Koncerter

The Black Keys, 13.08.12, Tap1, København

Skrevet af Daniel Niebuhr

The Black Keys, alias Dan Auerbach og Patrick Carney, beviste foran et veloplagt publikum i den gamle tappehal hvor simpel vellydende rockmusik kan være og leverede samtidig en koncertoplevelse i absolut verdensklasse.

Årene omkring årtusindeskiftet affødte mange nye musikalske tendenser. Selvom en guitar/trommeduo ikke ligefrem kan betegnes som en ‘ny’ tendens, fik denne simple bandkonstellation dog alligevel fornyet liv i netop denne periode. En af frontløberne for dette skal nok findes i North Carolina, hvor Flat Duo Jets med Dexter Romweber i front kreerede en trashy blanding af rockabilly og garagerock indtil duoens opløsning i 1998. Samtidig blev fokus så delvist flyttet mod Michigan, hvor blandt andet Bantam Rooster i 1997 lagde ud med en mere punket udgave af garagerocken, før The White Stripes udgav deres debut i 1999 og sidenhen er blevet et kapitel og ikke mindst en succeshistorie for sig selv.

Herefter skulle der gå nogle år, før man igen fik øjnene op for en ny duo med hang til rå, uforfalsket rock. For selvom The Black Keys allerede udgav deres debut i 2002, var det først med deres tredje udgivelse, Rubber Factory fra 2004, og så absolut med Attack & Release fra 2008, at Dan Auerbach og Patrick Carney fik etableret sig på den internationale rockscene. Og efter The White Stripes desværre valgte at indstille samarbejdet for halvandet års tid siden, er det vel retfærdigt nok at kalde The Black Keys for den popularitetsmæssigt største aktive rockduo. Mandag aften på et for længst udsolgt Tap1 i København, skulle Dan og Patrick fra Akron, Ohio så bevise, netop hvorfor de er berettigede til den titel.

Opvarmningen stod danske Nelson Can for – et band, jeg desværre missede på dette års Roskilde Festival. Trioen, der i aftenens anledning var blevet til en kvartet via, så vidt jeg kunne forstå, finske Maria som percussionist, dannede med deres lo-fi riot grrl-garagerock et udmærket musikalsk grundlag for aftenens hovednavn. Numre som ”Troublemaker” og singlehittet ”Apple Pie” holdt den stramme, minimalistiske rocklinje, men formåede samtidig at vække appetitten blandt publikum, der afslutningsvis kvitterede for den glimrende opvarmning med et solidt bifald op mod de fire kvinder.

Efter en – for det i forvejen utålmodige publikums vedkommende – alt for lang pause, der inkluderede det obligatoriske sceneopsætningsskift, gik The Black Keys så endelig på scenen. Med sig havde de som sædvanlig Gus Seyffert på bas og John Wood på keyboard og percussion, hvilket koncerten for det meste drog fordel af. Desværre opstod der øjeblikke, hvor både Wood og Seyffert druknede i Auerbach og Carneys respektive instrumenter, hvorved jeg stadig undrer mig over nødvendigheden af de to backingmusikeres så konstante tilstedeværelse.

Det hele blev dog indledt planmæssigt med ”Howlin’ for You” og ”Next Girl” fra 2010-udgivelsen Brothers. Alt gik mere eller mindre klart igennem, også Auerbachs vokal, der ellers tidligere har fået kritik for ikke rigtig at gå klart igennem ved koncertoptrædener. Når samtidig publikum agerede kor både til egentlig lyrik, men også melodistykker på for eksempel ”Dead and Gone” fra duoens seneste plade, El Camino, som var disse stykker skabt udelukkende til det formål, havde stemningen i den gamle tappehal meget hurtigt nået medrivende højder.

Andet singleudspil fra El Camino, ”Gold on the Ceiling”, hjalp kun yderligere på stemningsniveauet, før vi langt om længe blev præsenteret for The Black Keys i deres oprindelige form – som en duo. Med titelnummeret fra Thickfreakness, beviste de, at de uden problemer kan spille en hel sal op kun to mand. Og det er i realiteten deres store force: Fremførelsen af rå, upoleret rockmusik til en enorm menneskemængdes store begejstring – ét trommesæt og én guitar. Som duo gav Auerbach og Carney os også ”Girl Is on My Mind” og ”Your Touch” fra henholdsvis Rubber Factory og Magic Potion, før de igen blev gjort selskab af Wood og Seyffert.

Herefter kom så hvad der i mine øjne var aftenens højdepunkt i form af ”Little Black Submarines”, der ligesom på studieversionen blev indledt akustisk og endnu en gang akkompagneret på vokal af det veloplagte publikum, før nummerets mere dynamiske og elektriske anden halvdel blev sparket i gang af Auerbach, og det sublime nummer fik i aftenens anledning en ligeledes sublim udførelse. Resten af sættet endte desuden heldigvis ud i én lang række af duoens mere kendte og velfungerende numre: Lige fra ”Strange Times”, der for mit vedkommende var det første møde med de to herrer og for altid vil have en eller anden speciel plads i min musikalske hukommelse, til de to crowdpleasere, ”Tighten Up” og ”Lonely Boy”, der resulterede i fællessang, crowdsurfing m.m. Det var dermed også det perfekte klimaks før de forventede ekstranumre, der blev indledt med det flotte åbningsnummer fra Brothers, ”Everlasting Light”, og fulgt op af ”She’s Long Gone” fra samme plade.

Til sidst blev antallet af optrædende så igen halveret, før ”I Got Mine” fik lov til at afslutte aftenens koncert. Vil man have et bevis på, hvor lidt der i grunden skal til, før rockmusik kan fremstå mere end vellykket, vil det her være et af de umiddelbare pragteksempler. Med fuld smadder på crashbækkenerne og guitaren i introen og omkvædet, et meget mere stille, men samtidig opbyggende vers og en guitarsolo, sådan som guitarsoli var tiltænkt at blive fremført, rammer lige præcis dette nummer plet på min opfattelse af fandens vellydende rockmusik.

Det må også være symbolsk for aftenens koncert, der foruden tilføjelsen af de egentlige unødvendige backingmusikere, viste rocken fra sin mest simple, men samtidig også velfungerende side. The Black Keys er i manges øjne bestemt nutidens mest populære rockduo, og det var derfor rart, at de her til aften selv kunne bekræfte, netop hvorfor det er tilfældet.

★★★★★½

Foto: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat