Koncerter

Berlin Festival: I Heart Sharks, 08.09.12, Hangar 5

Foto: Christoph Mack
Skrevet af Camilla Zuleger

Tyske I Heart Sharks leverede baggrundsmusikken til lørdagens fællessang, men kom aldrig rigtig ud over lyden fra CD’en.

Foto: Christoph Mack

Det berlinske indie-electronicaband I Heart Sharks udgav i 2011 deres debutalbum Summer, som blev modtaget med hovedsagligt gode anmeldelser i den tyske presse. De er langt fra det største af alle navne, men lørdagens koncert beviste, at nogle bands ikke behøver gøre den største indsats for at få publikum på deres side.

Faktisk skulle der ikke mere til end, at Pierre Bee, Simon Wangemann og Georg Steinmaier gik ind på scenen i tre ens lyseblå skjorter, for at festen begyndte. Der var med andre ord ingen tvivl om, at I Heart Sharks var på hjemmebane. Populariteten hos publikum var udtalt fra første anslag af åbningsnummeret ”Monogamy”: Undertegnede tilhørte i høj grad den minoritet, der ikke havde memoreret hvert et ord.

I Heart Sharks havde helt afgjort publikum i deres hule hånd og gav præcis det, folket ville have – og ikke en tøddel mere, hvilket også gjorde koncerten lettere kedsommelig. I Heart Sharks har, indrømmet, lavet nogle meget dansable og catchy sange, men der blev showet igennem spillet på præcis de samme tangenter, både performance-mæssigt og musikalsk.

Deres største hit må bestemt siges at være titelnummeret fra debutpladen, og det var da også den sang, der fik den tyske fanskare helt op i højeste gear. Men sangen lå for tæt på lyden fra cd’en, og hvad bliver så ideen i en liveoplevelse? Bevares, det gav optimale forudsætninger for fællessang, men når koncerter ikke bevæger sig væk fra pladesporet, bliver det ligegyldigt.

I Heart Sharks har tilsyneladende fundet en lyd og en formel, der fungerer for dem,  men variation og udfordringer var der meget lidt af. Folkefesten var dog helt i topklasse, hvad alt andet lige kræver sit band.

★★★★☆☆

Om skribenten

Camilla Zuleger

Biografi:
Græder når jeg hører musik, der giver mening og går op i en højere enhed. Bliver til gengæld træt og gammel, når musikere ikke udnytter deres potentiale. Det nytter ingenting, hvis lyrikken ikke spiller. Og det er lidt løgn. For jeg har for ganske nyligt kastet min kærlighed på den elektroniske scene med dubstep og andre fortryllende instrumentale og bestemt ikke særlig lyriske arrangementer. Alligevel er mine all-time favorites nogle, hvor teksterne lige så godt kunne være havnet i en digtsamling. Hvilket giver mig anledning til at sige, at jeg bruger overskydende tid på at tosse rundt på danskstudiet på Københavns Universitet med masser af god og dårlig poesi og en kræsen for detaljen. Lidt ligesom min musiksmag. Håber jeg.

Skriv et svar