Koncerter

OFF Festival: Iggy and The Stooges, 04.08.12, Katowice

Skrevet af Simon Rune Knudsen

OFF Festivals utvivlsomt største navn Iggy and The Stooges hamrede lørdag aften punken tilbage i Polen. Det var tydeligt at mærke på stemningen og mængden af mennesker, at rablende Iggy Pop var den kunstner, der havde haft den største tiltrækningskraft på årets festival.

Springende, dansende og vanvittig fræsede den 65-årige mand ind på scenen allerede før klokken slog det annoncerede 00.10. Åbningsnummeret “Raw Power” drønede ud over det overraskede publikum, som straks lod sig rive med af den urgamle, arrede energibombe i bar overkrop. Når man har oplevet koncerter med andre af rockens gamle travere, er det i den grad svært ikke at stå måbende imponeret over, hvordan Iggy and The Stooges stadig formår at levere deres musik med en sådan entusiasme.

»Son of a bitch, let that girl up. We need some fucking Polish dancers up here,« udbrød den senede benfigur af en rockstjerne i starten af nummeret “Gimme Danger”. Og op kom de, indtil scenen var fyldt med kåde publikummer. En fest uden sidestykke for de få udvalgte, som efterhånden omringede de små, gamle musikere, så resten af os ikke kunne se andet end skrigende teenagere.

Punken er i den grad ikke død, hvilket bandet fik bevist gang på gang. Men den har utvivlsomt skiftet karakter med årene. For selvom Iggy sparkede til kameraerne, spyttede på dem og dansede hulemandsagtigt i 70 minutter, og selvom bassist Mike Watt imiterede samleje med sine forstærkere, guitarist James Williamson svingede træskoene, selvom han knap kunne gå, og publikum blev inviteret op på scenen til galedans, sivede en trist sikkerhed også ud, som vidnede om, at The Stooges har passeret deres guldalder. Det handler selvfølgelig ikke om, at Iggy Pop ikke længere ruller sig i glasskår på scenen, eller nu undgår at smøre sig ind i peanutbutter til hver koncert – for sådan noget bliver man uundgåeligt for gammel til før eller siden.

Det var heller ikke så meget i deres fremtoning eller sceneshowet, men mere den måde, selve numrene har forandret sig. “I Wanna Be Your Dog” blev leveret med nærmest perfekt præcision – Iggy gik foran scenen og lod publikum synge med, mens hans stemme virkede mere klar og ren end nogensinde. Og det er måske der, jeg føler, at punken siver ud af ballonen. Mange af de gamle klassikere som “No Fun” og “1970” virkede simpelthen for indstuderede og polerede til, at man følte den autentiske ‘op-i-røven-med-verden’-følelse, som meget af bandets musik kendetegner. Den medbragte saxofon, som var fast inventar på de fleste af sættets numre, medvirkede også til at gøre koncerten en anelse mindre garage-agtig, end hvad jeg havde forventet – det har aldrig været punk at spille saxofon.

Intet af dette lavede dog om på, at stemningen i menneskemængden var af den autentiske slags. Tøj blev revet af, folk kæmpede med hinanden og den ene fulde person efter den anden blev hevet ud af vagterne pga. crowdsurfing. Især til sidst, da Iggy endnu en gang var nede for at lade sig hylde af masserne, toppede den snart farlige oprørsfest. Efter tre ekstranumre og flere vittigheder om, at nu var de med sikkerhed færdige, fik Iggy sagt farvel på sin egen måde: »You can say goodbye, ciao, au revoir or arrivederci. Or you can just say fuck off.«

★★★★☆☆

6 kommentarer

  • “…det har aldrig været punk at spille saxofon.” Nu er der jo saxofon med på Fun House, og det virker temmelig punk, hvis du spørger mig.

  • Tjek det italienske band ZU. Efter at have lyttet til Luca Mai eksisterer sætningen ““…det har aldrig været punk at spille saxofon.” ikke i min verden…… Og der er sikkert et utal af andre eksempler, så ret hård dom ud fra brug af saxofon til en Iggy/Stooges koncert….

  • Priceless! Det synes en smule oxymoront at spekulere i hvad “bandets musik kendetegner”(hvad der kendetegner bandets musik, hvis i også skal til at tage syntaks alvorligt) når man åbenbart ikke har hørt funhouse overhovedet. Samtidig virker det ignorant at poste et pressebillede med afdøde Ron Asheton og ikke James Williamson, der forøvrigt kun omtales “guitaristen” her. At spekulere i om The Stooges holder liv i punken synes ligeledes totalt omsonst, ikke nok med at bandets plader udkom lang tid før punk, der vel er en subkultur før alt andet, så har musikken heller ikke ret meget til fælles med punken, udover selvfølgelig at være en del af dens musikalske ophav. Selv hvis vi antager at anmeldere er berettiget deres erhverv, om ikke andet for deres subjektive læsning af kulturen, er der så mange åbenlyse faktuelle fejl og latterlige pubertære udmeldinger i denne andmeldelse at den på alle måder er totalt ugyldig. Det er fuldstændig absurd at folk stadig kan slippe af sted med så lemfældig omgang med kritik-teori og musikhistorien. Du kære anmelder er en parasit, du snylter på kunsten.

  • (…) blot for at nævne nogle åbenlyse saxpunkere
    John Zorn
    Peter Brötzmann
    Mats Gustafsson
    Ornette Coleman
    (…)

  • @ Baws:

    Det er en redaktionel fejl, at guitaristens navn ikke er nævnt i anmeldelsen, og at der er brugt et gammelt pressebillede. Det beklager jeg, og disse mangler er nu udbedret.

    Diskussionen om, hvorvidt Iggy-Pop-Godfather-of-Punk udelukkende var inspirator for punken eller også en aktør på datidens punkscene, vil jeg overlade til jer. Ikke desto mindre ser jeg ikke noget problem i, at Simon påpeger, at der ved denne koncert var et modsætningsforhold mellem sættets polerede bestanddele og Iggys mere traditionelt punkede attitude.

    Mvh. Signe Palsøe
    Chefredaktør

Deltag i debat