Plader

Patti Smith: Banga

Skrevet af Pladeklubben

På sit første album i otte år lyder Patti Smith smukkere end hun plejer at lyde, og Banga er et fornemt eksempel på, at Patti på trods af sin fremskredne alder stadig har masser på hjerte.

Det er snart 40 år siden, at Patti Smith med Horses udgav et af de mest skelsættende albums i rockhistorien. På Banga beviser den 65-årige rock-furie, at selvom hun med årene har fået slebet sine kanter en del, er hun stadig alt andet end ligegyldig eller kedelig.

Banga er mildere, mere eftertænksom end det meste af bagkataloget og nogle af sangene er så poppede og fine, at det næsten kan virke som en bevidst provokation fra ’punkens bedstemor’.

Men det handler nok i virkeligheden bare om, at Patti er blevet ældre, og selvom blodet flyder lidt roligere i hendes årer, så er hun langt fra løbet tør for historier at fortælle. Måske tværtimod.

Banga bevæger sig lyrisk omkring temaer om naturen, døden, verdenspolitik – og Amy Winehouse og Pontius Pilatus’ hund, der har lagt navn til pladen. Det er for det meste dystre tematikker med fokus på menneskets generelle elendighed, død og loyalitet til en rædsom herre. Åbningsnummeret “Amerigo” om vestlig kolonialisme er et sublimt eksempel på, hvordan indignationen sagtens kan fungere i en let og legende indpakning.

Der veksles mellem følende let-rock og spoken word, og man fornemmer hele tiden, at der ikke er en tilfældig linje noget sted. Til tider kan nogle sange lyde lidt rigeligt som Sebastians “Skatteøen”-soundtrack (dog uden deciderede ostesange), men man lever let med det, fordi der er så fandens meget på hjerte.

Og indimellem begaver hun lytteren med helt klassisk Smith, ikke mindst i titelnummeret, hvor hun også brillerer med mund-guitarlyde, som man ellers kun hører det fra syv-årige drenge, der tror, de er alene.

Patti Smith har selv udlagt pladen som en plade, der handler om vigtigheden af at respektere naturen, og hun lukker da også ganske symptomatisk værket af med et let omskrevet cover af Neil Youngs “After the Gold Rush” med ordene »look at Mother Nature on the run in the 21st century« med børnekor, der fremsynger teksten igen og igen og igen som en evig advarsel til os alle sammen om, at det måske i virkeligheden allerede er for sent at redde fremtidige generationer. Det er voldsomt stærkt – mindst lige så stærkt, som da Neil Young selv udgav sangen for 42 år siden.

Der er gået mange år, siden grundstenene til det, der i dag er Banga, blev lagt, og Patti Smith er absolut ikke længere nogen årsunge. Vreden og fandenivoldskheden er væk, erstattet af eftertænksomhed og en snigende melankoli, der egentlig er ganske klædelig for en kunstner, der på ingen måde lader sin fremskredne alder og solide fundering i rockhistorien være en hæmsko eller en undskyldning for at stå stille.

Banga repræsenterer en foreløbig afslutning på den rejse, der er Patti Smiths karriere, og bør ses i sammenhæng med hendes øvrige værker. Her er både musikalske og lyriske referencer til gamle dage, samtidig med at hun trækker nutiden fornemt ind i sin musik. Patti Smith er vel nok mere poet end musiker, og på Banga rykker hun for alvor væk fra det gamle punk-prædikat, der har klæbet til hende siden Horses.

Frem for alt lyder Patti ikke som andre end sig selv, og hun skylder tydeligvis ingen noget. Banga er ikke så let tilgængelig som eksempelvis Easter eller Radio Ethiopia, men vinder med tiden en sikker plads blandt de mere uundgåelige Patti Smith-plader.

Mads:

★★★★☆☆

Bertel:

★★★★★☆

Deltag i debat