Plader

Craig M. Clarke: Here I Go Again

Skrevet af Joachim

Ved hjælp af slæbende beats, en smadret elektronisk lyd og komiske samples skaber Craig M Clarke på Here I Go Again et univers, der er mørkt og uhyggeligt. Men også lidt ynkeligt.

For et par år siden bragede en ny trend gennem lydmuren i Indieland – en trend, der havde sin rod i tunge, slæbende hiphop-beats akkompagneret af gysende synthflader og spøgelsesagtige vokaler. Denne genre blev af alverdens musikblogs hurtigt døbt witchhouse på grund af den skræmmende stemning, som lyden fremprovokerede hos lytterne. Navne som Balam Acab, oOoOO og Salem dukkede op ud af ingenting og blev de nye trendsettere for Pitchfork-segmentet.

Der gik dog ikke ret lang tid, før folk opgav genren (måske forståeligt nok – det blev altså en smule ensformigt), og førnævnte navne, som havde fået deres 15 minutes of fame på internettet, måtte se sig nødsaget til enten at kaste sig ud i markante genreskift for at overleve eller simpelthen bare gå til grunde.

Ikke desto mindre virker det, som om Craig M. Clarke har valgt at bevæge sig i den diametralt modsatte retning. Hvor hans 2010-album, Life of the Party, var kendetegnet ved en relativt positiv lyd med klare vokaler og arrangementer af organiske lyde, er det nyeste album, Here I Go Again helt anderledes. Med en lyd, der velsagtens kan beskrives som resultatet af Marilyn Manson, der har booket tid i øvelokalet samtidig med Radiohead, skaber Clarke et univers, der lægger sig uhyggeligt tæt op ad witchhouse-bølgen. Det sker med blandet succes.

Førstesinglen “You’re Beautiful” åbner da også med et gyseligt slæbende beat, der hurtigt efterfølges af en ambient synth og en tung mekanisk basgang, som let kunne være spillet af Manson-bassisten Twiggy Ramirez. Hvor Clarke tidligere har sunget rent og lyst, er der nu lagt et filter på, så det lyder, som om han halvt synger og halvt hvæser en sang til dig gennem en telefon, som konstant er ved at miste dækningen. Når ordene samtidig lyder »It doesen’t matter what they think / You’re beautiful«, ledes tankerne straks hen på albumcoveret – en dreng, der mobbes af en jævnaldrende – og det dystre univers er komplet.

I takt med at man lytter sig gennem albummet, går det op for én, at den skrattende lyd, som egentlig bare skabes ved at pålægge et filter under masteringen, hastigt spreder sig til samtlige elementer af lydbilledet og bliver en slags tema for albummet. På “…and the Truth Comes Out” skratter et beat – først ganske simpelt, men udvikles senere til næsten drum n’ bass-agtige dimensioner – således derudaf, mens arpeggiatoren i den ellers udmærkede “What Happened to Eden” gør én i tvivl om lydanlægget nu også har det godt. Hvad der til start virker til at være en spændende gimmick, ender med andre ord med at blive overbrugt og giver særligt vokalen et kedeligt kønsneutralt udtryk.

Trods kun otte numre varer albummet 42 minutter, og det er langtfra for kort. At sangene er lange gør, at Clarke har bedre mulighed for at indfange lytteren i sit gotiske univers uden at bryde stemningen med kiksede skift mellem de forskellige tracks. Derfor er overgangen mellem adskillige af numrene også flydende, således at udfaldene i lyd holdes på et minimalt niveau, hvilket fastholder den uhyggelige stemning albummet igennem.

Desværre har Clarke det med at overdrive sine virkemidler, så elementer, der i begrænset omfang havde været spektakulære, bliver ligegyldige og grænsende til det irriterende. Således fremstår breaket i “You’re Beautiful”, hvor et forvrænget sample af Joe Cockers “You Are So Beautiful” dukker op over en pumpende stortromme, som en ganske glimrende gimmick. Men når Clarke samtidig slutter albummet af med et ni minutter langt kludetæppe af lydklip fra James Whales 81 år gamle horrorklassiker “Frankenstein”, hvor replikker afspilles over et ravet beat, bliver hele idéen simpelthen en smule for letkøbt.

Med Here I Go Again har Craig M. Clarke tydeligvis tilstræbt at fremstille et dystert album, der via en blanding af kitsch og inderlig lyrik skal udtrykke mismod på en måde, som i kraft af et mere personlig og modent lydmæssigt udtryk står i kontrast til den efterhånden hedengangne emo-kultur. Som den dér ven, der altid klager over, hvor hårdt livet er, bliver albummet dog hurtigt et kedeligt bekendtskab. Skivens særegne lyd ender nemlig med at blive Clarkes akilleshæl.
Den ellers spændende vekslen mellem slæbende beats og rave, den komiske brug af samples og den særegne lo-fi-agtige lyd bliver nemlig brugt med så stor repetition, at noget, der ellers kunne have været spændende, ender med at gå lytteren alvorligt på nerverne. Og pludselig virker Clarkes tekster bare som en små-ynkelig klagesang.

★★☆☆☆☆

Leave a Reply