Koncerter

OFF Festival: Kurt Vile & the Violators, 03.08.12, Katowice

Photo by Morgen Schuer
Photo by Morgen Schuer
Skrevet af Simon Rune Knudsen

Undertoner er taget til Katowice i Polen, hvor prinsen af dovenskab Kurt Vile var en af de første til at skyde årets OFF Festival i gang på festivalens største scene med sin stenede, uformelle retrorock.

Photo by Morgen Schuer

Foto: Morgen Schuer

Det stod hurtigt klart, at lydniveau og decibel ikke er noget, de tager så tungt i Polen. Kurt Vile & the Violators lagde oplagt ud med ”On Tour” fra Smoke Ring for My Halo, og man må prise sig lykkelig for endelig at være til en udendørs koncert, hvor ens ører faktisk er under pres. Publikum, som i øvrigt er som taget ud af Roskilde Festival, om end en smule mindre velbevandrede i det engelske sprog, blev tydeligvis overraskede over den ret rodede lyd i starten – vokalen var svær at skelne, og instrumenterne flød sammen. Man troede næsten, at man var tilbage til en lydmæssig håbløs koncert foran Orange Scene.

Det viste sig dog hurtigt ikke at være tilfældet. Nogen må have skruet på den rigtige knap, for da ”Jesus Fever” dundrede ud af højtalerne, var lyden ubeklagelig. Publikum livede op, og som til mange gode, regnfulde koncerter glemmer man for en stund det dårlige vejr. Nummeret ”Ghost Town” fulgte efter, og den ellers distræte og altid ugidelige Kurt Vile orker rent faktisk at spøge en smule – »This song is about Jesus… (lang pause) Christ.« Nummeret bød på flere overraskelser – lange støjpassager, korarrangementer og pludselig råb fik selv guitaristen, hvis repertoire af ansigtsudtryk ellers havde været begrænset indtil videre, til at slå sig løs.

Efter det voldsomme nummer ”Hunchback” fra Childish Prodigy forlod The Violators scenen, og Kurt Vile stod alene og sårbar tilbage på scenen. Selvom han kvikkede op og virkede mere nærværende, var det stadig svært for ham at løfte publikum igennem de to numre på sin vokal og guitar alene.

Heldigvis brød bandet den døsige stemning med vanvidsnummeret ”Freak Train”, som indledtes med et meget højt og insisterende trommemaskine-beat. Kurt Vile & the Violators havde tydeligvis indset, at de måtte trække de store kanoner i stilling, hvis de skulle formå at få gang i publikum igen. Endnu en trommeslager tog plads ved sættet, solen brød frem og Vile begyndte at skrige som besat. Den ellers så mejslede guitarist besad nu en saxofon, hvilket virkede usandsynligt opkvikkende på hans udstråling. Bassisten begyndte at slide på sit instrument, og det syrede nummer nåede sit næsten forstyrrende klimaks, da saxofonen begyndte at kvække på en måde, man aldrig har hørt en saxofon kvække før.

OFF Festival var bandets sidste koncert på bandets europaturné, hvilket måske resulterede i, at det dovne band virkede mere udbrændt end sædvanlig. Måske var de overraskede over det voldsomme fremmøde af mennesker til en koncert i Polen, eller simpelthen for trætte til at fremstå så autentisk fraværende over for andet end deres musik, som de plejer. Selvfølgelig kan man ikke forvente en sprælsk optræden fra et sådan band, men noget indlevelse synes at være mistet undervejs på turneen, hvilket lagde en dæmper på en stor del af koncerten.

★★★★☆☆

Om skribenten

Simon Rune Knudsen

Biografi:
Det går vildt for sig i det nordjyske. Der er stærke følelser på spil, når du råber til den største dreng i klassen, at du fornægter DJ Alligator, og alt hvad han står for. Ingen vej tilbage. Kun dig selv, musikken og det snævre mindretal af musikinteresserede, der er at finde så langt mod nord. Og det sammentømrer, og før du får set dig om, er du afhængig af musikken. Den guidede mig, og jeg fulgte trop. Langt om længe væk og ind til byerne, som blev så forjættet beskrevet af store rock helte.

For det startede med rockmusik, og det vil muligvis også slutte der. Jeg har altid været tiltrukket af den mere eksperimenterende del, og hvad der startede med The Doors og Pink Floyd, er i dag endt i psych, post punk, ambient og shoegaze. Min smag er dog ikke begrænset hertil, og lytter med glæde til hele musikspektret. Indrømmet, at jeg har svært ved hiphop og lidt for matematisk jazz.

Efter et par år i København hvor det meste af tiden gik med at udforske den spændende, dynamiske undergrundsscene, har jeg nu min daglige gange i Aarhus. Tilbage til Jylland for at læse journalistik, selvom det stikker i mig at forlade knudepunktet for dansk musik.

Fem favoritalbums:
Pixies: Doolittle
Neutral Milk Hotel: In the Aeroplane Over the Sea
The Black Angels: Passover
Low: Things We Lost in the Fire
The Doors: Waiting for the Sun

Skriv et svar

boeger