Koncerter

Shabazz Palaces, 01.08.12, Radar, Aarhus

Foto: Leif Podhajsky / David Belisle
Skrevet af Niklas Kiær

Onsdag aften blev Aarhus beæret med besøg fra det ydre rum, eller fremtiden, eller måske fortiden. I hvert fald var der noget overmenneskeligt ved Shabazz Palaces’ optræden på Radar og en helt særlig synergi blev skabt mellem publikum og performere.

Foto: Leif Podhajsky / David Belisle

Måske var det stedet, der gjorde det. Det hedder trods alt Radar. Aarhus havde onsdag nat besøg af et rumskib. Det må det have været.

Men det startede slet ikke sådan. Klokken var lidt over 21, da jeg ankom, og der blev opvarmet af to rappere og en producer/dj. På et par numre figurerede der også en sangerinde. Jeg gik til koncerten, uden at kende noget som helst til dem, der spillede, men jeg blev meget positivt overrasket.

Der blev rappet på engelsk, men snakket på pjattende dansk ind imellem numrene. Teksterne var gode, flowet på plads. På trods af deres undergrundsstatus var de tydeligvis ikke nybegyndere i faget. Det var dog produceren, der virkelig satte sit præg. Duoen hedder Arosei, et af Aarhus’ første kendte navne. Produceren går under navnet Al Benedict, men på scenen blev han bare kaldt Alfred. Der er ikke meget at støve op om dem, og de gjorde det da også klart, at et par af de spillede numre var lavet dagen før. Det gjaldt blandt andet de numre, hvor sangerinden Erika Casier bidrog. Uden at rose for meget var der elementer af Erykah Badu og Ane Trolle på samme tid. Det er helt klart et spændende projekt, og fortsætter de i samme stil, skal de nok slå igennem.

Efter et kort interval, hvor førnævnte koncert blev snakket igennem med et par andre tilstødende, kom jeg tilbage ind i Radar. Det var annonceret, at Shabazz Palaces ville dukke op, en duo bestående af en multi-instrumentalist og rapperen, der tidligere gik under navnet Butterfly i Digable Planets, men nu kalder sig Palaceer Lazaro.

Der var stillet op til landing på scenen. Instrumenterne, der inkluderede både congas, alskens trommemaskiner og et afrikansk strengeinstrument, var dækket af ældgamle mønstre fungerede som landingsstel. Et nummer på farsi, måske arabisk, fungerede som fanfare og ind kom to væsner helt klædt i sort. Kun smykkerne skilte sig ud ved udelukkende at bestå af guld.

Det var umuligt at se ind bag Shabazz Palaces’ futuristiske briller, og de introducerede ikke sig selv. De kommunikerede på engelsk, men alligevel var det som om kommunikation mellem publikum og de ankomne ikke var på plads. I små 10-15 min stod folk et stykke væk og kunne ikke rigtig finde sig til rette. Måske Palaceer Lazaro lagde mærke til det, i hvert fald smed han brillerne, hvorefter scenen fyldtes med røg og et blåt skær. Hollywood-scenen med det landende rumskib. Måske var dette den rigtige landing, for herfra var der ingen kommunikationssvigt.

De 50-60, der havde opnået at finde Radars snørklede beliggenhed ved Aarhus’ godsbaner, fik lov at opnå nærkontakt af tredje grad og de satte pris på den. Der blev rocket, danset, kysset og ‘bouncet’ til de mange rytmer, der på samme tid lød urhistoriske og futuristiske, både akustiske og digitale. De fortalte os om de menneskelige tilstande gennem abstrakt historie-fortælling, det handlede om vold, kærlighed, uretfærdighed og skønhed, men det primære talerør var musikken. De dybe basgange, skæve samples, klap og congas-soloer fungerede som en lang ekstatisk messe. Et kort øjeblik blev der kigget op hos Palaceer, var det et smil? Et af mange mantraer, jeg bed særligt mærke i på aftenen var »automatic, push button, remote control, synthetic genetics, command your soul.« På én gang syntetisk og ægte, men for abstrakt til at udlede noget entydigt af. Den eneste direkte henvendelse til publikum var et »thank you, thank you« inden og efter ekstranumrene.

Måske var de slet ikke fra rummet, måske de var fra fremtiden. Eller fortiden. De kunne være vores skabere eller fremtidsmennesker, der kommer tilbage for at fortælle os om vores forfejlede veje. Hvem end de var, hvad end de ville, så nåede de os. Shabazz Palaces skabte kontakt til noget dybt inde i os alle. Som der gentages på “Are you… Can you… Were you? (Felt)”: »It’s a feeling«.

★★★★★☆

Deltag i debat