Plader

Metric: Synthetica

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Synthetica er et album med meninger, og Metric er et band med holdninger. Det høres tydeligt på deres femte album, hvor rock går hånd i hånd med new wave. Metric har begået en flot, men også lidt uoriginal plade.

Hvad er syntetisk, og hvad er ægte? Hvornår er tilværelsen et produkt af samfundet, og hvornår er man sin egen herre? De spørgsmål og mange flere vender canadiske Metric på sit femte album, Synthetica.

Da bandet blev stiftet tilbage i 1998 i Toronto, havde de fire canadiere næppe regnet med, at deres dengang spæde udtryk ville udvikle sig sådan, at de en dag ville udgive en plade, der angreb samfundet. Og da de debuterede i 2003, havde de nok heller ikke forestillet sig, at de ville ende som et af hjemlandets mest populære navne. Ikke desto mindre er det fakta, og med det nye album vil Metric bruge sin position til at råbe verden op.

I åbningsnummeret “Artificial Nocturne” starter Emily Haines med at proklamere, at hun er »just as fucked up as they say«. Dette statement sætter gang i opmærksomheden, og “Artificial Nocturne” er et glimrende nummer. Det lægger ud med rocket elektrisk guitar, der åbner med knitrende støj, og fine blåtonede keyboardklange. Herefter skifter sangen spor og bliver til en rytmisk new wave-sang med flotte klingende guitarfigurer og taktfaste trommeslag. Sangen slutter, hvor den startede, med en dronende guitarlyd og lys synth.

Førstesinglen “Youth Without Youth” er en af de mest rockede sange på albummet og leder tankerne hen mod Placebo og Muse. Teksten kalder til oprør: »Hangman, we played blind man’s bluff with the ninth brigade / Throw the brick through the windowpane.« Og senere lyder det konstaterende: »Youth without youth / Born without time.« Ungdommen har mistet sin uskyld, og verden er blevet et mere farligt sted at opholde sig, hvilket bliver fulgt til dørs af skurrende guitarstøj og aggressivitet.

Desværre kan nogle af sangene også blive lidt for ensformige og uoriginale. Paradoksalt nok virker de derfor syntetiske, selvom Metric gør alt for at fylde tonerne med energi og gåpåmod.
“Speed the Collapse” lægger ud med ringlende guitarer og taktfaste trommeslag. Synth, en mere rocket guitarlyd og »ah-ah-ah«-kor høres længere fremme i nummeret, men alt sammen virker stereotypt, og melodien lyder som noget, der er blevet brugt før af andre bands såsom Yeah Yeah Yeah og Broken Social Scene. For med et uinspireret omkvæd og en uinteressant sangopbygning er der ikke noget nyt under solen. Det samme gælder i store træk den stadionrockede “Breathing Underwater”, der lyder som noget, Coldplay eller Paramore kunne have lavet: lidt kønsløst og kedeligt.

“The Void” har et elektronisk beat, og i baggrunden anes lyse tangentanslag, men som tiden går, folder sangen sig desværre aldrig rigtigt ud i noget interessant, men ligger lidt for godt på laurbærbladene.

Til gengæld tilføjer “Dreams So Real” nogle dansable kvaliteter til den ellers groove-fattige plade. Med en repetitiv struktur og herligt støjende, forvrængede keyboardtoner angriber sangen vores egoistiske navlepilleri og giver en opsang om at blive mere fællesskabsorienteret. »Have I ever helped anyone but myself?« lyder en af de rammende sætninger.

Og i den lyrisk bidske “Lost Kitten” går bandet tæt på samfundets svigt af de dårligst stillede med ordene: »Don’t say yes if you can’t say no / Victim of a system / Say it isn’t so / Squatted on the doorstep.« Lydbilledet er underspillet med et roligt beat, xylofon og tyste keyboardtoner, indtil den bryder ud i omkvædet, hvor der bliver skruet op for alle instrumenter, så det hele fremstår mere tydeligt.

Titelnummeret er et af pladens bedste. En virkelig rocket sang, der er produceret godt. Omkvædet sidder lige i skabet, og melodien taler både til hovedet og kroppen. Den minder lidt om Placebo og de mere rockede sider af deres bagkatalog. Og med en fremdrift ført an af en hårdtslående guitar og hurtige slag på trommerne har sangen, hvad der skal til for at varme op under et livepublikum.

Ifølge Haines drejer pladen sig om “what is real vs what is artificial”, men når man hører “Clone”, bliver man i tvivl om, hvorvidt det tema rækker ud over pladens runde form, for her er det igen genbrugsrytmer og gamle melodier, der står tydeligst. Derimod er afslutningsnummeret “Nothing But Time” et frisk pust. Her varierer Metric nemlig sangopbygningen, tonerne er friske, og lyrikken er fin. Det instrumentale billede består af en ildevarslende klaverintro og skingre synths. Nummeret udvikler sig gradvist med taktfaste trommeslag og cirkulerende elektroniske impulser i baggrunden. Sangen slutter af med ordene: »I got nothing but time / so the future is mine.« Og hvis man kan forvente mere af samme skuffe som denne sang, ser fremtiden lys ud for Metric.

★★★½☆☆

Leave a Reply