Koncerter

Mazzy Star, 06.08.12, Amager Bio, København

Skrevet af Søren Jakobsen

Mazzy Star er på trods af en længere tur i mølposen genopstået som et modent band, der hverken virker uddateret eller dovent.

Det var ikke så lidt af en ungdomsdrøm for et aldrende ungdomssvin endelig at kunne komme til at se det amerikanske alternative/psych/country/gode band, Mazzy Star, vende tilbage fra deres lange tur i hi. Op igennem 1990’erne udgav de på asken af bandet Opal, med den tidligere Rain Parade-guru David Roback samt den lidt yngre sangerinde Hope Sandoval som sært vellykket dobbelttrumf, tre ganske fremragende plader, She Hangs Brightly, So Tonight That I Might See og Among My Swan.

Den slentrende, morfindøsige folk-musik, der er grundlaget for pladerne, blev bundet op på et par skud frisk syre og skizofreni, og på toppen af det hele var der Hope. En køn, tungsindig slackersirene, der med sit ryatæppe af en stemme, umiddelbare skrøbelighed og tekster om kærlighedsdrevet selvmord og dopet tristesse harpunerede midt-90’erne perfekt i siden. At hun så samtidig lignede en mexikansk narkoprinsesse til en evig begravelse, gjorde ikke det hele værre.

Til ens store undren, kunne man, da bandet kaprede scenen, ikke umiddelbart se nogen forskel i forhold til den Hope, man sukkede efter i 90’erne. I en alder af 46 år fremstår hun stadig totalt tidløs, og der var gudskelov lyst nok på scenen i glimt til, at man kunne ane det dér blik, indstillet på alt andet end tilskueren.

De åbnede, som deres karriere gjorde så herligt, med førstesinglen “Blue Flower”, der dannede rettesnor for hele sættet, der kom fint omkring deres plader, og svingede i stemning og intensitet i en slags ulogisk selvfølgelighed. Med den gamle ræv David Roback som suveræn orkestermester og Roy Orbison-lookalike var der hele vejen igennem ikke nogen finger at sætte på noget som helst. Mazzy Star anno 2012 er mildt sagt et skridsikkert kollektiv.

Trommeslager Keith Mitchell har et helt særligt groove, der ikke lyder som mange andres, og også gør ham til en essentiel del af bandet. Det er dog nu et Mazzy Star i en væsentligt mere bøffet udgave, som de to nytilkommere bidrager væsentligt til. Josh Yenne på ekstra guitar samt besynderligt nok den tidligere My Bloody Valentine-trommeslager Colm Ó Cíosóig  som bassist giver Roback væsentligt mere frihed til at vandre lidt rundt på guitarens gribebræt og pynte numrene lidt ekstra op.

Derudover var der generelt, i forhold til de optrædener, man har set fra 90’erne, mere fut i bandet. Det toppede midtvejs, hvor en ondt sjokkende “She Hangs Brightly” var aftenens højdepunkt, og de psykedeliske stier, mazzy’erne begav sig ned ad i løbet af nummeret, klædte dem, som sovs klæder kartofler. Og så var der igen Hope Sandoval.

Hendes stemme var ikke bare lige så god som i bandets heyday, den var blevet bedre. Den ellers helt babybløde stemme har fået et par hvæsende kanter her og der, der gav numre som netop “She Hangs Brightly” og “Halah” et snert af galde, og de lød fortræffeligt på den måde. Samtidig var det nye, countrychillede “Lay Myself Down” nok et fingerpeg om, at Mazzy Star ikke går helt og aldeles nye veje. Det skal man vel heller ikke altid.

Den kraftigste reaktion fra et ellers både entusiastisk, stille og forelsket udseende publikum kom selvsagt da Roback spadserede igennem de første akkorder af gruppens største hit, “Fade Into You”. Selvom den er blevet misbrugt, voldtaget og gennemgnasket som soundtrack til utallige, amerikanske serier, er det stadig en showstopper i ordets egentlige forstand, og nok et af årtiets allerbedste kærlighedscodaer.

Koncertens ekstranumre kulminerede i titelnummeret fra So Tonight That I Might See, der fik lov at eskalere ud i en dronet, feedbackende afslutning, der fik en til at tænke på, hvad Thurston Moore gik og lavede i den anden ende af byen på Vega, mens bandet lige så stille fortrak, så roligt, som de var kommet. Der var ikke så meget mere at tilføje, og den døsige atmosfære gjorde koncerten længere, end den reelt set var.

Når det hele er så overordnet god en koncertoplevelse, kigger man så uvægerligt efter de ting, der skulle kunne trække ned på oplevelsen. Men de forekom ikke synderligt generende. Jovist kunne jeg godt have ønsket mig en lidt anderledes sætliste, og koncerten måtte gerne have varet lidt længere end de cirka 75-80 minutter, den gjorde. Men som sætlister på forhånd havde afsløret, så var det et meget professionelt band, man fik at se på Amager Bio. Og kalkulen gik måske nu og da ud over elektriciteten i koncerten, og til tider var automatgearet nemt at få øje på.

De, der måtte mene, at der ikke var meget publikumskontakt, tager alligevel grueligt fejl. Jeg kunne ligefrem sværge, at jeg så Sandoval smile mere end en bare enkelt gang, og at den notorisk verdensfjerne og sky sangerinde gad sige »tak!« flere gange var også lidt af et særsyn. Roback bor i Norge, så måske hun har lært det af ham. Man mærkede i hvert fald, at kærligheden af og til også drev den anden vej, al coolness til trods.

Men uanset om hun så havde fortalt vitser om døde babyer eller lavet eksotiske bordtennisboldtricks, var Mazzy Star mere eller mindre nøjagtigt den oplevelse, man havde håbet på, og at resten af musikerne var så  velvalgte gjorde det til så meget mere end en Roback/Sandoval-koncert. Man kunne derfor sagtens håbe og tro, at det mere band-orienterede udtryk var noget, der smittede af på den kommende plade. Det virker unægteligt som om, at de aldrig har været væk.

★★★★★☆

Foto: Tore Hallas

Leave a Reply