Koncerter

Danmarks Smukkeste Festival 2012: White Lies, 11.08.12, Bøgescenerne

Skrevet af Nicklas Colerick

Tidligere har White Lies givet fremragende koncerter, så forventningerne hos Undertoners festivaludsendte var høje, men den britiske trio formåede desværre ikke at indfrie dem lørdag under bøgen.

Jeg husker tydeligt en af White Lies’ første koncerter i Danmark. Det var en kold onsdag aften i marts 2009 i Lille Vega. Dengang leverede de en tight og meget velspillet koncert. De havde lige udgivet deres første album To Lose My Life og var fremadstormende på den internationale musikscene. I dag, tre år efter, har de udgivet endnu en plade, Ritual, hvor de meget dystre toner fra deres debut er blevet erstattet af stadion-inspireret rock. En kombination af disse to krydderier kan kun blive en succes af en koncert. De høje forventninger blev desværre ikke helt indfriet, og den helt store rockoplevelse udeblev i store dele af koncerten.

White Lies lagde sikkert fra land ved at spille “Farewell to the Fairground” og “To Lose My Life”, hvor bassist Charles Cave lagde en fin andenstemme. Det var dog ikke helt nok til at redde forsanger Harry McVeighs svage vokalpræstation. Det virkede som om lyden drillede ham lidt, idet ekkosekvensen på mikrofonen gjorde lydbilledet sløret i forhold til hans ellers så fremragende sangstemme. “To Lose My Life” blev efterfulgt af “Strangers”, hvor McVeighs stemme stadig blev overdøvet af bandet.

De spillede flere sange fra deres første album, hvilket også er det klart stærkeste. ”E.S.T.” blev udført lidt usikkert, og ”Death”, som ellers blev dedikeret til deres elskede danske publikum, slog desværre ikke igennem. Selv det sikre “Unfinished Business” formåede ikke at sætte gang i publikum. Først da de spillede ”Bigger Than Us” formåede White Lies at få Skanderborg med.

Det virkede så godt, at man faktisk stod og ønskede, at McVeigh sang omkvædet endnu engang. Bandet sluttede som de gjorde i marts 2009 uden ekstranumre, hvilket tilsyneladende ligger til bandets stil. Forventninger var store, men blev ikke indfriet.

★★½☆☆☆

Om skribenten

Nicklas Colerick

 

Biografi:
Musik har altid fyldt meget i mit liv. Jeg er vokset op i et hjem, hvor musik har spillet en central rolle. Den gamle grammofonplade i stuen spillede altid klassikere som Beatles, Jimmy Hendrix, Bruce Springsteen eller Bob Dylan. Som barn var jeg på evig jagt efter nye spændende kunstnere i min fars kolossale pladesamling. Det var altid rockmusikken, som tiltalte mig mest. Jeg blev, som mange andre teenagere, optaget af grungemusikken, hvor bands som Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden og danske Kashmir og Psyched up Janis fangede min interesse. Deres energiske, fandenivoldske attitude og eksplosive musik åbnede en helt ny musikalsk verden for mig.

 

Indierocken og punkrocken blev efterhånden også indlemmet i mit kritiske musikalske univers, hvor The Strokes, Interpol, Editors, The National og Bloc Party har betydet meget. Senere hen blev der også plads til lidt mere stilfærdig musik som Thomas Dybdahl, Bon iver og Cody.
Elektrorocken vinder også større og større indpas i min pladesamling, og specielt de danske bands Spleen United, Veto og When Saints Go Machine er godt repræsenteret.

 

Fem favoritalbums:
Pearl Jam: Ten
Interpol: Antics
Kashmir: Zitilites
Jeff Buckley: Grace
Spleen United: Neandertahl

Skriv et svar

boeger