Koncerter

Danmarks Smukkeste Festival 2012: Boho Dancer, 08.08.12, P3-Teltet

Foto: Claus Bellers
Skrevet af Nicklas Colerick

Den danske folktrio Boho Dancer gav en engageret og følelsesfuld koncert i Skanderborg, men i længden var det svært at holde koncentrationen, og bandets tag i publikum glippede.

Foto: Claus Bellers

Boho Dancer blev på denne halvkolde onsdag aften på Skanderborg Festival mødt af en tom festivalplads foran P3’s scene, idet stort set alle havde valgt at se Malk de Koijn på Bøgescenen. Det var lidt en skam og synd for bandet, men de virkede trods alt fortrøstningsfulde og veloplagte. De lagde friskt ud med deres største hit ”Me and Your God”, som lander blidt i ens ører, der kærtegnes yderligere af forsanger Ida Wenøes fine og blide stemme. Wenøes stemme drager referencer til Elena Tonra, forsanger i Daughter, der gæstede Roskilde i år. Begge synger de med en forsigtig stemme, som eksploderer i kraftfulde seancer.

Bassist og guitarist Simun Mohr samt trommeslager og guitarist Asker Bjørk understøttede Ida Wenøs stemme gennem fine og præcise musikalske præstationer. Boho Dancers klassiske singer-songwriter-stil med elementer af folk og country skabte en afslappet stemning blandt de få glade publikummer, som trods alt var dukket op.

De festivalgængere, som havde valgt at dukke op til koncerten, blev nænsomt og blidt draget ind i bandets musikalske univers. Det blev dog i længden lidt for ensformigt, og deres fine univers blev trukket lidt for langt ned over publikum. De ville kunne vugge ethvert spædbarn i søvn, hvilket til tider også var tilfældet. Det lave tempo og de meget følsomme sange blev lidt kedeligt i længden, og ens tanker blev i momenter revet væk fra koncerten. Bedst fungerede det når trommerne fik deres plads og Ida Wenøes stemme for alvor fik lov til at brænde igennem, men helt ud til publikum kom de aldrig.

Boho Dancer er et band, som uden tvivl lægger ekstremt mange følelser, engagement og passion i deres musik. Det kom blandt andet til udtryk, da de for første gang spillede nummeret ”Martin”, som er skrevet til Wenøes bedste barndomsven. De mangler dog stadig at tage det sidste skridt ud over scenekanten og få publikum helt med ind i deres univers.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Nicklas Colerick

 

Biografi:
Musik har altid fyldt meget i mit liv. Jeg er vokset op i et hjem, hvor musik har spillet en central rolle. Den gamle grammofonplade i stuen spillede altid klassikere som Beatles, Jimmy Hendrix, Bruce Springsteen eller Bob Dylan. Som barn var jeg på evig jagt efter nye spændende kunstnere i min fars kolossale pladesamling. Det var altid rockmusikken, som tiltalte mig mest. Jeg blev, som mange andre teenagere, optaget af grungemusikken, hvor bands som Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden og danske Kashmir og Psyched up Janis fangede min interesse. Deres energiske, fandenivoldske attitude og eksplosive musik åbnede en helt ny musikalsk verden for mig.

 

Indierocken og punkrocken blev efterhånden også indlemmet i mit kritiske musikalske univers, hvor The Strokes, Interpol, Editors, The National og Bloc Party har betydet meget. Senere hen blev der også plads til lidt mere stilfærdig musik som Thomas Dybdahl, Bon iver og Cody.
Elektrorocken vinder også større og større indpas i min pladesamling, og specielt de danske bands Spleen United, Veto og When Saints Go Machine er godt repræsenteret.

 

Fem favoritalbums:
Pearl Jam: Ten
Interpol: Antics
Kashmir: Zitilites
Jeff Buckley: Grace
Spleen United: Neandertahl

Skriv et svar

boeger