Plader

Birthgiving Toad: As Fruit Hat

Birthgiving Toad, aka Lasse Bækby Buch, følger op på sidste års debut med ti nye numre. Der er psykedelisk og skramlende rock for alle pengene, selvom den unge musiker dog ikke når helt i land med den svære 2’er.

Birthgiving Toad. Alene navnet antyder det. Vi er ude på et musikalsk overdrev. Bandet består af sanger, sangskriver og multiinstrumentalist, Lasse Bækby Buch, der sidste år sendte debuten, For Awkward Company, på gaden. Der var dengang skæv og udsyret rock på programmet, og det følges der nu op på med albummet As Fruit Hat, der med 10 numre fordelt over 41 minutter udgør en tour de force i alle mulige og umulige soniske krumspring.

At genrebestemme Birthgiving Toad har sine besværligheder, for her er for alvor tale om en skizofren valsen frem og tilbage mellem forskellige stole; nogle mere solide end andre. Prog og klassisk syrerock, som det blev skåret i starten af 70’erne, er grundstammen. Klart. Tyk fuzzet guitar, orgel og lange instrumentale passager maner den helt rigtige Zappa-stemning frem. Men der er mere og andet end 70’er-nostalgi i spil. Produktionen er skramlet og trækker, sammen med de til tider tørt hakkende guitarer, det samlede udtryk i retning af lo-fi og støjrock. En udpræget brug af stop/start-dynamik og sære breaks sætter ligeledes sit præg, hvorved et fjernt slægtskab med mathrocken anes.

As Fruit Hat er en rodet fornøjelse (hvilket utvivlsomt er med vilje), og ville nok tangere det, en af mine bekendte lidet flatterende betegner som ‘hovedpinemusik’. Og det er da nok heller ikke Birthgiving Toad, man vil sætte på morgenen efter en våd aften, når det føles, som om frontallappen er på vej ud gennem skallen. Dertil er det for tung kost. Til gengæld er det befriende at lægge øre til et band, der i den grad tillader sig selv at lege med ethvert element af både sangskrivning, produktion og instrumentering.

Netop instrumenteringen gør det til en oplevelse at lytte til bandet. Albummet åbnes med “Thought of Having the Most”, der er et herligt sammensurium: Energiske trommer, fuzzbas, orgel, strygere, keyboard, blæsere og atter flere blæsere fræser af sted over en næsten naivt enkel guitarfigur for at ende i ren støj. Lydbilledet er på sin vis storladent, men på en underspillet måde, hvor de mange instrumenter skiftes til at falde ind og ud af musikken, så der aldrig bliver fuldvoksen wall of sound, men til gengæld er masser af variation. Og det gør sig gældende på flere af skæringerne, eksempelvis også den efterfølgende “The Pet”, hvor der skrues en tand op for energiniveauet.

Eneste anke mod begge numre er Buchs vokal, der i al sin kastrale skønhed alligevel ender med at blive for skinger og anstrengt. Det samme er tilfældet i ”Circles”, der ellers ruller lækkert og syret af sted over et bossa nova-agtigt og tilbagetrukkent beat. Den uskønne vokal er naturligvis med til at understrege det alt andet end konforme helhedsudtryk, men desværre ikke på den fede måde.
Helt galt går det i “Wearing Only Foam”, hvor vokalen nærmer sig en reel omgang trækken-katten-i-halen. Om præstationen virkelig afspejler Buchs sangmæssige kunnen, eller om det er gjort grimt med vilje, skal være usagt. Men vokalen fungerer i al fald bedst, når den befinder sig i et mere naturligt leje. Det sker desværre alt for få gange på albummet, og det er synd.

Andre numre fungerer mindre godt end de første, og der kommer desværre flere og flere af dem, som albummet skrider frem, hvilket selvsagt går ud over helhedsindtrykket. Fornemmelsen af, at numrene sumper sig sammen til én bastant lydgrød, vokser støt og roligt. Hvor spændende de end måtte være enkeltvis, bliver det bare næsten for meget af det gode. Efter noget tid begynder man at blive træt. Numre som “In the Attic, With Tools” og “Stick With You” er skrabede uden den opfindsomme instrumentering, og man savner de legende indslag fra albummets første halvdel.

Et lidt uventet højdepunkt finder man i den instrumentale “And Will Your Under Should Like to Sleep”. Nummeret udviser en kompetent forståelse for melodi, idet fine figurer smukt og skrøbelig væver sig ind i hinanden – helt uden fuzz og halsbrækkende trommer. Det er med andre ord en vaskeægte ørehænger af den alternative slags og vokser dermed til at være så meget mere end det lille instrumentale intermezzo, det sikkert er ment som. Og netop denne overraskende oplevelse midt inde i albummet får mig til i dén grad at savne mere fra samme skuffe.

Birthgiving Toad kunne med fordel nuancere udtrykket lidt ved at vægte det melodiske højere; om ikke andet så bare momentarisk. Ikke fordi Buch skal klandres for at eksperimentere og dyrke det skæve, men fordi sangene til tider kan virke, som om de er tænkt lige en centimeter eller to længere, end fremførelsen kan bære. Albummet består således af en håndfuld gode sange og en håndfuld mindre gode. Og med al respekt for det musikalske håndværk og den nysgerrighed og innovation, der ligger bag As Fruit Hat, er det unægtelig en udfordring at lytte sig gennem samtlige 41 minutter i ét hug.

Hvor interessant et bekendtskab Birthgiving Toad end er, gør bandet sig endnu nok bedst i et kortere format, hvor der er luget ud i det svageste materiale, eller live, hvor jeg levende kan forestille mig, hvordan anarkismen og det smadrede lydunivers kunne være den perfekte opskrift på en oplevelse ud over det sædvanlige.

★★★½☆☆

Deltag i debat