Plader

Selvhenter: Frk. B. Fricka

Selvhenter skratter, trutter, båtter og trommer sig legesygt gennem 38 minutters slagkraftig freejazz. Resultatet er ikke præget af lutter tilgængelighed – men det ville da også være kedeligt.

Af og til er det sundt at udfordre øret til mere, end hvad man troede, det kunne holde til. Jeg mener selvfølgelig ikke, at man behøver bevidst at påføre sig selv høreskader ved at prøve grænser af med lydstyrken i hørebøfferne. Nej, jeg mener, at et stykke musik, der ikke indeholder umiddelbart lettilgængelige melodiske strukturer, kan bringe dine ører videre på vejen mod at fatte mere. Kald det en træningssag, og kald derefter passende all-girl bandet Selvhenters nyeste udspil, Frk. B. Fricka for oplagt øretræning udi freejazzens og larmens forunderlige, kringlede verden. Det skal ikke altid være for nemt, og det er det heller ikke.

Vi er ude i en heftig hybrid af en genre: dronet heavy metal, moderne eksperimenterende kompositionsmusik, repeterende støjrock og krautet freejazz boblende og sydende i den samme heksekedel. Frk. B. Fricka er en frisk omgang skrattende, truttende og hvinende blæser- og strygervildskab spillet med stor glæde og sans som en anden Anthony Braxton eller Ornette Coleman. Til at holde sammen på temperamentsfuld violin, trombone og sax samt et uvist antal lydeffekter har vi de slagkraftige trommer, som der i øvrigt er hele to sæt af i Selvhenter. Og det tilfører altså bare lidt ekstra pondus til oplevelsen.

Pladen er produceret i samarbejde med Peter Peter (Sods/Sort Sol, Bleeder m.fl.) og er udgivet på bandets udgivelsesselskab og musikkollektiv, Eget Værelse. Medlemmerne er en gruppe yderst produktive piger, der er involveret i et hav af projekter, blandt andre Valby Vokalgruppe, Diekmann og Ymers Pizza, der alle udgives på Eget Værelse, men trådene rækker længere ud til diverse beslægtede projekter som Pinkunoizu, Choir of Young Believers og Gud Er Kvinde.

Eget Værelse-kollektivet oser af en næsten barnligt intuitiv kreativitet blandet med stort talent – og det er et godt mix. På hjemmesiden kan man blandt andet fra oven se pladecovers blive produceret ved at blive lagt som et gigantisk vendespil, der i bedste børnehavestil vilkårligt tilsprøjtes med maling, og videoer af Diekmann vs. Diekmanns skygge, der spiller violinduet. Selvhenters navngivning af sange er ligeledes naivistisk, legesyg og slet ikke blottet for humor. Men det bliver aldrig useriøst af den grund, for det er Selvhenter simpelthen for dygtige til.

“Bali”, en småhysterisk violin- og hi-hat-intro med et nærmest mellemøstligt anstrøg, minder meget tidligt lytteren om, at Selvhenter bestemt ikke lider af publikumsbehagesyge. Det er lige før, det er stressende, og man efterlades med en ildevarslende fornemmelse af, at uvejret ikke er langt væk.

Det er det heller ikke: Stormen rammer i dén grad, når “Aebler og Pærer” nådesløst brager igennem med trommeslagerne Jaleh Negaris og Anja Jacobsens buldrende heavy metal-beats, Maria Bertels tågehornslydende trombone, Sonja LeBiancas dronede saxofon samt en violin, der af Maria Diekmann bliver spillet som en miniature-rockguitar. Man bliver næsten blæst væk, og det føles lækkert!
Lange sekvenser med samme cool, potente og rockede vildskab findes i “Afrika”, den no-wave-lydende “Hajskindshabit” og “Ude paa Landet”, et lalleglad og næsten dansabelt roadtrip langs gyldne marker. Bemærk i øvrigt, hvordan ”guitar”-violinen nærmest ”jodler” i introen på sidstnævnte; det er ret underholdende.

Med få undtagelser er Frk. B. Fricka gennemgående kontrastfyldt og vidunderligt afvekslende. En latent, men spændende (!), utilgængelighed er klart til stede, f.eks. i “Hvid Dværg” og “Ruth Mix”, og et nummer som ”Kvalme” (der faktisk er kvalmefremkaldende i al sin dronede pragt) rummer både evnen til at irritere og hypnotisere, alt efter lytterindsats. Sådan er vilkårene. Der er også øjeblikke med en tiltrængt ro at hente i numre som “Ny Norsk” og den kringlede “Sol Kat”, hvor percussion består af kun hi-hat og glas (tror jeg), der klimpres på. Men det er altså ikke salig fred, der generelt præger albummet.

En sammenholdende nerve og god musikalsk kemi gør, at det ofte kaotiske, rungende og afgrundstruende arrangement på Frk. B. Fricka er enormt tight og fuldstændigt under kontrol. Uden nogen synlig vaklen har Selvhenter skabt et imponerende lydbillede. Så hatten af for en modig 12″, der i princippet har forudsætningerne for at være fuldstændig utilgængelig, men som følge af et råt, legesygt talent, humor og fornemmelse for variation ikke – helt – er det.

★★★★★☆

1 kommentar

Deltag i debat