Plader

The Gaslight Anthem: Handwritten

Skrevet af Andreas Overgaard

Handwritten får The Gaslight Anthem for alvor defineret sin lyd, og bandet giver et solidt bud på årets plade

Siden debuten Sink or Swim udkom i 2007, har The Gaslight Anthem vist sig at have et af de absolut højeste bundniveauer i moderne rock. Gennembrudspladen fra 2008, The ’59 Sound, ser jeg som én af de stærkeste rockplader udsendt i det seneste årti. Den mere afdæmpede American Slang i 2010 led dog desværre under en produktion, der gjorde, at sangene – trods frontmand Brian Fallons altid solide sangskrivning – ikke fik det bid, de ellers havde fortjent.

Derfor er der med et solidt smil plantet på læben, at den mesterlige førstesingle “45” sætter gruppens fjerde udspil, Handwritten, i gang. Det spark i røven, sangene trængte til, er kommet, og når det kombineres med, hvad der må være gruppens mest fængende sang siden The ’59 Sound-åbneren “Great Expectations”, resulterer det i, at Handwritten åbner med et brag.

Et brag er ellers ikke, hvad man ville forvente af Handwritten, når man har lyttet til Fallons musikalske beskæftigelser inden for de sidste to år, både på og siden American Slang. Han viste langt roligere tendenser i sideprojektet The Horrible Crowes og på den enkelte 7″-single, han har udsendt med Chuck Ragan.

Bedst har Fallon nu altid været i den mere rockede afdeling, og derfor er det – med al respekt for disse glimrende udgivelser – et lettelsessuk, der drages, når det går op for én, at Handwritten er et skridt tilbage mod det Gaslight Anthem, der udgav de mere rå Sink or Swim og The ’59 Sound, men samtidig er det også betryggende, at gruppen ikke helt har forglemt de mere stille og eftertænksomme øjeblikke fra American Slang og The Hoorible Crowes-albummet Elsie.

Resultatet er ikke et helt nyt The Gaslight Anthem – tværtimod virker det som om, at bandet har opsummeret alt det, de tidligere har udgivet, og for alvor har defineret, hvilket band de er. Alligevel er der mindre ændringer i bandets lyd; for eksempel har guitarist Alex Rosamilia fortjent fået en del mere plads end tidligere, og guitararbejdet er da også over hele pladen solidt og mindeværdigt, både på riff- og solofronten, hvilket især er tydeligt i “45”, “Mulholland Drive”, og “Biloxi Parish”.

Bandets lyd har alle dage været tydeligt inspireret af deres hometown hero, Bruce Springsteen, der ud over at være gruppens største inspiration i de senere år også er blevet en ven af bandet, hvilket har medført talrige besøg på scenen til hinandens koncerter. Hvor især American Slang og Elsie virkede meget inspirerede af Springsteen, flytter Handwritten Gaslight Anthem fra at være en gruppe af Springsteen-soundalikes til at være deres helt egne. Selvom deres lyd stadig kolliderer nogle steder – især i sange som “Here Comes My Man” og “Mae” – adskiller The Gaslight Anthem sig fra Springsteen i de øjeblikke, hvor de viser sig som en nedbarberet, punket rock’n’roll-kvartet (mest markant i “45” og “Biloxi Parish”) – et område, som Bossen ikke ofte besøger. Teksterne er da også, hvad der har fået stemplet The Gaslight Anthem som et arbejdsklasserockband, da de i den grad minder om Springsteens. Men Fallon er sin helt egen, og synger dét, han har på hjerte. Som det lyder i “Too Much Blood”: »Now I am no devil but I’ve got things on my mind / And they’re gonna come out and they’re gonna come up time to time.«

Den stilfærdige “National Anthem” runder pladen af med, hvad der lyder som en søstersang til “Here’s Looking at You, Kid” fra The ’59 Sound; en akustisk, hjerteknusende sang om et brud, der grundet sin afdæmpede natur giver plads til at vise den imponerende udvikling, Fallon har gennemgået på vokalfronten. Den hårrejsende sang giver en perfekt måde at tage pusten af pladen på.

Nogle plader beder bare om at blive spillet igen og igen. I de uger, jeg har haft Handwritten ved hånden, har jeg ikke kunnet slippe den – og dét med god grund: The Gaslight Anthem er tilbage med et seriøst bud på årets plade.

★★★★★½

2 kommentarer

  • meeeeget opreklamerede og overhypet. Handwritten er helt sikkert en god plade, men ikke i nærheden af de bedste plader i 2012 og langt fra deres bedste…melodier er jo slet ikke så gode på den her som på de gamle, der er kun 3-4 gode sange og resten er bare ‘ok’.

    Sink Or Swim > 59 Sound > Senor & The Queen > Handwritten > American Slang

  • Bestemt ikke enig. Handwritten er én af de plader, som faktisk levede op til den hype, den fik (og den var faktisk ikke særlig hypet udenfor AbsolutePunk og Punknews.) At melodierne ikke er så gode som tidligere, er også noget, jeg ikke kan forstå – bare hør “45,” “Here Comes My Man,” “Desire,” eller bare hvilken som helst anden sang på pladen. Her er melodierne ikke bare langt mere fængende; de er også langt mere gennemarbejdede end stort set alt fra Sink or Swim.

    The ’59 Sound > Handwritten > American Slang > Sink or Swim > Señor & the Queen

Deltag i debat