Plader

Bodebrixen: Out of Options

Skrevet af Durita Dybczak

Bodebrixen er tilbage med solskinspop til masserne efter tre års pause. Det er sødt og naivt og bør indtages i små doser.

Personligt stiftede jeg første gang bekendtskab med Bodebrixen på Roskilde Festivals Pavilion Junior-scene sommeren 2009. Jeg kendte ikke noget til musikken i forvejen, men havde af en eller anden årsag fundet vej ind under teltdugen. Det, jeg husker fra koncerten, er den lalleglade sommerstemning, som selvfølgelig præger hele festivalen, men som var særligt gennemgående ved Bodebrixens uprætentiøse og ligetil fremførsel og musik, og som smittede af på hele publikum. Der skulle gå tre år, før jeg igen fik deres musik at høre.

Out of Options er bandets tredje udspil. Faktisk har albummet ligget færdigt siden september sidste år, men på grund af uenigheder med det tidligere pladeselskab, er det først nu, hvor drengene har signet med nyt selskab, at det får lov til at se dagens lys. Selvom der er gået tre år siden sidst, er det stadig de samme bekymringsfrie toner, der strømmer ud af mine høretelefoner. Jeg bliver straks hensat til simplere tider og festivalstemning med høj sol, hvor dagens største bekymring er, hvordan øllen kan holdes lunken i det mindste.

Solskinspoppen skyllede som en bølge over Danmark for et par år siden med først Junior Senior og siden Alphabeat og Ginger Ninja med flere, men den lever skam stadig i bedste velgående. De sidste nye tilkommere har gerne et lidt folket islæt – hør eksempelvis Treefight for Sunlight eller The Green Lives. Opskriften er dog næsten den samme: lyse melodier, der smager af saftevandsis, på en bund af keyboard med lidt synth og håbløst naive tekster om piger, der hedder Jessica, og – ganske afgørende – omkvæd bestående af teksten »na-na-na-na-na«.

Det absolut største plus ved Out of Options må være produktionen, der tydeligvis har fået et nøk opad siden de to forrige plader. Til at hjælpe sig har drengene haft Frederik Nordsø fra The William Blakes, hvilket også kan høres, hvis man lytter godt efter. Lyden er fyldig og lækker med en solid bund af energiske beats, der hurtigt kan rive én med på eskapistiske sommereventyr.

Det er ikke, fordi musikken kræver noget af lytteren. Teksterne kan selv børn, der ikke kan engelsk, synge med på – og de bliver i øvrigt leveret med en god dansk accent. Men skal det være en udfordring at høre musik? Jeg mener – hvem kan ikke lide saftevandsis en varm sommerdag? Efter 13 af de is er det dog, som om maveknebene trænger sig på, og jeg får brug for lidt solid føde. Det går op for mig, at skyerne ikke er lyserøde, og at hverdagen og det grå efterår venter rundt om hjørnet. Men en tak skal lyde til Bode og Brixen for et øjebliks dagdrømmeri.

★★★☆☆☆

Deltag i debat