Koncerter

OFF Festival: Cool Kids of Death, 04.08.12, Katowice

Skrevet af Simon Rune Knudsen

Den polske ungdoms sorte håb spredte lørdag deres dystre budskaber til et hungrende publikum. Fest, farver og desperation er en cocktail, man ikke falder over hver dag.

Det er altid en blandet fornøjelse at tage til en koncert, hvor bandet synger på et sprog, man ikke forstår. Det er ud med følehornene, mærke vibrationerne og læse publikum i endnu højere grad end sædvanligt. Polske Cool Kids of Death spillede på OFF Festivals mindste teltscene en pulserende varm eftermiddag, så det var mig et under, at så mange mennesker havde overskud til at danse så voldsomt.

Det seks mand store band lagde ud med numre fra deres nyeste udgivelse Plan Ewakuacji fra 2011. Elektroniske marimba-beats banede vejen for det elektropoppede nummer, som i det hele taget var en folkefest uden lige – Cool Kids of Death har tilsyneladende en betragtelig lytterskare. Undrende spurgte jeg en anden koncertgænger, om jeg var havnet til den forkerte koncert. Jeg havde jo læst, at bandet spillede klassisk rock’n’roll med et snert af (post)punk – det var her, jeg erhvervede mig viden om, at bandet, på tidstypisk facon, har valgt at gå i en mere elektronisk retning.

Det viste sig dog hurtigt, at hvad klientellet til koncerten egentlig ledte efter, var numrene fra bandets tidligere albums. Og det skulle vise sig endnu sværere at sætte dette sortseende band i bås, end jeg havde regnet med. Fra numre ledt af et trommebeat, der var som taget ud af Unknown Pleasures, til mere moderne, afprøvende guitarriffs med en svag form for rapvokal a la Rage Against the Machine, blev mit indskrænkede kendskab til polsk undergrundsmusik udvidet tifold.

Lige så alsidig som musikken var publikums reaktion. Når det gik hårdt for sig under de tunge, klassiske rocknumre tilsat en anelse desperationsskrig og hælden vand i hovedet på bedste Peter A.G.-facon, opstod der en enorm moshpit foran scenen. De elektroniske numre fremkaldt en lige så vild reaktion, selvom det var på den mere kontrollerede ‘vi forsøger ikke bevidst at slå hinanden ned, men det hænder alligevel’-måde.

Stadig var der plads til indadvendte øjeblikke til den ellers ret så ekstroverte koncert. Fra hvad der kunne læses ud fra bandets reaktion, deres hjemmeside og mine stort set fejlslagne forsøg med oversættelse, ligger der et tekstmæssigt dybere budskab i Cool Kids of Deaths lyrik. Autonomt, nihilistisk og fuck-the-system er nogle af de dogmer, som de arbejder ud fra, når de fortæller om den politiske undertrykkelse af deres Generation Nothing. Et følsomt emne for den polske ungdom, som under koncerten forstod, at nu var det ikke tid til at mosle, men tid til at tænke sig om.

Få anker er at finde under en koncert, hvor man tydeligvis kan se på publikum, at de både føler med bandet, og er vilde med den djævelske musik, bandet skaber. Dog var det så trængt med plads i det lille telt, at man faktisk fik svært ved at undgå de kraftige ryk fra kæmpende lyttere. Men det må man jo tage med. Desuden virkede lyden en smule kaotisk og udefinerbar – især i de elektroniske numre hvor op til tre synthesizere kom i brug samtidig. Det blev simpelthen svært at skelne hvad, der var hvad, når seks mennesker gav deres fulde på samme tid.

★★★★★☆

Om skribenten

Simon Rune Knudsen

Biografi:
Det går vildt for sig i det nordjyske. Der er stærke følelser på spil, når du råber til den største dreng i klassen, at du fornægter DJ Alligator, og alt hvad han står for. Ingen vej tilbage. Kun dig selv, musikken og det snævre mindretal af musikinteresserede, der er at finde så langt mod nord. Og det sammentømrer, og før du får set dig om, er du afhængig af musikken. Den guidede mig, og jeg fulgte trop. Langt om længe væk og ind til byerne, som blev så forjættet beskrevet af store rock helte.

For det startede med rockmusik, og det vil muligvis også slutte der. Jeg har altid været tiltrukket af den mere eksperimenterende del, og hvad der startede med The Doors og Pink Floyd, er i dag endt i psych, post punk, ambient og shoegaze. Min smag er dog ikke begrænset hertil, og lytter med glæde til hele musikspektret. Indrømmet, at jeg har svært ved hiphop og lidt for matematisk jazz.

Efter et par år i København hvor det meste af tiden gik med at udforske den spændende, dynamiske undergrundsscene, har jeg nu min daglige gange i Aarhus. Tilbage til Jylland for at læse journalistik, selvom det stikker i mig at forlade knudepunktet for dansk musik.

Fem favoritalbums:
Pixies: Doolittle
Neutral Milk Hotel: In the Aeroplane Over the Sea
The Black Angels: Passover
Low: Things We Lost in the Fire
The Doors: Waiting for the Sun

Skriv et svar

boeger