Nyheder

Ugens Undergrund: The Great Dictators

I denne uge omhandler Ugens Undergrund et band, der har op til flere ep’er bag sig. Navnet er The Great Dictators.

The Great Dictators er et syv mand stort band fra København, som blev dannet for omkring halvandet år siden. Sidenhen har de skabt en blandt andet her på siden anmelderrost epWhen I Waltz, som udkom i januar, produceret af Nikolaj Nørlund uden et pladeselskab indover. For nylig blev anden ep, Horrorscopes, sendt på gaden den 11. juni, og en tredje ep udkommer til efteråret.

Den melodiøse rock med folk-hygge indover, som The Great Dictators præsterer, minder i særdeleshed om The National og Tindersticks. Det er musik, som er en hyldest til den mørke, dybe mandestemme kombineret med sans for instrumenternes timing og kollektive karakter.

Hovedmanden bag The Great Dictators er komponist, tekstforfatter og sanger Dragut Lugalzagosis, som skriver mørke, melodiøse og storladne folknumre. Lugalzagosis’ stemme er dragende med sin mørke og melankolske klang, hvor han synger med et gennemtrængende nærvær og en god portion selvtillid. Her findes ingen instrumental tomgang eller repetition, men en bredspektret instrumentering bestående af blandt andet bas, banjo og autoharpe. Dette gør sig eksempelvis gældende på titelnummeret fra ep’en When I Waltz. Lige netop det nummer er mere neddæmpet end de andre på ep’en, som består af flere hyggelige uptempo-numre. I det hele taget skifter stemningen en del, hvilket kan synes lidt forvirrende med de dystre tekster. Det er dog, som om bandet er på rette vej, for på deres nyeste ep, Horrorscopes, er stemningen mere intakt hele vejen igennem.

Begge ep’er er bestemt anbefalelsesværdige, da det er gennemførte kompositioner med overraskende elementer, både lyrisk og musikalsk. Originalitet er ikke ordet, men jeg vil stadig mene, at The Great Dictators har talent til at vinde indpas i de danske folkrock-kredse, og det bliver at spændende at se, hvad der venter os til efteråret.

Om skribenten

Josephine Lau Jessen

Biografi:
Jeg har en forkærlighed for melankolsk rock og en særlig hang til syre-rock fra 70'erne. Min musiksmag spænder bredt, men bliver ofte bidt af god instrumental musik med en supplerende intens vokal. I perioder har nordisk musik, især folk, fyldt meget. Jeg bliver tit fanget af musik, som formår at skabe et specielt univers, man som lytter kan sætte sig ind i. Genremæssigt er jeg ikke kræsen, elektronisk, indie-rock, shoegaze og støjrock er dog blandt favoritterne.

Fem favoritalbums:
Radiohead: In Rainbows
Erykah Badu: Worldwide Underground
Mugison: Lonely Mountain
The Smiths: The Queen is Dead
Pink Floyd: Dark Side of the Moon

Skriv et svar

boeger