Koncerter

Berlin Festival: Sigur Rós, 07.09.12, Main Stage

Foto: Stephan Flad
Skrevet af Camilla Zuleger

Sigur Rós forsøgte fredag aften at presse deres islandske, grandiose melankoli ned i et stadionrockformat, der ikke udøvede musikken retfærdighed. Sigur Rós kom tæt på, men ikke tæt nok.

Foto: Stephan Flad

Sigur Rós står højt på listen over bands, der kan spille, så det rør én helt inde i knoglerne, helt inde hvor det bliver allermest vedkommende og så smukt, at en sart sjæl som oftest kan fristes til en tåre eller to.

Med en blid støvregn over den åbne plads foran hovedscenen på festivalen og en film på scenen, der viste sort/hvide, grovkornede naturlandskaber, var scenen i allerhøjeste grad sat for den til tider trancelignende stemning, islændingene kan skabe.

Sigur Rós lagde også rigtig godt ud med et meget kraftigt anslag til åbningsnummeret, der ledte direkte op til en sand publikumsfavorit med ”Staralfur” fra bandets gennembrudsplade Ágætis Byrjun. På trods af, at denne åbning af koncerten, der størstedelen af tiden foregik i silende regn, sad fuldstændig i skabet, kom Sigur Rós aldrig helt derop, hvor de hører hjemme.

Det er bestemt ikke fordi, Sigur Rós ikke bør spille på den største scene, og med et orkester på hele 11 mand, var det da også kun passende, men når man spiller en i forvejen så storladen musik, skal man ikke gøre den kunstigt større. Den islandske melankoli, der er med til at gøre Sigur Rós’ musik så fantastisk, forsvandt i et stadionrocklignende format, hvor kampen om at komme ud over scenekanten må siges at være noget op ad bakke.

Frontmanden Jonsí er dog stadig Jonsí, og efter at have holdt en klokkeklar, men samtidig vibrerende tone i så lang tid, at man et øjeblik troede, at et keyboard havde taget over, var den umiddelbare skepsis trådt noget i baggrunden.

Intimiteten og den ekstaselignende fornemmelse, jeg havde håbet på og forventet, udeblev, og stadionrocken blandede sig i noget, hvor den ikke har noget at skulle have sagt. Det var trods faktummet, at koncerten var noget nær en hitparade, ikke en uforglemmelig oplevelse, men bestemt heller ikke én, der bare sådan rystes af sig. Med enkelte glimt af gåsehud forårsaget af et helstøbt musikbillede og Jonsís usammenlignelige vokal, var Sigur Rós tæt på – og samtidig så langt fra, hvor de burde være.

★★★½☆☆

1 kommentar

  • Næsten enig. Deres lyd er blevet mere intens efter Kjartan er trådt ud af bandet. Meget mere guitar nu. Men lyden v Berlin Festival var til tider katastrofal. Lydmanden fik aldrig styr på bassen.

Deltag i debat