Plader

Twin Shadow: Confess

Twin Shadows andet album er ren 80’er-kitsch, men udført så elegant og professionelt, at det er svært at spore nogen som helst form for ironi. Med masser af synth og rock-guitar bygger albummet bro mellem indie fra i dag og new wave fra 80’erne.

Tager man et kig på det nye album fra Twin Shadow, ser man en mørklødet fyr med læderjakke og tilbagestrøget hår badet i et rødt spotlys, der akkurat orker at kaste et arrogant blik på én. Med andre ord er 80’er-klicheerne i top, men det stopper ikke her, for det andet album fra George Lewis Jr. under navnet Twin Shadow er et maraton i synth, rumklang og el-guitar med masser af knas. Selvom den dominikansk-fødte Lewis længe har rumsteret i den amerikanske undergrund, er han først for nyligt brudt igennem til de brede masser særligt takket være førstesinglen “Five Seconds”.

Omkring år 2000 startede han bandet Mad Man Films med venner, som senere blev medlemmer af grupper som blandt andre Hooray For Earth og Before Lazers. Sammen udsendte de to albums, før de brød op, og i 2006 flyttede Lewis til indie-musikkens højborg, Brooklyn. Hermed blev han en del af et kreativt miljø i New York-bydelen, som på denne tid oplevede en slags guldalder, og i de følgende år nærmest smed om sig med musikalske mesterværker. Her kan MGMTs Oracular Spectacular, Dirty Projectors Bitte Orca og Grizzly Bears Veckatimest blandt adskillige andre nævnes. Hvad ikke så mange ved er, at også Lewis – nu under navnet Twin Shadow – i kølvandet på denne succes udgav pladen Forget, der af musikkritikerne modtog mange roser og var at finde på adskillige lister over bedste albums i 2010. Den kommercielle anerkendelse udeblev dog, og albummet kan i dag være svært at opstøve i pladeforretninger.

Frustrationerne over at udgive et kritikerrost album uden at opleve medfølgende kommerciel succes kan dog have fungeret som en drivkraft hos Lewis. I hvert fald valgte han både at indspille alle instrumenter på egen hånd og at sætte sig selv i producerstolen, da opfølgeren, Confess, skulle blive til. Det er der blevet en højst homogen plade ud af.

Allerede i indledningsnummeret, “Golden Light”, bliver det klart, at Lewis på dette album fortsætter og videreudvikler den new wavede 80’er-lyd som også prægede debuten. Nummeret begynder med et par synthmelodier, der i dén grad slår tonen for albummet an. Disse afløses dog hurtigt af en dunkende stortromme samt steeldrums, hvorefter der igen indføres et par synthflader og en perkussiv bas. Der er absolut intet nyskabende i lyden, men det gør heller ikke så meget, når Lewis’ let croonende vokal træder ind. Vi taler ren 80’er-kitsch, men der er intet i fremførslen, der tyder på, at Twin Shadow er et ironisk foretagende.

Albummets højdepunkt er singlen “Five Seconds”, der også har fået en stor portion velfortjent airplay på de danske radiostationer. Her lyder Twin Shadow for alvor som nogle af de 80’er-idoler, som han sikkert har lyttet en del til under indspilningen af pladen. Det er et rendyrket pop/rock-nummer med sprudlende synth, melodiske guitarflader med masser af chorus og trommer, der i dén grad pisker sangen op i et hjernedødt tempo.

For et par år siden var Lewis impliceret i et motorcykeluheld med en af sine gode venner. De slap begge relativt uskadte fra episoden, men alligevel forårsagede oplevelsen nogle ar på Lewis’ sjæl. Blandt andet kampen for at genvinde tilliden til motorcyklen og de højtelskede ture på landevejene var hård, og denne kamp står også klart frem på det nyligt udsendte album. Alle sangene – og “Five Seconds” i særdeleshed – emmer nemlig af en helt særlig vitalitet, og med Lewis’ inderlige sang akkompagneret af hastige trommer og skarpe riffs føler man næsten, at man er i hans situation: på en motorcykel i høj fart i færd med at vinde noget tilbage.

Der er ikke mange overraskelser at komme efter på albummets 11 skæringer. På trods af et par guitarsoli og nogle modulationer, der unægteligt gør 80’er-klicheerne så meget desto mere underholdende, udvikler lyden sig ikke. Dette er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting. At kunne lyde som Phil Collins (“Beg for the Night”) og lave dansable passager (“Patient”), der giver umiskendelige mindelser om Human League og Duran Duran er så afgjort beundringsværdigt. Samtidig må man bøje sig dybt i støvet for Lewis’ utrolige øre for fængende melodier, hvilket kommer til udtryk i stort set hver eneste sang.

På mange måder er Twin Shadows Confess et af de mest vellykkede eksempler på en brobygning mellem nutidens indie-musik og new wave fra dengang, der stadig var noget, der hed Berlinmuren. Twin Shadows evne til at krænge sin sjæl ud i et kitschet musikalsk landskab, der mest af alt består af hårde guitarer og adskillige synthflader, uden at det bliver plat, er ganske enkelt uovertruffen. Det er så absolut en svær balancegang, men Twin Shadow gør det forrygende.

★★★★★☆

Deltag i debat