Plader

Piano Magic: Life Has Not Finished With Me Yet

Livet har endnu ikke gjort det af med Piano Magic. Alligevel emmer det fransk-engelske kultbands 11. plade Life Has Not Finished With Me Yet af død og dommedag. Her er Piano Magic, som vi kender dem bedst: yderst deprimerende selskab, men til tider også uhyggeligt poetisk.

»The bar is closing / They want me out / I came here with joy / I leave without / So sing something that I know / Sing something sad and slow.« (”Sing Something”)

Der er ikke megen glæde at spore på spøgelsesbandet Piano Magics nye album. Tværtimod. Lyden er minimalistisk, beatet langsomt og rungende, som fodtrin over et koldt stengulv, og titelsangen handler om mislykkede selvmordsforsøg. Her kan dystre og melankolske sjæle få lov at dyrke tristessen i fred og med ligesindede.

Piano Magic er efterhånden lidt af et kultband. De har udgivet ikke mindre end 11 album, siden de gik sammen i 1996, og har, trods meget varierende besætning, formået at holde stort set alle 11 inde for samme stil: melankolsk og dyster spøgelsesindie – simpelt arrangeret og altid med tekster, der kan få det til at løbe dig koldt ned af ryggen, selv på en varm juli-dag.

Variationen hos Piano Magic ligger i formidlingen, der over årene har ændret sig fra de første minimalistiske og laptop-prægede udgivelser til den mere guitardrevne Ovations (2009). Nu kommer så Life Has Not Finished With Me Yet (LHNFWMY), som overraskende nok trækker tråde tilbage i tiden med sit simple, næsten spartanske lydbillede og sin bastante og teatralske lyrik.

Albummet begynder med en lille appetizer, den tekstfri og middelalderlige ”Matin”. Nummeret er meget strygerpræget og siger egentlig ikke ret meget om stilen på resten af albummet. En lidt intetsigende begyndelse, når nu frontmand Glen Johnson og co. lader til at have så meget på hjerte.

Introen følges op af “Judas”, der med orientalsk inspireret synth-melodik, groovy percussion og messende harmonier tydeligt forbinder tekstuniverset med musikken. Desværre kommer nummeret hurtigt til at fremstå karikeret med sine lidt for tydelige virkemidler, og det ret irriterende tale-stykke, der afslutter skæringen, bliver simpelthen lige lovlig teatralsk og højstemt.

Til gengæld kommer Piano Magic fornemt igen i “The Slightest of Threads”, der er et af pladens absolutte højdepunkter. Det er et langsomt, tørt og foruroligende nummer, og det fungerer rigtig fint, at Glen Johnson leverer den deprimerende tekst fuldstændig nøgternt og neutralt. Modsat “Judas” overlapper virkemidlerne ikke hinanden, og man får lov at tænke lidt med som lytter uden at få alle pointer serveret.

Herefter følger endnu to forholdsvist vellykkede numre: “Sing Something”, der er både er dybt sørgmodigt og samtidig forfriskende med den kvindelige vokal fra Angèle David-Guillou, og den enkle “Chemical (20mgs)”, der nok er noget af det tætteste, LHNFWMY kommer på et catchy omkvæd.

Pladen taber pusten på sidste halvdel, der bl.a. rummer det ret kedelige titelnummer, det hektiske instrumentalnummer “Higher Definition” og “Jar of Echoes”, der kunne have været så rørende, men er arrangeret alt for koldt og spartansk og fremstår uindbydende for en udefrakommende lytter.

Til alt held lykkes det alligevel klavermagikerne at afslutte på tilfredsstillende vis med “A Secret Never Told”, igen med David-Guillous smukke, opgivende stemme i front. Lyrikken er overraskende fængende – ligetil uden at være banal. Og overraskende nok bliver pladens sidste ord: »Do not suppose there is no hope / Do not forget you’re not alone«.

Så der er måske alligevel lys for enden af tunnellen? Både og. Jeg må indrømme, at LHNFWMY splitter mig en anelse. På plussiden ligger de smukke øjeblikke, hvor musik, lyrik og atmosfære smelter sammen, og pladen bliver et helstøbt stykke kunst – med stort K. På minussiden er de kedelige øjeblikke, hvor den næsten bevidst ringe klang på synthesizeren og det generelt meget spartanske arrangement gør pladen for kold til rigtig at kunne holdes af. Jeg får ofte associationer til Pink Floyds The Final Cut, desværre bare uden samme dynamik, hjerte og charme.

Jeg vil dog lade tvivlen komme Piano Magic til gode og smide tre fine U’er efter LHNFWMY. I håb om at livet heller ikke lige foreløbig vil gøre det af med det produktive indieband. Og i håb om at livet måske vil puste lidt ekstra liv i de fremtidige udgivelser.

★★★☆☆☆

Deltag i debat