Plader

Badun: s.o.t.s.

Skrevet af Signe Palsøe

Baduns fetich for det sidste årtusindes electronica fornægter sig ingenlunde – faktisk er s.o.t.s. den danske duos hidtil mest genretrofaste udspil. Musikken på Baduns rumstation er mørk, bastung, ultranørdet og som regel ret vellykket.

Badun har efterhånden været igennem et par musikalske hårnålesving, siden de i 2007 udgav det selvbetitlede debutalbum. Dengang var der lige dele jazz og anmassende laptop-electronica på plakaten, og siden da har Badun både strejfet rundt i et bastungt, orientalsk nattemørke på ep’en Tandoori Tentacle og spillet stenet tv-køkken-jazz på den tre år gamle Last Night Sleep.

Og nu er den danske duo endnu en gang trådt et skridt tilbage i karrieren – ud af den lune dagligstue og ind i et tæt og ofte temmelig ildevarslende mørke.  s.o.t.s. er præget af Baduns sædvanlige forkærlighed for heftigt opklippede beat, men på udgivelsen indgår de i et lydbillede, der er det mindst jazzede, duoen endnu har præsteret. Selvom s.o.t.s. i modsætning til det tidligere materiale næsten kun er elektronisk, er lyden ikke udelukkende maskinel. Musikken hjemsøges endnu af mange organiske klange, og rytmisk forskudte raslelyde, en dybt vibrerende boblen eller knagende undertoner pusler konstant i lydbilledet, selvom indtrykkene ofte virker så fjerne og ekkoende, som var de sanset gennem en dykkerklokke. Den varme og indbydende jazz finder på intet tidspunkt vej til Baduns kælder, og sammenligningen med Autechres kølige techno ligger mere ligefor end nogensinde.

Rastløsheden lurer i de dumpe, nedbrudte og helt små-funkede beat hos åbneren “Kætø”, men som mange andre steder på s.o.t.s. holder de bastante slag så meget igen, at det aldrig bliver decideret hæsblæsende. Faktisk er store sektioner af pladen præget af ulmende minimaltechnoide eller helt ambiente passager, hvor eksempelvis den lange intro til “Fradig James” bringer mindelser om Demdike Stare i deres mindst orientalske hjørne. Det runger og suger, som havde Badun optaget stykket på en rumstation, og vakuumet gør det skarpslebne beat, der snart sætter ind, så meget desto mere insisterende. Helt fremragende bliver det, når lyse strejf af diskret synth efterhånden slår huller i det digitale mørke med et lille, iørefaldende tema, og det havde ikke skadet, om Badun havde ladet endnu flere af den slags fikspunkter for øret præge s.o.t.s.

Trods de fremmedgørende lydlandskaber er pladen dog så tilpas detaljeret og varieret, at man sjældent keder sig i dens selskab. Ud af “New Holme Ejj90″s forjagede zappen mellem et utal af basvariationer og sekundkorte passager med antageligt menneskespillede instrumenter dukker efterhånden noget, der lyder som et gregoriansk munkekor, fjernt ekkoende stemmer, robotblip og måske endda et stort, uvenligt dyrs tunge åndedræt. Her er tale om detaljerytteri af en langtfra uanselig kaliber, og jeg kan blive helt forpustet af at tænke på, hvor mange timers nørderi ved tangenterne Badun må have lagt i s.o.t.s. Lyden er ingenlunde original – faktisk er det få nutidige bands, der har en så trofast tilgang til en genre, som havde sin storhedstid for over ti år siden – men musikken er varieret og gennemkomponeret til fingerspidserne.

Måske havde det klædt s.o.t.s. oftere at lade en karakteristisk og iørefaldende passage bære lydbilledet, da pladen – især mod sin afslutning – har tendens til at lukke sig lige vel meget omkring sit beat-nørklende univers til, at det for alvor bliver interessant for lytteren. Alligevel er Baduns styrkeprøve med old school, technoid electronica så veludført, at det langt hen ad vejen ikke er vanskeligt at lade sig suge ud til duoens rumstation og samtidig nyde turen.

★★★★☆☆

Deltag i debat