Det virker jo nærmest som et mirakel i sig selv, at der stadig kommer lyd ud af den noget medtagne, 71-årige sangskriver fra Amerikas midwest. Men det gør der altså. Og selv efter godt 50 år i felten, med et heftigt tourliv og en smøg i flaben som eneste sande følgesven, præsterer Bob Dylan at spyde et veloplagt studiealbum ud. Det 35. af slagsen.
Det er ikke for ingenting, at Bob Dylan siden sin debut i 1962 har opnået noget nær profetstatus. Han har begået sig inden for utallige genrer (blues, folk, jazz, country, 60’er-rock, for bare at nævne de første) skrevet tekster, der kan få voksne mænd til at græde, og levet et turbulent liv, hvor massiv presse- og fanforfølgelse i lange perioder var en del af hverdagen.
Og lige præcis fordi Dylan allerede har vundet særstatus i den moderne musikhistorie, er det fristende at vurdere hans værker noget ukritisk med det, måske ubevidste, synspunkt, at det er godt, bare fordi det er Bob Dylan. Mit mål for denne anmeldelse var ikke at falde i fælden. Men det blev svært.
Tempest er nemlig en god plade. Ikke så meget pis. Også selvom der stil- og genremæssigt er ikke meget nyt under solen i forhold til de sidste par skiver. Der er smukke ballader, dystre viser og – selvfølgelig – kæk 12-taktersblues nok til at dække ethvert behov. Bob Dylan, som vi kender ham fra nyere plader som Modern Times (2006) og Together Through Life (2009).
Alligevel skiller Tempest sig ud på nogle få punkter. Den er lidt mørkere end de to førnævnte. Ikke på den tunge måde, snarere melankolsk som Oh Mercy (1989) eller Time Out of Mind (1997).
Og det er heldigvis på disse mere melankolske skæringer, at pladen bliver allermest stemningsfuld. Nogle vil måske synes, at han på numre som den Titanic-inspirerede ”Tempest” og John Lennon-hyldesten ”Roll On John” lyder lidt for meget som en bodega-fatter, der ud på dagens første timer begynder at bræge visdomsord og anekdoter ud til tonerne fra barens tøffende stamband – andre vil elske det, måske netop af den årsag.
Samme vej går ”Long and Wasted Years”, som er et af pladens højdepunkter med sin skarpe, hjerteskærende og smukt episke tekst og den cool, tilbagelænede levering fra både band og Bob.
I den helt anden grøft finder vi den funky, groovy og overlegne “Early Roman Kings”, som er et andet af pladens rosværdige numre. Skæringen emmer af overskud, og jeg får sådan lyst til at høre det live på en aften, hvor Dylan er i godt humør og står og ryster lidt med sine tynde arme i takt til musikken.
Den skarpe læser kan måske godt mærke, hvor det bærer henad: Vi er oppe og kradse lidt i overfladen af de store stjerner nu. Men vi skal lige forbi et par af de kedelige numre, som der desværre også er blevet plads til blandt guldkornene.
Måske er det bare mig, men jeg har aldrig brudt mig så meget om de dystre viser, der af og til sniger sig ind på Dylans senere udgivelser. Når de bliver spillet live, virker de fint, men på plade bliver de udmattende og virker uoriginale. På Tempest er genren repræsenteret ved “Scarlet Town” og “Tin Angel”, og ja, de bliver trættende i længden.
Det samme gælder lidt for de lange bluesnumre, “Narrow Way” og “Duquesne Whistle”. På den anden side har de alligevel noget charme i simpelheden og rundgangene, der bare bliver ved og ved. Og teksterne fejler jo ikke noget.
Tempest vokser med antallet af lyt. Og den fortjener bestemt at blive lyttet til. Den er en del mere spændende end den forrige, Together Through Life, lige præcis fordi den tør være melankolsk, ja næsten storslået – men altid på den Dylan’ske underspillede facon. Og så er der i øvrigt et kæmpe livepotentiale i mange af numrene. Bestemt ikke dårligt for en mand, der er på “Neverending Tour”, selvom hans kæmpemæssige repertoire efterhånden ikke kan beskyldes for at mangle afveksling.
