Plader

The Hives: Lex Hives

Skrevet af Daniel Niebuhr

Der er gået fem år siden sidst, men på gruppens femte studiealbum, Lex Hives, lyder The Hives heldigvis stadig som The Hives. Lidt fornyelse eller et overraskelsesmoment hist og her ville dog ikke skade.

En jævnt hurtig trommerytme anført af en lettere aggressiv håndtering af gulvtam’en får lov til at lægge ud. Inden længe akkompagneres den af Howlin’ Pelle Almqvists karakteriske røst, der i denne omgang ikke bidrager med andet end »Come on«, hvilket meget passende også er titlen på det korte åbningsnummer, der hurtigt er ovre igen. 68 sekunder tog det, og så er mit møde med Lex Hives skudt i gang.

Fem år er der gået, siden vi sidst fik et studiealbum serveret af de vanvittige svenskere, men nu er der endelig nyt fra Almqvist og de fire andre sort- og hvidklædte från hinsidan. Denne gang er det i form af Lex Hives, der allerede fra første sekund melder klart ud, at The Hives heldigvis stadig lyder som The Hives, uden at der har været nogen som helst form for trang til at eksperimentere. Som det allerede blev bevist på pladens 68 første sekunder, er svenskerne specialister i at skabe fængende rocksange med ufattelig få midler.

Og det er bestemt The Hives, som vi kender dem: Der er både sange af den ekstremt hurtige og korte slags som “If I Had a Cent” og “1000 Answers”, hvor munden sjældent står stille på Almqvist, og gaspedalen er trådt helt i bund for en kort stund, og så er der også de mindre kaotiske numre, hvor melodierne og bandets kompositoriske egenskaber kommer klart mere i fokus. Og det er især her, at The Hives virkelig stråler. På “My Time is Coming”, der indledes stille og roligt med en meget dyster atmosfære og en vokal, der giver associationer til Steen Jørgensens ditto, sætter introen melodien i fokus, således at den ikke drukner i resten af sangens hektiske lydbillede, sådan som det af og til sker på de The Hives-sange, der bliver leveret med 120 km/t fra start til slut.

Pladens højdepunkt kommer i form af “Patrolling Days”, der egentlig lægger ud i vanlig The Hives-stil, men som i omkvædet, der også bliver omdrejningspunktet for nummerets to minutter lange afslutning, bliver omdannet til noget nær en anthem med Almqvist, der konstaterer: »So you can bitch and whine/but you best stand aside/cause I’m doing it again«, som var det et diskret hint til potentielle kritikere. Og udover at fungere glimrende på plade, fremstod nummeret i mine øjne desuden som en potentiel publikumsyndling, da den blev fremført på dette års NorthSide Festival.

Dér, hvor Lex Hives til gengæld halter, er, når det går op for én, netop hvor simpel en plade man egentlig har at gøre med. Når man endnu en gang bliver præsenteret for den samme, simple trommerytme og den samme, simple indgangsvinkel til rockmusik, som bandet besidder, trænger lysten til et tilfældigt overraskelsesmoment fra svenskernes side sig mere og mere på. For hurtig og/eller simpel garagerock med dertilhørende lyrik er The Hives som sagt mestre i at kreere, men musikalsk diversitet og dermed også fornyelse mestrer de til gengæld ikke lige så overbevisende.

Heldigvis er størstedelen af sangenes evne til gentagne gange at fremstå iørefaldende med til at overdøve den lejlighedsvise ensformighed, men det ændrer ikke på, at man meget hurtigt har dannet sig indtrykket af Lex Hives, der fremstår som et typisk The Hives-album uden rigtig at præstere over evne på nogen som helst måde. Det er langt fra deres magnum opus, men for alle dem, der ikke kan få nok af Howlin’ Pelle Almqvist & co., lyder det præcis, som det skal – og så kan alt andet vel i og for sig være fuldstændig ligegyldigt.

★★★★½☆

Deltag i debat