Nyheder

Erykah Badu og Flying Lotus i besnærende samarbejde

Erykah Badu vender tilbage sammen med Flying Lotus. Hun er heldigvis ikke lige så sur som sidst, hun gav lyd fra sig.


Sidste gang man hørte nyt fra Erykah Badu, var hun indhyllet i en tyk psychtåge skabt af Wayne Coyne og co. i the Flaming Lips. Og dette meget langt væk fra liv og glade souldage. Det var måske heller ikke et ubetinget heldigt projekt, idet den petite soulsangerinde gik Twitter-bersærk på den ellers så rare Coyne med beskyldninger om at blive ført bag lyset efter udgivelsen af videoen til deres fælles nummer “The First Time I Ever Saw Your Face”. Badu, der ellers før har prøvet kræfter med nøgenhed i offentlige sammenhænge, havde det vist overordentligt svært med at blive forvekslet med sin søster i videoen, hvor Nayrok, som er søsterens navn, fuldstændigt afklædt vrider sig i kropsvæsker i alskens afskygninger.

Det er gennemført bizart og nærmest elitær kunst, vil nogen sikkert sige og nikke anerkendende. ‘Men det er jo klamt og slet ikke mig!,’ råbte Erykah Badu. Resultat: Videoen findes stadig i den samme æstetiske ramme på internettet, men hovedpersonen selv er nu klippet ud og erstattet af Amanda Palmer. Blod er der ikke længere. Det samme gælder slubrede forplantningsmidler, for den sags skyld. Ja, sådan kan det altså gå, når man hører lyden af mama’s gun.

Undertegnede er dog stadig svært betaget af sangerindens nyfundne musikalske nysgerrighed, og derfor er der ekstra god grund til at glæde sig over det nye forunderlige samarbejde med Flying Lotus, som for øvrigt udgiver nyt album 2. oktober. Her bydes der igen på vokal-ekvilibrisme i en hi-hat-stresset syrejazz-komposition ved navn “See Thru to You”, der efterlader lytteren fuldstændigt forpustet.

En lille slutbemærkning: Erykah, hvis du nu havde valgt at starte dit samarbejde med Flying Lotus for nogle år tilbage, kunne du måske have endt i denne situation i stedet. Nej, vær du hellere glad for, at det ikke gik så galt.

Om skribenten

Mathias Eggert Wadsholt

Biografi:
Jeg vælger nok mere musik til, end jeg vælger musik fra. Det er af min klare overbevisning, at det er i tilvalget, at belønningen findes. Jeg ville have ærgret mig enormt, hvis jeg i sin tid ikke havde tilføjet Madlib og J Dilla til min daværende lidt snævre Radiohead-betonede musiksmag. Eller hvis jeg nu fuldstændig afskrev r'n'b. Nej, det ville være for tåbeligt. Dertil er Janelle Monae for sublim. Og Lianna La Havas' stemme en anelse for 'what-is-that-sound'-agtig. Eller hvis jeg nu virkelig kategorisk nægtede at give mig i kast med Tom Waits. I så fald, ingen tønder, bulder og brag. For lidt uforudsigelighed. Det er måske der, den ligger. Jeg har brug for lidt uærlighed i musik. Musik der måske antyder at ville noget, men ender med at gøre noget andet. Det storslåede, det finurlige, det smukke, men kun hvis det stritter en lille smule imod. Hvis det farer vild i mit hoved, og ikke skyder nogen genveje.

 

Fem favoritalbums:
Radiohead: Kid A
Blur: Think Tank
Tom Waits: Small Change
J Dilla: The Shining
Beach Boys: Pet Sounds

Skriv et svar