Koncerter

Dead Skeletons, 23.09.12, Pumpehuset, København

Skrevet af Daniel Niebuhr

Efter en fantastisk og kaotisk koncert på dette års Roskilde Festival, beviste islandske Dead Skeletons, at deres mørke, dødstematiserede psychrock også kan fremføres lige så fantastisk under kontrollerede forhold i Pumpehuset.

Først vil jeg gerne indlede med en undskyldning: Ja, jeg ved godt, at jeg i juni måned havde inkluderet islandske Dead Skeletons i den artikel, hvor Undertoner anbefalede ‘oversete kunstnere’ på dette års Roskilde Festival, hvorefter koncerten aldrig blev dækket. Alle, der var til stede i og omkring Pavilion-teltet natten mellem den 7. og 8. juni – mig selv inklusiv – blev vidner til én stor massepsykose, der involverede portrætmaling, røgelse og mørk, islandsk, dødstematiseret psychrock. I mine øjne var det festivalens absolut mest sublime og gennemførte koncertoplevelse, og det ærgrede mig noget så forfærdeligt, at den ikke for alvor blev dokumenteret på skrift. Heldigvis fik jeg muligheden for at tage revanche, da Nonni Dead og resten af Dead Skeletons søndag aften gæstede Pumpehuset, der havde lukket overetagen og dermed desværre samlet publikum i mindre koncertvenlige omgivelser, hvor store søjler midt i lokalet og en forholdsvis lav scenekant gav begrænset udsyn for mange af de besøgende.

Det lykkedes mig dog at score en plads på trappen til førnævnte overetage, og herfra kunne jeg uden besvær først og fremmest bruge små tre kvarter i selskab med danske Moth, som først i denne måned ep- og koncertdebuterede og samtidig udgjorde aftenens opvarmning. Det var en kold og solid omgang post-punk/new wave, hvor simple, men effektive riffs og trommerytmer (dog fremført ved hjælp af en overdekoreret computer) samt lettere dyster lyrik og vokal satte dagsordenen meget lig aftenens hovednavn. Med de musikalske rammer på plads og lokalet godt fyldt var det så blevet tid til endnu en rejse til dødsriget med »The Monks of the Dead Temple,« som de omtaler sig selv.

Om det med munkene fremover skal tages mere bogstaveligt end før, er ikke til at sige, men i al fald var de to korpiger, der ved bandets sidste optræden på dansk grund akkompagnerede Nonni og Henrik Björnsson på vokal, ikke at finde denne aften. Således lagde de nu kun seks islændinge ud med de heftige trommerytmer fra nummeret ”Ódauðleg Orð”, der ikke er at finde på gruppens fantastiske debutplade. Og akkurat som i sommer blev der også indledt med de nærmest ceremonielle ritualer, der omfattede antænding af røgelse og produktionen af endnu et makabert portrætmaleri helt fremme på scenekanten, før nummeret for alvor gik i gang. Også det efterfølgende nummer var et uudgivet et af slagsen, hvor man her kunne ane mere struktur end med de nærmest endeløse rytmer, der ellers præger størstedelen af bandets materiale.

Et enkelt lille lydteknisk problem blev vi desværre ikke skånet for, da bandet så sig nødsaget til at starte forfra på ”Om Mane Peme Hung” grundet miskommunikation med Pumpehusets lydmand. Da nummeret så igen blev genoptaget, var det også som om, at selve koncerten fandt et ekstra gear frem. For nu syntes publikum at bevæge sig mere, dog uden at slippe blikket mod den næsten mørklagte scene med de hypnotiserende visuals fra »the holy shit-box« og portrættet som de centrale hellige relikvier, og inden længe stod minderne om den førnævnte massepsykose på Roskilde Dyrskueplads fuldstændig klare i takt med, at musikkens trancefremkaldende egenskaber fik lov til at gøre sit indtog på publikum.

Dette blev hermed startskuddet på en tour de force udi bandets bedste livemateriale, hvor alt lige fra de maskinelle rytmer på ”Get On the Train” til den fantastisk flotte ”When the Sun Comes Up” eller de afsluttende »death!«-råb på ”Psychodead” fungerede optimalt og kun var yderligere med til at bidrage til publikums gradvist manglende hæmninger og dermed tiltagende bevægelser på gulvet foran den lave scenekant. Der var også blevet plads til den storladne og kaotiske ”Kingdom of God” på aftenens sætliste, hvor islændingene med én enkelt linje – »1 and 2 and 3 and 4 / The Kingdom of God will save us all« – endnu en gang fik bevist, hvor få elementer deres musik i grunden besidder, men alligevel formår at fremstå så overbevisende og velfungerende. Og for at blive ved enlinjet lyrik og minimale kompositioner, så ville det ikke være en rigtig Dead Skeletons-koncert uden en fremførelse af nummeret, der i høj grad kan betegnes som selve grundlaget for bandets eksistens, ”Dead Mantra”.

»He who fears death cannot enjoy life,« messede Nonni Dead fra bag sit ‘alter’ i form af »the holy shit-box«, hvor han havde fundet et nyt og mere passende stykke hovedbeklædning frem og nu også anvendte en speciel fløjte, før han som en anden shaman stadig messende begav sig om foran alteret. Men nu var al hans messen mere adresseret til publikum, der med en slags gudsfrygt iagttog deres islandske guru. På Roskilde Festival hoppede han ned foran hegnet til publikum og opfordrede folk til at gentage lyrikken på bandets modersmål, førend mikrofonen blev bortført, men i aften blev han derimod oppe på scenen, hvilket erfaringsmæssigt nok var et klogt træk. Nummerets efterfølgende afslutning bragte dermed også en ende på aftenens koncert, der på ingen måde udviklede sig lige så hektisk som i juli måned. Den eneste markante forskel fra den koncert var det faktum, at stort set alle numre her til aften blev fremført i markant kortere versioner end både koncerten i sommer samt deres respektive studieindspilninger. Heldigvis havde de nedsatte varigheder ikke nogen effekt på de meditative og hypnotiserende kompositioner, og man levede sig fuldt ind i musikken gennem hele den times tid, som koncerten nu varede.

I aftes fik vi desuden også en langt mere kontrolleret udgave af Dead Skeletons end for snart tre måneder siden. Også rammerne var mere kontrollerede, og den generelle følelse af større musikalsk overskuelighed og ro fra bandets side frembragte en mere koncentreret koncertoplevelse, hvor musikken var i fokus frem for fulde festivalgæsters ekstatiske møde med døden og livet herefter i koncertform – ikke at sidstnævnte var en dårligere oplevelse – men bag det hele gemmer der sig altså pissefed musik, der denne søndag aften i langt højere grad kom til udtryk. Dermed kunne de seks islændinge med god samvittighed droppe numrenes lange varighed til fordel for at åbne mere op for deres bagkatalog, der også tæller andet materiale end det fra forrige års anmelderroste debutplade, hvilket ikke overraskende viste sig at være mindst lige så gennemført og velfungerende.

Sidste år gav Spids Nøgenhat en af de mest sublime koncertoplevelser lørdag nat på Roskilde Festival for derefter at gentage præstationen samme efterår på Pumpehuset. Her et års tid efter gjorde Dead Skeletons dem så kunsten efter, og jeg kan bestemt ikke vente til Nonni Dead og co. igen giver koncert på dansk grund.

★★★★★★

Fotos: Alberto Vernaccini Petersen

Deltag i debat