Plader

Landing: s.t.

Efter seks år er Landing tilbage med en gedigen omgang sløv rock baseret på en grundflade af støjende guitarer og elektroniske beats. Udtrykket er melankolsk, men værket er særdeles troværdigt.

Seks år skulle der gå, før Landing igen fandt tid til at udsende en langspiller – seks år, der blandt andet med Portisheads tilbagevenden har skaffet mere opmærksomhed til langsom, melankolsk musik og også givet slowcore-genren en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. På Landings eponyme ottende album er langsommeligheden og en dvælen ved den gode melodi i centrum på en måde, som trækker på tydelige inspirationer fra grupper som Low og netop Portishead, hvorfra særligt den underliggende dystre stemning er genkendelig.

Det første nummer på skiven, “Finally”, slår på mange måder tonen an for resten af albummet. Med en hårdt pumpende bas underneden dukker et ambient keyboard langsomt op ud af det blå og akkompagneres hurtigt af en trommeslager, med (viser det sig i løbet af pladen) hang til at bruge gulvtam, når der skal piskes liv i en sang. Gennem hele nummeret ligger de mange lag af keyboards helt fremme i lydbilledet, og når vokalen og guitaren en sjælden gang får lov at træde frem, sker i et toneleje, som allerede dækkes af keyboardet, og med så lav en volumen, at de nærmest blender ind og bliver en del af fladen.

At skrive om Landing uden at nævne støjrock-koryfæer som Ride og Slowdive ville være som at spise en Oreo uden mælk. For Landing kan tydeligvis deres støjrock-ABC både for- og bagfra, hvilket i særdeleshed kommer til udtryk i et nummer som “Migration”. Her får adskillige guitarspor gennem hele nummeret lov til at ligge og flyde rundt mellem hinanden og skabe melodier, som forekommer lytteren mere eller mindre tilfældige. Langtfra originalt, men smukt er det.

Albummets ubetingede højdepunkt er ikke desto mindre den 80’er-klingende pop-perle “Heart Finds the Beat”, hvor en simpel guitarmelodi i forskellige afskygninger gentagne gange får lov til at duellere med en fremragende basgang med så meget delay, at man let foranlediges til at tro, at den er indspillet i en katedral, hvor tonerne rikochetterer mellem væggene. Disse to føres frem af et trommespil, der mest af alt lyder disco-inspireret, og kun når der gives plads til de store guitarflader med den altid underliggende vokal, brydes dette billede. Det er svært at sige, om man bør give sig til at danse, eller om man bare skal lade sig forføre af de udsvævende klangflader.

Ud over de støjrockede indslag venter der også lytteren andre 80’er-mindelser. I en sang som “Crows” får en spinkel guitarklimpren lov til at være melodibærende på en the Cure-agtig facon, og i “We Lie in the Fields” giver et finurligt keyboardspil sangen et new wavet udtryk.

Albummets svaghed er dog, at Landing har svært ved at bryde ud af deres skabelon og skabe overraskelser. De Portishead-agtige metalliske beats bliver efterhånden en kilde til irritation, og så nytter det ikke noget, at bækkenerne en gang imellem får én over nakken. Samtidig forsvinder noget af fascinationen ved de udflydende guitarflader, når guitarist Dick Baldwin simpelthen ikke kan lade delay-pedalen være i fred.

Netop i kraft af sin ensformighed formår albummet dog også at skabe en nærmest hypnotiserende indvirkning hos lytteren. Den melankolske stemning holder hele vejen igennem, og på den måde er albummet et meget troværdigt værk. Og så gør det ikke så meget, at man måske yderligere savner et par sange, der gør indtryk hver for sig.

★★★★☆☆

Om skribenten

Joachim Kahr Rasmussen

Biografi:
Min musikalske dannelse blev skyldet ud med regnvandet, der trængte gennem min families garagetag, en sommerdag i mine allerførste leveår. Her stod et af mine forældres sidste vidnesbyrd om et liv på den anden side af ligusterhækkene opmagasineret; en stor pladesamling, der nåede ud i alle afkroge af den alternative musiks verdenskort. Tilbage stod en fad bunke af cd'er med artister som Aqua, Madonna og Michael Jackson - en bunke, som jeg siden har set tilbage på, som mit musikalske ground zero. Herfra er horisonten blevet udvidet skridt for skridt: først var der Eminem, der med sit Slim Shady-alias effektivt fik slået benene væk under både mig og mine venner, og siden var der Red Hot Chili Peppers, der åbnede mine øjne for musik frembragt ved håndkraft.

Det var i forbindelse med fascinationen af sidstnævnte, at jeg i 2007 deltog i min første Roskilde Festival. Anthony Kiedis og resten af slænget fra LA var mit utvetydige formål med festivalen, men da jeg efter fire dage i mudder endnu engang kunne vende hjemad, var disse kun én oplevelse blandt utroligt mange andre, og sidenhen er min musikalske opvækst udelukkende fortsat.

 

Fem favoritalbums:
My Bloody Valentine: Loveless
The Strokes: Is This It?
Palace Music: Viva Last Blues
Mother Sparrow: Have a Heart
Sonic Youth: Goo

Skriv et svar