Plader

Calexico: Algiers

Skrevet af Andreas Overgaard

Amerikanske Calexico betræder ikke ligefrem jomfruelig grund på plade nummer syv, men Arizona-bandet har atter skåret et solidt, varieret album, der er en velkommen tilføjelse til den efterhånden bugnende diskografi.

Med seks velanmeldte fuldlængdeplader, samme antal ep’er og et enkelt soundtrack oven i hatten har Calexico efterhånden etableret sig som et af americanaens mere prominente navne. Den nyeste tilføjelse til bandets efterhånden bugnende diskografi, Algiers, er dog gruppens første regulære studiealbum i fire år, nemlig siden Carried to Dust udkom i 2008. Der er dog kommet ny musik fra bandet sidenhen, da det i 2010 leverede soundtracket til dokumentarfilmen Circo.

Algiers er opkaldt efter byen i New Orleans, hvor bandet arbejdede på pladen. Pladen viser et Calexico, der som altid blander deres støvede alternative country med traditionel mexicansk musik – en lyd, som har været vedvarende siden bandets begyndelse, om end den er blevet mere poleret med tiden. Turen til det mere soul-jazzede New Orleans har dog ikke resulteret i et genfødt Calexico, da det er i høj grad er det samme band.

Pladen sætter stærkt fra start med ”Epic”, der åbner ballet med en stille intro, fulgt op af et akustisk guitarriff, der hurtigt får selskab af mange lag af instrumenter og fængende vokalharmonier. Resulteret bliver et smukt, detaljeret lydbillede, der viser Calexicos mere indie-folkede side.

“Splitter” sætter tempoet op, men det bliver først for alvor spændende i “Sinner in the Sea”, der for første gang på pladen byder på en hornsektion. Sangen kulminerer i et heftigt, orgelstøttet c-stykke, hvor en dramatisk Joey Burns messer og synger med overbevisende indlevelse og får lytteren til at spidse ører for alvor.

Intensiteten falder dog hurtigt med “Fortune Teller”, der er en sød lille sag, og med sine smukke harmonier trækker tankerne mod et band som The Head and the Heart. “Para” følger trop og giver et godt eksempel på noget, Calexico atter har perfektioneret: at begrave melodierne under et støvet lydbillede, hvilket giver den effekt, at melodimaterialet er memorabelt, men samtidig sørger for, at der ved hvert eneste lyt kan graves flere og flere detaljer op, hvilket giver pladen ekstra holdbarhed.

Titelnummeret, ”Puerto” og ”No te vayas” byder atter på den mere mexicansk-dominerede musik (de sidste to synges primært på spansk) og får det indre øje til at afspille billeder af det sydlige USA’s natur og landsbyer.

Algiers veksler flot mellem de eksotiske, mexicanske melodier og den mere velkendte alternative country og indierock og skaber generelt et flot helhedsindtryk. Dog savner den til tider et spark og lidt krydderi, der ville få pladen til at blive helt igennem mindeværdig – det hele virker lidt for tiltrådt. Pladen er dog hele vejen selvsikkert, solidt håndværk og vil stadig være et solidt bekendtskab for enhver Calexico-fan.

★★★★½☆

Deltag i debat