Plader

Nas: Life Is Good

Skrevet af Niklas Kiær

Nas er tilbage! Endnu et forsøg på at genfinde den gyldne formular, der gjorde Illmatic til et hiphop-klenodie, er skabt. Denne gang krydres gadefortællingerne med mere voksne og personlige vinkler som far og eksmand, men det er desværre den samme gamle sang om mangel på kvalitet og fokus.

Der er to udgaver af Nas: på den ene side den fremadstormende 90’er-rapper, der præsterede mesterværket Illmatic, på den anden side den lettere haltende helt, som producerer konsekvent ufokuserede albums. Inden hvert album hører vi sætninger som “nu er den rigtige Nas tilbage” eller “denne gang rammer han rigtigt”, men hver gang opstår de samme problemer.

Med udgivelsen af Life Is Good-singlerne var omtalen den samme som altid. Ud kom “The Don”, “Accident Murderers” og “Daughters”, der hver især bød på forskellige sider af Nas-spektret, og især sidstnævnte gav håb om, at Nas havde fået fornyet energi og for første gang i mange år kunne præstere et solidt og målrettet album. Jeg må allerede nu skuffe: Det skete ikke.

Life Is Good er den samme gamle sang om Nas. Produktionsvalgene er meget suspekte, indholdet virker ufokuseret, og hele produktet ender med at fremstå uovervejet og forhastet. I en tid, hvor rappere bliver bedre og bedre til at fuldføre en gennemtænkt vision og dermed skabe et sammenhængende album fra start til slut, virker veteranens forsøg træt.

På trods af mine negative gloser er der flere gode øjeblikke på Life Is Good, og specielt “Daughters” og “Bye, Baby” viser lovende takter. Det klæder den gamle gaderæv at fortælle om kvalerne som far og eksmand, og det giver nerve og autenticitet, at man kan mærke Nas træde ind på nyt territorium. Derudover er der nogle klassiske Nas-tracks, som “Loco-Motive” og “World’s An Addiction”, der også fungerer, som de skal. Det er gode numre, men det hænger ikke rigtigt sammen med den nye stil, der forsøges på de to tidligere fremhævede numre. Havde han gjort et rendyrket forsøg på kun at gå i én af de to retninger, havde mit indtryk af pladen højst sandsynligt været væsentligt mere positivt.

Ud over i de nævnte numre udebliver inspirationen på tekstsiden. Nas er stadig en rigtig god rapper, men idéerne er trætte og brugte. Alt for mange af teksterne kører i de samme gamle spor, hvor Nas træder vande som blærerapper og udkørt historiefortæller. Det er nu ikke pladens største problem; en Nas på autopilot er trods alt stadig en imponerende omgang.

Værre står det til med valget af beats og manglen på sammenhæng i de udvalgte numre – fra den ulideligt kiksede følelse af en liveoptræden på åbningsnummeret “No Introduction” til Swizz Beatz’ forfærdeligt enerverende bidrag med “Summer on Smash”. Beat efter beat er monotont og for genkendeligt, og hvem der end har tænkt, det var en skidegod idé at lægge et gospelkor med tilhørende strygerarrangement under hvert eneste B-stykke, skulle nok have spurgt andre til råds.

Life Is Good er en plade som så mange andre fra Nas. Der er gode numre, der er forglemmelige og middelmådige numre, og så er der de helt horrible og forfærdelige numre. Tilbage står man med en plade, der kunne have været en god ep, og værst af alt virker det til, at Nas har valgt numre ud af et stort bagkatalog og henkastet givet det en titel.
Det fremadstormende rapkollektiv TDE har et mantra: First have the vision, then execute. Manglen på visionen, det store billede, er Nas’ største hæmsko. I sidste ende sidder man med en samling numre, der er let forglemmelige, og ventetiden på det næste Nas-album kan begynde.

★★★½☆☆

Deltag i debat