Koncerter

Berlin Festival: Franz Ferdinand, 08.09.12, Main Stage

Foto: Timmy Hargesheimer
Skrevet af Camilla Zuleger

Franz Ferdinand viste tegn på, at de kunne være værdige til endnu en storhedstid. Desværre blev det pga. dårlige lydforhold aldrig til mere end en nostalgisk koncert, der mindede en om dengang, det var stort.


Foto: Timmy Hargesheimer

Franz Ferdinand leverede lørdag aften i Berlin et show, der kun sporadisk mindede mig om, hvorfor jeg skamhørte skotterne for seks år siden. Desværre syntes det, at de havde noget svært ved at holde publikum fanget, som for størstedelens vedkommende tydeligvis var kommet for at danse med på kæmpehits som ”Take Me Out” og ”The Dark of the Matinée” tilbage fra dengang, hvor Franz Ferdinand var på alles læber.

På den måde havde Franz Ferdinand prioriteret helt rigtigt, idet de havde langt mere fra deres tidligere plader, Franz Ferdinand fra 2004 og You Could Have It So Much Better fra 2005, og knap så meget fra Tonight: Franz Ferdinand fra 2009, der aldrig opnåede lige så stor succes som de to forrige.

Når man er så crowdpleasende, som Franz Ferdinand og især forsanger Alex Kapranos var, er det fuldt ud i orden, at man blander noget af det nye og mere ukendte ind blandt mastodontnumrene. Det er bare ærgerligt at skulle være oppe imod urimelig dårlig lydkvalitet. Det kan man formentlig kun bebrejde arrangørerne, men ikke desto mindre gav det koncerten en generelt noget fad fornemmelse – og det gik især ud over koncertens knap så populære indslag. Når man spiller ”Take Me Out” for en næsten udsolgt Berlin Festival, hvor alle synger med på det karakteristiske guitarriff, er det knap så forstyrrende, at lyden ikke sidder lige i skabet, men på alle andre tidspunkter hører det ingen steder hjemme.

Publikum var dog en tilgivende skare, der var villig til at betale prisen for a trip down memory lane, som helt klart var temaet for lørdagens koncert. Franz Ferdinand afsluttede med en erklæring, der manifesterede, at de stadig kan deres kram, da de alle fire mand tog del i den imponerende trommefinale.

Jeg havde svoret, at mine britpop-dage var forbi for længst, men en dansende lørdag aften i selskab med Franz Ferdinand var lige ved at ændre den indstilling. Desværre var teknikken langt fra i orden, hvad gjorde, at det kun var et kighul tilbage til mine teenageår og ikke den renæssance, som Franz Ferdinand viste tegn på, at de egentlig godt kunne have fortjent.

★★★★☆☆

1 kommentar

  • Fin anmeldelse.

    Desværre var jeg ikke selv i Berlin, men jeg husker tydeligt, hvordan min første Franz Ferdinand koncert forløb. De kan ganske enkelt noget på en scene, der er helt unikt. Det er ganske rigtigt ‘musik man kan danse til’, som de udtrykte det i deres karrieres forår.

    Jeg håber snart på nyt fra de viltre skotter.

Deltag i debat