Koncerter

Thurston Moore, 06.08.12, Store Vega, København

Trods anmelderens skråsikre forestillinger var der ikke lagt op til eftertænksom, akustisk post-skilsmisse/post-Sonic Youth-rock fra den aldrende king of cool. Thurston Moore-kaoset lever fortsat og har det godt.

»Jeg tror ikke, det kommer til at larme særlig meget«, forsikrede jeg selvsikkert min ledsager, der allerede fem minutter inde i opvarmningsbandet Jørgen Teller & The Empty Stairs’ avantgardistiske støjudladninger havde fået trætte ører og tunge øjenlåg. Ganske vist hænger støj og Thurston Moore uløseligt sammen, men det seneste skud på pladestammen, sidste års fremragende Demolished Thoughts, viste jo en anden, mere afdæmpet og akustisk side af manden. Jeg tænkte, at så måtte aftenens koncert i Store Vega da blive hyggelig. Den slags, hvor det faktisk havde været rart med en stol, så man kunne hvile lænden og afslappet nyde den aldrende rockgud i al hans livskloge vælde oppe på scenen. Jeg tog fejl.

Sidst jeg så Thurston Moore var på Roskilde Festival i 2005, hvor Sonic Youth spillede på Arena over to nætter. Et særligt mindeværdigt øjeblik var, da Moore lagde sig ned med guitaren mellem benene og selvironisk udlevede rock’n’roll-klicheen om at have sex med sit instrument. Jeg var fuldstændigt bjergtaget. Han er kendt for scenestunts af den kaliber og leverer ren underholdning, når han hovedkulds kaster sig rundt og tager pis på samtlige forestillinger om sig selv, sit band og støjens æstetik.

Syv år er gået siden koncerten på Arena, og trods sangkataloget og bandet nu er et andet, er der – thank God! – ikke meget andet, der er ændret. Det er efterhånden blevet en anmelderkliche at kommentere Moores evige teenagelook, men slående er det, at tidens tand stadig ikke har bidt sig rigtig fast i den næsten to meter høje mand. Okay, ansigtets folder og huden på halsen sidder måske ikke så stramt længere, og jeg kom til at se visse ligheder med Mick Jagger (ikke nødvendigvis en dårlig ting), men Joey Ramone-frisuren og den kejtede, ironisk jokende facon er intakte og lever i bedste velgående. Han er ikke bare king of noise, men også king of cool. Hvis man ikke lige ved det, er det ikke umiddelbart til at se, som han står der i en lidt for stor ternet skjorte. Over skulderen den røde guitarrem, hvor hans fornavn er broderet. El-guitaren, oversået med fjollede klistermærker, ligner også en, der kunne tilhøre en 13-årig dreng. »I <3 chaos« står der med glimmer.

Var man som jeg i den tro, at dette var en promotionkoncert for Demolished Thoughts, tog man fejl. Moore slog som det første fast, at det var Chelsea Light Moving (hans nye band, pladeaktuelle til september), der optrådte, og ikke »Thurston Moore (Sonic Youth)«, hvad Vegas plakat ellers siger. Sætlisten bestod af numre fra Moores tre soloalbum, overraskende nok flest fra det 17 år gamle Psychic Hearts, og ikke så få af de nye i Chelsea Light Moving-regi – som singlen ”Groovy & Linda”, hyldesten til William S. Burroughs, ”Burroughs”, og ”Frank O’ Hara Hit”, hvor de to eneste strenge, som Moore spillede på, uheldigvis sprang. Det affødte en længere ventetid, der kunne have udviklet sig til pinlig tavshed, men som den showman han er, greb Moore chancen til at sniksnakke med publikum. Pigerne fnes, og drengene brølede. Han har unægteligt charme, og han er ikke bange for at bruge den. Det mærker selv folk uden en indre teenage-fangirl.

Selvom akustisk guitar og violin har meget fremtrædende placeringer på de to seneste soloalbum, gik det ikke stille for sig. ”Circulation” (der efter sigende handler om menstruation) mundede ud i et inferno af støj, som var Sonic Youth værdigt, og det sidste ekstranummer, ”Patti Smith Math Scratch”, fik samtlige sæt fødder til at lette. Hvad enten Moore flyver gennem luften med guitaren rettet som våben eller står meditativt lukket inde i sin egen verden og filer løs på strengene, skal man være hugget i sten for ikke at begejstres og forblændet følge med i, hvad manden nu finder på. »I love you« smilede han sveddryppende til afsked, og det virkede ægte. I lige måde, Thurston.

Sideprojekter er ingen ny ting for Thurston Moore – eller for noget andet medlem af Sonic Youth, for den sags skyld. Alligevel føltes aftenen uigenkaldeligt som begyndelsen på en ny æra i hans musikalske virke. Ægte sørgeligt for en Sonic Youth-fan, men dejligt at få bekræftet, at uanset hvilken konstellation, han indgår i, er Moore fortsat et fascinerende bekendtskab.

★★★★★☆

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Deltag i debat