Plader

Stagnant Pools: Temporary Room

Stagnant Pools har hørt masser af My Bloody Valentine og The Jesus and Mary Chain. Duoens debutalbum undslipper ikke helt forbilledernes tunge skygger, men de to brødre har ikke desto mindre en fin sans for at kombinere shoegaze med poppet sangskrivning.

Undertegnede tilhører den gruppe musikelskere, der klapper i sine små hænder, når det Illinois-baserede pladeselskab, Polyvinyl, varsler nye udgivelser. For selskabet har nemlig gennem de sidste 17 år været garant for eksempelvis mathrock-pionererne Joan of Arc og 31Knots og den herligt skramlende og pop-punkede guitar/trommer-duo Japandroids. Og sørme om ikke staben lige er blevet udvidet med endnu et band, der begrænser sig til den guitar- og trommebaserede duoform. Stagnant Pools udgøres nemlig af brødrene Bryan og Douglass Enas, og de har netop smidt deres første langspiller, Temporary Room, på gaden.

Og hvordan lyder det så? Lad det være sagt med det samme; Stagnant Pools har lyttet til My Bloody Valentine og The Jesus and Mary Chain. Meget. De 12 numre på albummet er tydeligt inspireret af klassisk shoegaze fra dengang i de gode gamle dage, hvor førnævnte bands udstak pejlemærkerne for indadvendt og støjende guitarrock. Og sanger Bryan Enas har sikkert også ageret Ian Curtis fra Joy Division foran spejlet hjemme på teenageværelset i sin tid.

Numrene er båret oppe af fuzzede guitarflader, som det kendes fra 80’ernes alternative musikscene, hvor de forskellige melodiske strukturere kælent smyger sig ind og ud mellem hinanden og til sammen danner en uigennemtrængelig mur af bastant lydbombardement. Bryan Enas vokale arbejde er underspillet, monotont og ligger langt tilbage i mixet. Og ligesom guitarens lydmur bidrager vokalen dermed til det samlede udtryk, der får karakter af underspillet lukkethed. Det er dovent og drømmende, smuk og kaotisk på samme tid. Men selvom musikken udfolder sig til vidtstrakte støjende lydflader, kommer det aldrig helt ud af kontrol. Det hele er holdt sammen af den traditionelle vers-omkvæd-vers-struktur, der trods alt sikrer, at lytteren ikke på noget tidspunkt lades i stikken og efterlades hjælpeløs i støjen, men guides gelinde gennem lydlabyrinten. Sine steder blødes der lidt op på det slæbende og drømmende udtryk, og musikken får et ekstra nøk hen mod det mere energisk punkede, som det eksempelvis er tilfældet i nummeret “Dead Sailor” eller “Maze of Graves”.

Det hele ville nok have været frygteligt introvert og kun have bejlet til de allermest hardcore shoegaze-fans, hvis det ikke var, fordi de to brødre tillige med støjen også har ganske godt fat i melodierne. For under det forvrængede lydtæppe gemmer sig nemlig små poppede melodier, der vugger blidt af sted, drevet frem af støjende guitarflader i sejlet. Det gør sig eksempelvis gældende i albummets titel-sang, ”Temporary Room”, der i al sin enkelthed – og med blot tre akkorder – fungerer som ét langt omkvæd, ligesom førstesinglen, ”Dead Sailor”, også leveres med overbevisende melodiøsitet og nærmer sig det legende skrammel-poppede udtryk, som det kendes fra Japandroids.

Bandet træder kun ved siden af enkelte steder på Temporary Room. ”Maze of Graves”’ huggende åbningsriff trækker umiddelbart tråde tilbage til 90’er-rock som Smashing Pumpkins og virker dermed mærkeligt malplaceret på et album, der ellers mest gør sig i et drømmende og underspillede univers. Et univers, der lukker sig om sig selv, og dermed ikke er præget af den ekspressive energi, som det meste af start-90’ernes guitarrock var kendetegnet af. Også den efterfølgende “Alternate Endings” kunne have været overvejet en ekstra gang, da støjmuren her tangerer det ligegyldige, anonyme og idéfattige.

Overordnet set formår bandet ikke at løsrive sig fra forbillederne her i første hug. Men det gør egentlig ikke så meget, at inspirationskilderne træder så tydeligt frem, som tilfældet er, for Stagnant Pools er gode til det, de gør. Alligevel sniger bandet sig momentvis ud af heltenes skygger og give shoegaze-formen sit eget præg ved at tilføre den et dansabelt twist, som det kan høres i ”Consistency”, hvor trommerne giver nummeret en fremadpiskende lethed i verset, før det går over i det luftige og næsten storladne omkvæd; albummets ubestridte højdepunkt. Også i numrene ”Jumpsuit” og ”Frozen” kombineres det introverte udtryk med dansevenlige beats, og det klæder d’herrer Enas endog særdeles godt. Her virker musikken slet og ret som et velplaceret los i løgene, der sender lytteren hovedkulds ud i et opdateret og originalt bud på støjrock, som det kan lyde anno 2012, og hvor der både er plads til respekt for tradition og fornyelse. Man fornemmer, at bandet besidder en reel, men endnu ikke fuldt udnyttet, tæft for at kombinere en perifer genre som shoegaze med poppet sangskrivning, og det er her, Stagnant Pools’ musikalske force skal findes.

★★★★☆☆

Deltag i debat