Plader

Brother Ali: Mourning in America, Dreaming in Color

Skrevet af Emil Fibiger

Den samfundsbevidste rapper Brother Ali har som altid en masse på hjerte om den verden, han lever i. Det er dog først, når han zoomer ind på sig selv, at han bliver rigtig interessant.

Jeg kan rigtig godt lide Brother Ali. Den store bamse fra Minneapolis er en af de mest melodiøse og soulede stemmer i hiphoppen. Som det undergrundsnavn han er, tjener han sine penge ved at turnere mere eller mindre non-stop. Det kommer ham til gode i studiet, hvor han virkelig formår at lave autentisk rap, der ikke er pakket ind i effekter, men alligevel rager langt ud over den mikrofonboks, den er indspillet i.

Når man dertil lægger, at han er et menneske med en historie, der trumfer Eminems familieproblemer med flere længder, så har man noget helt specielt, som gik op i en højere enhed på 2007-pladen The Undisputed Truth.

På hans nye plade, Mourning in America, Dreaming in Color, er det Ali, som vi kender ham fra The Undisputed Truth og den imponerende opfølger, Us, fra 2009 – samfundsbevidst rap blandet med mere personlige tekster om den kamp, som det meste af hans liv har været.

Lad os først tage et kig på de samfundsbevidste sange, som er i klar overvægt på pladen.
Albumåbneren “Letter to My Countrymen” er et »testament about the deeply, depressing mess, we are in«, og en broderlig opfordring til at stå sammen om at gøre verden til et bedre sted. Et sympatisk budskab, der bliver leveret over et brummende beat med afdæmpet klokkespil og kor på omkvædet. Næste sang, “Only Life I Know” har en rullende, soulet produktion og en Ali, der rapper om fattigdom og modløshed fra forskellige perspektiver på gaden. Sangen “Mourning in America” er en mere hardcore rap-sag med et hujende dommedagskor, hvor Ali åbner med at rappe »murder murder murder, kill, kill, kill«, som en kommentar til, at USA bekæmper terrorisme ved at slå endnu flere ihjel.

De tre sange er kendetegnende for hele pladen på den måde, at de har en Ali, der som altid gør sit arbejde ordentligt og smider nogle solide rim. Alligevel når sangene og størstedelen af pladen ikke helt niveauet fra Ali’s tidligere udgivelser.

Ulighed og krig er emner, som Ali har rappet om mange gange før, og det gentager han ganske udmærket her, men jeg savner, at de får et nyt twist. Man kan også godt efterlyse rigtig dybde og slagkraft i de tekster, hvor Ali slår ud efter USA som nation. På “Letter to My Countrymen” bliver vi eksempelvis aldrig kloge på, hvorfor han synes, det står så skidt til i USA, ud over at der stadig er nogle problemer med »the race thing« – det er lidt for let at slynge ud. På pladen inddrager han det arabiske forårs mange borgeroprør, hvilket er en fin nok ide, men heller ikke det emne formår han at lave en rigtig god eller vedkommende sang ud af.

Jake One, der har overtaget producerstolen fra en travlt optaget Ant, har ikke pillet for meget ved det lydbillede, man normalt hører på en Ali-skive. Det nye makkerpar har tidligere samarbejdet om det latterligt fede track “The Truth”, men her på pladen skal man lede længe efter produktioner, der rigtigt bider. De fleste af dem er ligesom Alis indsats lidt på det jævne. “Say Amen” er dog direkte dårlig og lyder som noget fra øvelokalet med Alis tourband.

Der er også en håndfuld rigtig stærke sange på albummet. Og det er ikke overraskende dem, hvor Ali kigger på sig selv i stedet for verden. “Stop the Press” har masser af drive og giver os en update på, hvad der er sket i Alis liv siden sidst. Det er ikke så lidt.

“All You Need” har et lækkert soulsample og en Ali, der fortæller sandheder om fortiden til sin søn. Og så er der selvfølgelig albummets bedste sang, “My Beloved” – en smuk og poetisk hyldest til kærlighed.

Brother Ali har ikke lavet en dårlig plade, men han skuffer i forhold til tidligere udgivelser. Faktisk ramte han en del mere plet med ep’en The Bite Marked Heart, som han lagde til gratis download tidligere i år – måske fordi han ikke har så travlt med at redde verden på den udgivelse.

★★★½☆☆

Deltag i debat