Plader

Tako Lako: Through the Mud

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Det enestående balkanrockband Tako Lako er nu endelig parat med deres debut-lp oven på mange koncerter. Man har måttet vente lang tid, men resultatet er lige så energisk og eksplosivt som deres roste liveshows.

I 2008 vandt Tako Lako den danske og skandinaviske udgave af Emergenza. Siden da har bandet spillet utallige koncerter, heriblandt Roskilde Festival, Spot Festival og Glastonbury Festival. Via deres entusiastiske og veludførte liveshows har de åbnet øjne og ører hos musikinteresserede i ind- og udland, og derfor er det formentlig til stor glæde for mange, at deres debut-lp, Through the Mud, nu er udkommet. Der er i hvert fald god grund til at være glad, for her lukker de os nemlig ind i det magiske Balkan-univers, som de på fornem vis præsterer live. Alle toner emmer af liv, nerve og spilleglæde, også selvom teksterne er dystre og eftertænksomme.

“Rupa Je Rupa 3.0” (dansk: hul er et hul) bliver der sunget på første track, hvor lyrikken udelukkende er på serbisk. Deres forsanger Ognjen Curcic har da også serbiske rødder, og det høres tydeligt på den kraftige accent, som hans ophav har givet ham. Der bliver rullet godt på r’erne, og de engelske gloser bliver på smukkeste vis skævvredet lidt. Imens Curcic’ vokal folder sig ud, er selve lydbilledet harmonika, trommer, klarinet og bas i en stor symfonisk masse. Det hele lyder lidt som et succesfuldt cirkus i fuld vigør, men under den glade overflade gemmer der sig mørke tekster om Curcic’ eget turbulente liv i Serbien og en periode med depression.

Tristessen og alvoren går igen i “Regards From Serbia”. Med klarinet, maracas, harmonika og hult lydende trommer rocker sangen tonsende derudaf. Tre minutter inde i nummeret sker der dog et tydeligt skift. Tempoet skrues helt ned, og sagte violin høres, mens en kvindestemme skriger med raslende glas i baggrunden. Sangen stiger så igen med taktfaste darabuka-slag, og det hele slutter, der hvor det startede: med fest og farver. Men lige så løssluppen som lyden er, lige så tung og dyster er teksten. »Bombs,« »soldiers« og »fight« er blandt de ord, der klæber sig til ørerne.

Der er lidt mindre gang i den i albummets bedste nummer, den flotte sjæler “The Rest of Us”. Her får Curcic’ unikke vokal masser af plads at boltre sig på, og det klæder sangen. Harmonikaens lyse toner breder sig, mens Curcic’ desperate stemme synger. Senere kommer en violin til, og det hele virker som en planlagt sjæler. Men Tako Lako kan man aldrig rigtig regne med, og efter tre minutter begynder en saxofon at trutte, og darabuka-trommens hule slag sætter fart på. Et skifte, der faktisk bibeholder den flotte lyd og triste stemning.

Tako Lako betyder på serbisk “så let”, og nogle gange ville man også ønske, at deres lyd var lidt lettere i det. I titelsangen bliver lydbilledet for ens og forudsigeligt trods de mange instrumenter og en rocket guitars indtræden. Det samme sker i afslutningsnummeret “Wait in Line”, der bestemt ikke er dårligt, men det løfter sig aldrig rigtig på grund af den lidt for ensformige lyd. Der er ellers herlige temposkift og et dynamisk drive med masser af tromme og saxofon.

Selvom Tako Lako kun har en ep (Kick Start fra 2010) bag sig, før de udsendte Through the Mud, er deres lyd meget moden, og deres udtryk er meget klart. Og det er lige meget, om det er på den mindre rockede “Silicone Buzz” eller den hektiske “The Fate” – intentionerne er utvetydige: Bandet spiller, fordi de elsker det, og de mørke tekster skal påvirke lytteren. Tako Lako er et modigt band, der tør stå ved sin lyd, også selvom den er meget cirkuspræget og til tider lidt gumpetung.

★★★★½☆

Deltag i debat