Plader

The Heavy: The Glorious Dead

Skrevet af Klaus Thodsen

The Glorious Dead har kurs direkte mod Den Store Bog for Temasange til amerikanske tv-serier. Men det bliver albummet hverken mere spændende eller bedre af.

Det er alt andet end overraskende, at The Heavys pressemateriale til The Glorious Dead er spækket eksempler på tv-serier og tv-reklamer, hvor man kan gøre sig bekendt med bandets materiale. Vi snakker bl.a. serierne “Entourage” og “The Fighter”, og så må vi ikke glemme reklamerne for Miller Lite Beer. Faktisk ville jeg nærmere have været overrasket, hvis det ikke var tilfældet. For min lyst til både forudsigeligt tv-drama og forfriskende light øl har været støt stigende, siden The Heavy og jeg lærte hinanden at kende.

Hvis målet med denne plade er at blive verdenskendt gennem tv-mediet, må den siges at være mere end almindeligt vellykket. Åbningsnummeret “Can’t Play Dead” er som skræddersyet til at være kendingsmelodi i en tv-serie. Måden, melodien kører i ring på; de dybe slag i trommerne, tilsat lidt kor og et par strygere; det kan simpelthen ikke syes bedre. Vi er ude i en blanding af James Bond-hit og introscenerne til en serie med flotte piger i kedelige jobs – og måske en fyr, der tager sine solbriller af, mens han går langsomt væk fra en brændende bil.

Men tro nu ikke, at der kun er plads til biljagt og skyderi på The Glorious Dead. For vores helt, som er lidt af en bad guy, jeg kalder ham Marc, han har selvfølgelig også en følsom side. Vi får den nok først rigtig at se sidst i første sæson, dér hvor historien er ved at blive lidt triviel, og der derfor skal lidt krydderi på. Nummeret ”Be Mine” er igen som syet af den formidable skrædder, og da det ruller gennem højtaleren, står vi nærmest midt i scenen. Kæresten er skredet, fordi Marc, vores good looking rebel, igen er på kant med loven. Marc sidder ved sit sofabord med sin gun, en Miller Lite Beer, og en masse billeder af kæresten. Han drømmer sig tilbage til for længst svundne og langt bedre tider. I baggrunden kører musikken svagt, men ikke svagere, end at teksten »Take all my money / take all my time / take all the stars that hang above me, be mine« tydeligt kan høres, mens Marc kigger opgivende, og lidt pissed-off, mod den nedgående sol i horisonten. Jeg elsker bare den scene, man.

Resten af sæsonen slås Marc med sine indre dæmoner, mens han slås med pimps og nakker scum i lange baner. Det kan snildt blive til nogle ture i cabrioleten ned af en ”Lonesome Road”, mens han bag det barske ydre slås med store spørgsmål såsom ”What Makes a Good Man?” Heldigvis kommer vi nok ikke til at høre alt for meget til ”Lonesome Road”, for så begynder folk bare at snakke om, at det er en ret skrabet Tom Waits-efterligning.

Egentlig er The Glorious Dead et ganske velspillet album. Men det er så uoriginalt, at det næsten kunne klandres for at være et plagiat. Jeg har set omkring en milliard film, serier og reklamer i mit liv, og derfor sidder jeg også med følelsen af, at jeg i højere grad bliver solgt et produkt, end at jeg hører et nyt stykke musik.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat