Plader

Husky: Forever So

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Når man ser et billede af de fire mænd i Husky, kan man godt få sine fordomme bekræftet. De har skæg og bærer skovmandsskjorter, så man fornemmer allerede den følsomme og forsigtige folk. Fordommene holder heldigvis ikke, for Husky skiller sig ud med flotte tekster og tempofyldte sange.

I klubben for følsomme folk-sjæle må Fleet Foxes, Band of Horses, Cody og The Rumour Said Fire nu gøre plads til et nyt og lidt anderledes medlem, australske Husky. Kvartetten kommer fra Melbourne, og her indspillede de debuten, Forever So, i et selvbygget studie i baghaven. Det høres dog slet ikke på de pletfri produktioner, og det skyldes måske, at sangene er mixet af den eminente producer Noah Georgeson, der før har produceret for Joanna Newsom, Devandra Banhart og The Strokes.

Selvom Huskys lydbillede mest fyldes af fingerspillet guitar og sagte klaver, er kvartetten markant anderledes end inspirationskilderne Fleet Foxes, My Morning Jacket og Monsters of Folk. Husky har nemlig nogle gode og varierende temposkift, og bandet sparer ikke på de flotte energiudladninger, der primært dukker op i omkvædene, f.eks. i “History’s Door”. Nummeret har god fremdrift i form af en velspillet guitar, der fører rytmen an, og en fremtrædende slagtøjssektion. En tung bas lægger bunden under lyse klavertoner og smukke harmonier, der så går over i et orientalsk lydende midterstykke, og det hele forløses i smuk falset, skøn tamburin og klingende guitar.

Lidt det samme er tilfældet med den ferme åbningssang “Tidal Wave”. Her er midterstykkerne rolige, mens omkvædet skaber et smukt temposkift med lys vokal og skinnende akustiske guitartoner. En lille indierockperle, som burde få omverdenens øjne op for Husky.

Et af de andre steder, australierne skiller sig ud fra mængden, er i deres billedskabende tekstunivers. Historie og symbolik bliver blandet sammen i “Hundred Dollar Suit”, og melankolske begivenheder og triste skæbner optræder i “The Woods” – alt sammen fortalt gennem poetiske linjer. Poesi går hånd i hånd med smukke toner i det forfriskende titelnummer, der med en spilletid på bare to minutter er en drømmende folk-perle: »Come to me now / morning’s here / scattered remnants / cigarettes and beer.« Lidt banalt, men sammen danner tekst og musik et yndigt par. Klangsiden er endnu engang en god fingerspillet guitar, tamburin, rolige trommer og afdæmpet klaver.

Nogle gange er det som at være på en magisk rejse, når man hører Huskys sange. De er nemlig til tider fantaserende fjerne og bringer lytteren over i et andet univers. “The Woods” fører én dybt ind i den mørke og uhyggelige skov: »Trees looked wicked in the candlelight / I heard them whispering your name.« Og med et lydtapet, der indeholder spartansk spillet guitar og lyse klavertoner, fornemmer man turen gennem den sorte nat.
“Animals and Freaks” har mindre eventyr i sig og mere historiefortælling. Historien handler om en frembrusende forelskelse og så det efterfølgende knusende brud, akkompagneret af en prikkende sagte elektrisk guitar, fingerspillet akustisk guitar og klaver. Det lyder godt, men sangen er en anelse for lang.

Hen mod slutningen af albummet er det, som om Huskey mister pusten og idéerne. “Don’t Tell Your Mother” og “Farewell (in 3 Parts)” er noget langtrukne og kedelige i længden, da tempoet holdes i en sløv rille. Og Husky er nemlig bedst, når kvartetten sætter farten op og blander indierock med folk.

“Fake Moustache” er et glimrende billede på, hvad de gør rigtigt. Indiske toner starter sangen ud, hvorefter en fingerspillet akustisk guitar tager over med en tamburin i følgeskab. Tempoet er højt i omkvædet, hvor vokalen hurtigt afleverer sine ord, og guitaren spiller smukt hen over med hastige anslag. Denne blanding af flot komposition og en tekstside med linjer som »my head is a lion and my heart is a butterfly« burde gøre enhver blød i knæene.

Men allerstærkest står “Dark Sea”, hvor alt flasker sig for Husky. Fornemme temposkift og en lydcollage båret af bastante guitaranslag og taktfast tamburin indrammer den ildevarslende stemning i teksten, der handler om at blive voksen og miste sig selv i processen. I omkvædet åbnes lyden med melodiske guitarriffs, der maler tankerne dystre. Melankolsk og skræmmende synges der: »Black night / cold heart / you’re alive / you can’t feel it.«

Forever So har sine debutantfejl, men det primære indtryk er smuk idérighed og flotte originale kompositioner.

★★★★½☆

Lyt til “Tidal Wave”:
[audio:http://assets3.subpop.com/assets/audio/12032.mp3]

Lyt til “History’s Door”:
[audio:http://assets3.subpop.com/assets/audio/11834.mp3]

Deltag i debat