Koncerter

OFF Festival: Metronomy, 03.08.12, Katowice

Skrevet af Simon Rune Knudsen

Det var tydeligt at se på publikum foran mBank-scenen fredag nat, at de ikke var kommet for at stå stille. Folk trippede (muligvis i mere end én forstand) utålmodigt, mens de ventede på den act, som skulle få dem til at danse dagens bekymringer væk.

Efter noget ventetid trådte forsanger, komponist og pianist Joseph Mount fra Metronomy endelig frem på mBank-scenen kl. 00.30 fredag nat. På afkølet manér, helt klædt i hvidt og badet i klinisk, spøgelsesagtigt lys, så han publikum an. Helt alene, dog udsædvanligt selvsikker, satte han gang i nattens fest med et simpelt beat. Tonerne fra “Some Written” begyndte at dannes, og han fik selskab af resten af det tøjmæssigt homogene band. Anna Priors lynhurtige trommespil, popkorn-beats og gameboy-lyde ledte vejen, mens det tronende band stod som urørlige klipper foran det lidt forvirrede publikum.

“The Bay” fulgte efter i en meget tungere form end sædvanligt. Uden at miste sit funkede udtryk, valgte bandet at gøre den ellers så lykkelige synth til et mørkt monster. Det faldt udmærket i spænd med det østeuropæiske publikum, som jeg mistænker for at have en svaghed over for trance-musik, og de begyndte langsomt at løsne op. Festen var selvfølgelig vildest foran scenen, men bagud i skaren sås de mennesker, som har brug for meter-plads til at slå sig løs. Ikke noget med at danse med hinanden eller kigge på scenen – ren og skær musikrus, så man ender med at tvivle på, om de stadig besidder andre sanser end høresansen.

Den manglende kontakt mellem band og publikum begyndte dog at lægge en dæmper på stemningen. Efter hittet “Heartbreaker” var det som om, at de sporadisk dansende folk blev sværere og sværere at få øje på – og uden dem var der ikke meget fest. Efter et par numre uden den store slagkraft, ud over at lysshowet endelig skiftede fra ren hvid til at sprøjte alle regnbuens farver ud over den snart stillestående masse af mennesker, følte Mount det var på tide at komme mere i kontakt med publikum. Først fortalte han om Polens guldmedalje i vægtløftning, lykønskede, og gav sig derefter i kast med en længere forklaring omkring hvordan OFF Festival havde været turens vådeste – og at han desuden følte sig voldsomt plaget af myg. Det er ikke til at vide hvor meget af dette, publikum forstod, men i hvert fald lod kontakten til at skabe en mere løssluppen stemning.

“The End of You Too”, et mystisk medley-agtigt formet nummer med utallige skift i både rytme og melodi udfordrede publikum endnu en gang, og det var svært at følge med i det omskiftelige nummer. Efter det stille nummer “Trouble” mistede mængden gnisten og havde efterhånden et seriøst behov for noget dansevenligt, mindre krævende musik. Det føltes lidt som om, at det var derfor, de var her. De populære “Everything Goes My Way” og “The Look” fulgte op, hvilket må siges at være koncertens højdepunkt – en sjælden crowdsurfer kiggede frem, flere isolerede dansetilfælde end tidligere, og et rumskibsinspireret lysshow reddede på mange måder en koncert, der på flere tidspunkter var ved at tabe sit publikum.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Simon Rune Knudsen

Biografi:
Det går vildt for sig i det nordjyske. Der er stærke følelser på spil, når du råber til den største dreng i klassen, at du fornægter DJ Alligator, og alt hvad han står for. Ingen vej tilbage. Kun dig selv, musikken og det snævre mindretal af musikinteresserede, der er at finde så langt mod nord. Og det sammentømrer, og før du får set dig om, er du afhængig af musikken. Den guidede mig, og jeg fulgte trop. Langt om længe væk og ind til byerne, som blev så forjættet beskrevet af store rock helte.

For det startede med rockmusik, og det vil muligvis også slutte der. Jeg har altid været tiltrukket af den mere eksperimenterende del, og hvad der startede med The Doors og Pink Floyd, er i dag endt i psych, post punk, ambient og shoegaze. Min smag er dog ikke begrænset hertil, og lytter med glæde til hele musikspektret. Indrømmet, at jeg har svært ved hiphop og lidt for matematisk jazz.

Efter et par år i København hvor det meste af tiden gik med at udforske den spændende, dynamiske undergrundsscene, har jeg nu min daglige gange i Aarhus. Tilbage til Jylland for at læse journalistik, selvom det stikker i mig at forlade knudepunktet for dansk musik.

Fem favoritalbums:
Pixies: Doolittle
Neutral Milk Hotel: In the Aeroplane Over the Sea
The Black Angels: Passover
Low: Things We Lost in the Fire
The Doors: Waiting for the Sun

Skriv et svar

boeger