Koncerter

OFF Festival: Metronomy, 03.08.12, Katowice

Skrevet af Simon Rune Knudsen

Det var tydeligt at se på publikum foran mBank-scenen fredag nat, at de ikke var kommet for at stå stille. Folk trippede (muligvis i mere end én forstand) utålmodigt, mens de ventede på den act, som skulle få dem til at danse dagens bekymringer væk.

Efter noget ventetid trådte forsanger, komponist og pianist Joseph Mount fra Metronomy endelig frem på mBank-scenen kl. 00.30 fredag nat. På afkølet manér, helt klædt i hvidt og badet i klinisk, spøgelsesagtigt lys, så han publikum an. Helt alene, dog udsædvanligt selvsikker, satte han gang i nattens fest med et simpelt beat. Tonerne fra “Some Written” begyndte at dannes, og han fik selskab af resten af det tøjmæssigt homogene band. Anna Priors lynhurtige trommespil, popkorn-beats og gameboy-lyde ledte vejen, mens det tronende band stod som urørlige klipper foran det lidt forvirrede publikum.

“The Bay” fulgte efter i en meget tungere form end sædvanligt. Uden at miste sit funkede udtryk, valgte bandet at gøre den ellers så lykkelige synth til et mørkt monster. Det faldt udmærket i spænd med det østeuropæiske publikum, som jeg mistænker for at have en svaghed over for trance-musik, og de begyndte langsomt at løsne op. Festen var selvfølgelig vildest foran scenen, men bagud i skaren sås de mennesker, som har brug for meter-plads til at slå sig løs. Ikke noget med at danse med hinanden eller kigge på scenen – ren og skær musikrus, så man ender med at tvivle på, om de stadig besidder andre sanser end høresansen.

Den manglende kontakt mellem band og publikum begyndte dog at lægge en dæmper på stemningen. Efter hittet “Heartbreaker” var det som om, at de sporadisk dansende folk blev sværere og sværere at få øje på – og uden dem var der ikke meget fest. Efter et par numre uden den store slagkraft, ud over at lysshowet endelig skiftede fra ren hvid til at sprøjte alle regnbuens farver ud over den snart stillestående masse af mennesker, følte Mount det var på tide at komme mere i kontakt med publikum. Først fortalte han om Polens guldmedalje i vægtløftning, lykønskede, og gav sig derefter i kast med en længere forklaring omkring hvordan OFF Festival havde været turens vådeste – og at han desuden følte sig voldsomt plaget af myg. Det er ikke til at vide hvor meget af dette, publikum forstod, men i hvert fald lod kontakten til at skabe en mere løssluppen stemning.

“The End of You Too”, et mystisk medley-agtigt formet nummer med utallige skift i både rytme og melodi udfordrede publikum endnu en gang, og det var svært at følge med i det omskiftelige nummer. Efter det stille nummer “Trouble” mistede mængden gnisten og havde efterhånden et seriøst behov for noget dansevenligt, mindre krævende musik. Det føltes lidt som om, at det var derfor, de var her. De populære “Everything Goes My Way” og “The Look” fulgte op, hvilket må siges at være koncertens højdepunkt – en sjælden crowdsurfer kiggede frem, flere isolerede dansetilfælde end tidligere, og et rumskibsinspireret lysshow reddede på mange måder en koncert, der på flere tidspunkter var ved at tabe sit publikum.

★★★☆☆☆

Deltag i debat