Plader

Freddy and the Phantoms: Shadows Across the Country

Skrevet af Andreas Overgaard

Freddy and the Phantoms har ikke i sinde at genopfinde hjulet med album nummer to. Til gengæld er deres 60’er-inspirerede countryrock rigtig catchy, selvom der stadig mangler lidt hist og her, før det kommer helt op at ringe.

Allerede ved første lyt til Freddy and the Phantoms‘ anden udgivelse Shadows Across the Country er det tydelig at høre, at fantomerne har en masse idéer og ting, de gerne vil nå.

Stilmæssigt befinder vi os i sen-60’ernes/70’ernes amerikanske country- og bluesrock, blandet med tekster om det moderne liv. Bedst er de også på det nærmest Doors-agtige titel- og åbningsnummer, der med sit både fængende vers og omkvæd bakkes op af organisten Jonas Søndberg, der leverer orgel i ægte Ray Manzarek-stil. Der forsøges også med mere folk-baseret rock i et nummer som “Steamboat Junction”, der giver en idé om, hvordan et Elvis Presley-cover af en Tom Waits-sang ville lyde.

Bandets frontmand Frederik Schnoor har en ganske fed rockstemme, men når bandet så åbenlyst forsøger at skabe en amerikansk inspireret lyd, er det lidt ærgerligt, at den danske accent flere gange bliver ret tydelig (dette høres især i ellers glimrende numre som “Better Come What May” og “When I Call Your Name”).

Pladens bedste sang, førstesinglen “One of These Days”, er bygget op om et lækkert, gyngende bas-riff (der godt nok lettere ufrivilligt lyder lidt som en bouncy udgave af denne lille emo-klassiker), hvor de virkelig lykkes med det, man må antage er bandets mål: nemlig at skrive nogle gode sange, der får én til at huske, at det hele sgu ikke skal handle om originalitet, så længe det kan leveres med nerve og sjæl.

Et af de større kritikpunkter omkring Shadows Across the Country har ikke noget med musikken på albummet at gøre, faktisk snarere det omvendte – der er for lidt af den. En plade bestående af ni numre er måske acceptabel, hvis man spiller sange med en varighed på minimum fem minutter, men når man er Freddy and the Phantoms, og de ni numre på pladen kun har en samlet spilletid på lidt over 30 minutter, ville det have gavnet med et ekstra nummer eller to. Det er nemlig en fornemmelse af ”vent, mangler der ikke noget?”, man sidder tilbage med som lytter, når pladens sidste nummer, “When I Call Your Name”, løber ud.

Man kunne jo håbe, at en kort plade var et bevidst valg af bandet, da de hellere ville skære ind til benet og fokusere på at levere en plade med all killer – no filler. Et koncept, der i hvert fald lykkes til dels, da der ikke er nogle deciderede dårlige sange på pladen. Men kvalitetsforskellen er alligevel tydelig. Især hvis man sammenligner ”One of These Days” med albummets anden skæring, ”Darkroom”, der med sit fængende, men dog forcerede omkvæd får éns hænder til at falde lidt ned efter titelnummerets fede åbning.

Shadows Across the Country er dog immervæk et generelt vellykket album, og hvis alt er fair i den danske musikbranche, vil bandet i hvert fald være et mere etableret navn (og måske have fået et mindre radio-hit med “One of Those Days”), før de indspiller deres tredje plade, som forhåbentlig bliver endnu bedre. Talentet er der i hvert fald.

★★★★☆☆

Deltag i debat