Plader

Cat Power: Sun

Cat Power er efter to lidt for tandløse album tilbage i det dystre hjørne på sit måske mest modige udspil til dato – nu tilsat synth.

Chan Marshall har alle dage været en sart sjæl. Jeg glemmer aldrig en koncert på Lille Vega i 2005, hvor hun rystende som et espeløv sad bag klaveret i en god blanding af brandert og sceneskræk. Og jeg elsker hende for al hendes sortsind. Moon PixThe Covers’ Record og mesterværket You Are Free er i min bog de ultimative mørke sommerplader. Derfor blev jeg på bedste egoistiske vis lidt bekymret, da jeg læste, at Marshall alias Cat Power nu ser lysere på tilværelsen. Alene titlen, Sun, lyder umiddelbart lidt frelst, gør den ikke? Ordet ”genfødsel” optræder flittigt i både pressemateriale og interviews, men det lader sig dog hurtigt afsløre, at selvom Chan Marshall ser lysere på tilværelsen i dag, er hun endnu langt fra at være et ukompliceret bekendtskab.

Sun tager Cat Power på én gang skridt i en ny retning og vender samtidig tilbage til sit dystre udgangspunkt. The Greatest fra 2006 bød på en ny, mere letbenet og poleret musikalsk stil, hvor inspirationen på nærmest konceptagtig vis kom fra Memphis’ country- og soulscene. Det er hun til min store fryd gået væk fra for at koncentrere sig om det, hun gør bedst: at dyrke det rå, personlige singer-songwriter-udtryk med stærke tekster, altid fulde af følelser, om det så er overstrømmende kærlighed eller sort tungsind.

Albummet er produceret, skrevet, fremført og indspillet af Marshall selv, og total kontrol og uafhængighed lader da også til at være et gennemgående lyrisk tema. Til trods for at Sun er blevet til i kølvandet på et forlist kærlighedsforhold, er det en særdeles fattet og vellydende Cat Power, der skærer knivskarpt igennem på den fængende ”Cherokee”.

Som noget nyt er der en tydelig elektronisk komponent at spore, og særligt bemærkelsesværdige er de distortede vokaler, der flere gange lyder, som om Marshall synger duet med sig selv. Det er med til at skabe et mere lagdelt og nuanceret lydbillede end tidligere – mindre organisk, men mere moderne, fristes jeg til at skrive. Desværre fungerer det ikke lige godt i alle tilfælde. Særligt det hårde beat i ”Real Life” bliver for sterilt, og med den industrielle lyd er en stor del af Marshalls særpræg, charme og nærvær alt for let i fare for at blive udvisket.

Titelnummeret er ingen munter hyldest til solen, selvom det låner sin indledende strofe fra The Beatles’ klassiker. Det slæber sig af sted, tungt og mørkt, drevet frem af en futuristisk synth. Efterfølgende er den pulserende ”Ruin” et friskt, dansabelt pust, som trækker fine spor tilbage til You Are Free i sin leg med verdensmusikkens rytmer og beats.

Rigtigt godt bliver det på den afdæmpede ”Manhattan”, et af albummets stærkeste numre, ligesom ”Nothin’ But Time”, hvor Iggy Pop kort medvirker på vokal, er en for Cat Power klassisk frihedshymne til ungdommen. »Your world is just beginning«, synger hun opmuntrende i en tekst fuld af håb – måske også henvendt til sig selv. Som altid balancerer den sociale indignation på kanten mellem det rørende og det platte, og på dette nummer slipper Marshall godt fra det. Men 11 minutter er lang tid for en sang. Den kunne med fordel have sluttet omkring de fem, omend den unægteligt er smuk og svær ikke at blive hypnotiseret af. Jeg ville ønske, at “Nothin’ But Time” havde afsluttet albummet, men i stedet får vi den larmende ”Peace and Love”, der bare aldrig rigtig lever op til sin forgænger eller bliver synderligt interessant.

Sun er på mange måder et meget personligt, stærkt og modigt album, og det er forfriskende i kølvandet på de seneste to lidt for ferske udspil. Her kræves der mere tålmodighed fra lytteren; der skæres flere tænder, og her larmer det mere. Og hvor herligt ironisk, at der bag en titel som denne gemmer sig Marshalls mest dystre og kølige materiale af nyere dato.

★★★★☆☆

Om skribenten

Nina Ulrich Østergaard

 

Biografi:
Første musikalske åbenbaring fandt sted, da jeg som syvårig blev voldsomt forelsket i The Beatles, særligt Paul McCartneys bløde ansigt anno 1964, som jeg skrev meget om i min dagbog med sirlig skråskrift. De har fulgt mig lige siden – hvis man ser bort fra en gylden, præpubertær periode i 90'erne, hvor pigeværelsets vægge var tapetseret med Backstreet Boys. Siden har jeg været igennem de obligatoriske teenagefaser med britpop, grunge, punk, hææævy metal, garagerock, shoegazer og følsom indiepop. I dag hører jeg det meste og er bestemt heller ikke bange for en god popsang. Har et utrolig svagt punkt for Sonic Youth, Nikolaj Nørlund og ABBA (mit sene ungdomsoprør).

 

Fem evige favoritalbums:
Sonic Youth: Alt fra 1985-1990
My Bloody Valentine: Loveless
Cocteau Twins: Treasure
Stina Nordenstam: And She Closed Her Eyes
The Cure: Disintegration

 

Fem favoritter lige nu:
Alice Boman: EP II
Yumi Zouma: EP
Beastie Boys: Paul's Boutique
Sun Kil Moon: Benji
Joni Mitchell: Hejira

Skriv et svar

boeger