick

På festivalens første aften kl. 23 gik danske Vinnie Who på scenen. Med frontmand Niels Bagge Hansen, der sendte små kys ud til publikum og sang sin iørefaldende pop, begejstrede bandet, men den store fest udeblev.

Vinnie Who fotograferet på sidste års Spot Festival. Foto: Signe Helene Borre Larsen

Vinnie Who skulle spille P3-Teltet op på denne efterhånden kolde onsdag aften. Vinnie Who havde med sit dansable musikalske popunivers gode forudsætninger for at få teltet til at danse Skanderborg Festivalen i gang. De startede også i et hæsblæsende tempo og Niels Bagge Hansen virkede yderst veloplagt. Deres velklingende popsange blev dog hurtigt lidt kedelige. Bandet formåede dog at tage stemningen op et niveau med deres tre store radiohits “Killer Bee”, “Remedy” og “A Step”.

De fik da også sat gang i hoftebevægelserne hos publikum. Frontfiguren selv, Hr. Bagge Hansen, gjorde også sit til at få løjerne i gang med sine søde, finurlige dansetrin og sine små kys ud til publikum. Hans to korsangerinder, hvoraf den ene spillede på keyboard, gjorde sit til at få festen startet. Bandet virkede generelt velspillende, idet de flere gange i løbet af koncerten skiftede instrumenter. Det gav et indtryk af musikalsk legesyge og lyst til at eksperimentere.

Den solide kvalitetspop, som Vinnie Who på sin første plade, Then I Met You fra 2010, er blevet så anmelderrost for, kom flot ud over scenekanten til sit letmodtagelige publikum. De kølige synths, høje vokaler og pumpende diskorytme blæste ind over publikum og ud i den kolde sommernat. De varmede og fik publikum til at rykke tættere sammen i sceneteltet.

Niels Bagge Hansens høje vokal kan dog for det sarte øre blive lidt skærende og ensformig. Det yderst velspillende seks mand store orkester, som står bag Bagge Hansen, formåede meget elegant at kombinere sig ud af de iørefaldende popsange. Niels Bagge Hanses lidt arrogante optræden med det karismatiske glimt i øjet smittede tilsyneladende af på publikum og formåede i kombination med orkesteret at starte en fest i det lille telt.

Det blev dog aldrig til de helt store danseseancer fra publikum og det store potentiale, Vinnie Who har støbt med deres iørefaldende popmusik, blev desværre aldrig rigtig forløst selvom der var mange gode elementer.

★★★½☆☆

Om skribenten

Nicklas Colerick

 

Biografi:
Musik har altid fyldt meget i mit liv. Jeg er vokset op i et hjem, hvor musik har spillet en central rolle. Den gamle grammofonplade i stuen spillede altid klassikere som Beatles, Jimmy Hendrix, Bruce Springsteen eller Bob Dylan. Som barn var jeg på evig jagt efter nye spændende kunstnere i min fars kolossale pladesamling. Det var altid rockmusikken, som tiltalte mig mest. Jeg blev, som mange andre teenagere, optaget af grungemusikken, hvor bands som Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden og danske Kashmir og Psyched up Janis fangede min interesse. Deres energiske, fandenivoldske attitude og eksplosive musik åbnede en helt ny musikalsk verden for mig.

 

Indierocken og punkrocken blev efterhånden også indlemmet i mit kritiske musikalske univers, hvor The Strokes, Interpol, Editors, The National og Bloc Party har betydet meget. Senere hen blev der også plads til lidt mere stilfærdig musik som Thomas Dybdahl, Bon iver og Cody.
Elektrorocken vinder også større og større indpas i min pladesamling, og specielt de danske bands Spleen United, Veto og When Saints Go Machine er godt repræsenteret.

 

Fem favoritalbums:
Pearl Jam: Ten
Interpol: Antics
Kashmir: Zitilites
Jeff Buckley: Grace
Spleen United: Neandertahl

Skriv et svar

boeger