Plader

Frank Ocean: Channel Orange

Skrevet af Niklas Kiær

Odd Futures soulede historiefortæller leverer på sit første egentlige album singer/songwriter og soul i smuk forening over catchy og funky beat. Frank Ocean har formået at lave et album, der lyder som intet andet før det.

Efter den massive internet-hype og den følgende Roskilde-koncert i 2011 ved de fleste efterhånden, hvem Odd Future Wolf Gang er. Tyler the Creator og de andre rødder var som ingen andre i fokus sidste år, men en af de i første omgang mere oversete udgivelser fra kollektivet var fra den lidt ældre og noget mere tilbagelænede sanger Frank Ocean.

Odd Futures selvudnævnte storebrors mixtape Nostalgia, Ultra. var en af sidste års mest spændende udgivelser, men også en noget rodet affære. Numre som “Novacane” og “Swim Good” var dog ikke til at komme udenom: De tog med forsinkelse internettet med storm og endte bl.a. med at blive spillet på P3. Mens rapperne rejste verden rundt og teede sig, som det passede dem, blev Ocean i L.A. og begyndte at skrive og indspille debutpladen. Resultatet af et lille års arbejde er nu udkommet i form af Channel Orange, og det er lidt af en genistreg.

Musikken henter tydelige inspirationer fra legender som Sam Cooke, Stevie Wonder og ikke mindst Prince, mens Ocean andre gange crooner som R. Kelly og D’Angelo. Men mest af alt er Ocean sin egen, lige dele singer/songwriter, r’n’b-sanger og historiefortæller. Hans fløjlsbløde, men meget alsidige stemme flyder pladen igennem ubesværet fra én følelse til den næste, uden at pladens fokus vakler. Livet som en del af L.A.’s jetset – med alle de seksuelle eskapader og stoffer, der hører sig til – bliver beskrevet over pladens 17 numre, men det altoverskyggende tema er kærlighedens mange afskygninger.

Ocean har i diverse interview op til pladens udgivelse lagt meget vægt på to ting: Han bryder sig ikke om genredefinitioner, og hans sange er fortællinger. Førstnævnte kommer jeg til senere, men det første, der står klart, når man hører pladen, er netop, hvordan alle sangene har deres egen historie. Der er endda både en “Start” og en “End”.

Som historiefortæller er Ocean ikke bare dygtig, han er også alsidig. Fortællingerne har forskellige perspektiver og opbygninger, og den sproglige tone ændrer sig fra nummer til nummer. Ocean strækker sig fra den sarkastiske lovprisning af livet i overhalingsbanen på “Sweet Life”, hvor han crooner: »So why see the world, when you’ve got the beach?,« til det lidenskabeligt inderlige på to af pladens højdepunkter, “Bad Religion” og “Pink Matter”.

Det mest imponerende epos, når det gælder tekst og opbygning, er dog den næsten 10 minutter lange “Pyramids”. Ocean giver den som ægyptisk farao, der forrådes af Kleopatra, som han efterfølgende får dræbt. Scenen skifter, og Ocean er nu pimp i Las Vegas og, afslutningsvis, betalende kunde. Fortællingen, der kører over et beat, som låner fra lige dele 70’er-funk og Crazy Daisy i Kolding, beskriver fra tre forskellige perspektiver kvindens forfald fra majestætisk dronning til billig luder. Manden fik sin hævn, men til gengæld må han grådkvalt erkende: »Her love ain’t free no more.« En tragedie lige til dansegulvet.

Channel Orange gæstes af tre meget ulige navne. Odd Futures store rap-håb Earl Sweatshirt rapper med på “Super Rich Kids”, men formår desværre ikke at løfte nummeret synderligt, og John Mayer giver energi til instrumentalen “White” og slutningen på “Pyramids” med et par solide guitarsoli. Men det er især den sidste gæst, Outkasts André 3000, der kaster noget ekstra kunstnerisk stjernestøv over projektet. Selvom man nu til dags skal føle sig heldig, hvis man får lov at høre André på mere end et par numre om året, er niveauet stadig højt. Faktisk er det eneste negative ved bidraget, at Oceans to meget smukke indledende vers næsten ender i glemmebogen efter den stærke afslutning. Samarbejdet mellem 3K og Ocean er dog stadig utrolig veludført og et af de stærkeste numre på pladen.

Channel Orange kunne uden videre være blevet til i samarbejde med stærke producernavne, da Ocean siden sidste plade har arbejdet med store navne som Kanye West og Pharrell Williams (sidstnævnte har dog et enkelt beat med på albummet). I stedet har Ocean valgt at lave over halvdelen af pladens numre med Malay; en producer med kun et par større og nævneværdige samarbejder, der bl.a. inkluderer enkelte numre for Big Boi, Killer Mike og John Legend. Valget af en mere anonym producer er ikke forventeligt for en kommende stjerne, men det giver ikke desto mindre pote. I stedet for at lytte efter det nyeste Kanye West-beat sidder man som lytter og er primært fokuseret på Oceans vokal og tekst. Produktionerne er oftest både fængende og til tider ret funky, men de stjæler på intet tidspunkt billedet fra sangerens fortællinger og de smukke melodier.

Channel Orange er på mange måder en plade af dualismer. Den er umiddelbart fængende og alligevel mangefacetteret, den er legende, men også dybt seriøs. Den er nytænkende, men klassisk. Den er en hyldest til traditionerne, men alligevel Frank Oceans helt eget personlige værk.

I lang tid har r’n’b-scenen budt på nostalgiske 60’er-fikserede udgivelser; en bølge, der startede med Amy Winehouse og siden kun er vokset. Frank Ocean kommer i stedet med et værk, der lever fuldstændigt i nutiden. Intet derude lyder som Channel Orange, men alligevel føles værket velkendt og er svært ikke at elske. Selv mindre iørefaldende numre som “Lost” og “Monks” spiller en vigtig rolle for pladens helhed, da tungere numre på dette tidspunkt havde tynget pladen, og mere grandiøse numre havde gjort den langtrukken. I stedet har Ocean fundet en balance mellem yderpunkterne, og som resultat har han lytteren lige, hvor han vil have ham.

Tyler og de andre rappere i Odd Future har ikke den samme buzz, som de nød godt af på samme tidspunkt sidste år, men ét medlem af kollektivet har med denne udgivelse cementeret sin plads. Der er ikke længere nogen tvivl om, hvem Frank Ocean er som kunstner, sanger og person.

★★★★★★

1 kommentar

Deltag i debat